Vi spoler lige tilbage til slut november, hvor The Natural Disasters og Drone of the Dragonfly udsendte deres anden split-LP. Tidligere hed The Natural Disasters Terremoto, ikke kun navnet er anderledes, nu spilles der gotisk rock, mens Drone of the Dragonfly stadig befinder sig i det mellemøstligt stenede.
Splitten er som nævnt bandets anden udgivelse “sammen”, den første udkom sidste år, men samarbejdet giver mening i den forstand, at bagmændene i begge bands har rødder i President Fetch.
The Natural Disasters: Maremoto (EP)
Her er bagmanden Alioscha Brito-Egan, der selv spiller samtlige instrumenter på de 4 numre, mens vokalen leveres af henholdsvis Tomas Karlsbjerg (ex Sloppy Wrenchbody), Anna Sharifi (UON) og Trine Trash (Fastpoholmen, ex BeurreNoir!). Inspirationen til, at skifte væk fra den rumlende jordskælvsrock fra første udgivelse kom efter Alioscha Brito-Egan overværede en koncert med Sisters of Mercy i Berlin, så nu står den på mørk, guitar-drevet gothrock.
De 4 numre giver også fornemmelsen af en mørkelagt storby, hvor skyggerne skabes af kunstige lyskilder og hvad der nu måtte trænge igennem skydækket ovenfra. Det er lyden af, at drive rundt i smalle gader en kold vinternat, alene med sine tanker. Drevet fremad i en søgen efter et eller andet? Måske nogle ligesindede?
The Natural Disasters spiller sort rock, der bider i kinderne og emmer af en snigende desperation. Kvindevokalerne et også i den kølige ende og bringer ikke meget trøst. Deprimerende ville jeg ikke kalde det, men musikken giver ikke meget mere trøst end, at man i det mindste ikke føler sig helt alene.
“Path of Least Resistance” åbner slæbende, indtil guitaren for alvor får fat og flår sangen op i tempo. Det ender med at blive en rigtig rumle/rusker, hvor der spilles tungt og bistert, i hvert fald indtil en kvindevokal tager over for det mandlige islæt, der åbner sangen. Sammen med den truende og dundrende lukker, “Now We Decide”, hvor vi også får lov til at lægge øre til den dystert klingende mandestemme, er det her der er mest fart på The Natural Disasters.
De to midterste numre, “As Dark As We Bleed” og “Caught By The Tide”, kører i lavere tempo, uden det bliver dvælende, og er domineret af kvindernes sangstemmer. Der er noget ildevarslende og en ulmende fare over atmosfæren, noget trykkende, som om et eller andet bare venter på, at bryde igennem og blive sluppet fri. Også selv der bliver rocket tungt og olmt igennem, der gemmer sig noget mere lige under overfladen…
The Natural Disasters er på mange måder lyden af en ventende katastrofe, om det så er en udefrakommende, fra naturens hånd, eller en der æder en op indefra.
Drone of the Dragonfly: Drone of the Dragonfly II (EP)
Hvor The Natural Disasters leverer et retnings- og stilskifte, så byder de 3 numre med Drone of the Dragonfly på mere af det samme. I dette tilfælde er det bestemt en god ting!
Hovedmanden er stadig Carsten West, der inspireret af ture til Tyrkiet og Marokko giver den dronede og stenede rock en ret dominerende klang fra varmere himmelstrøg. Især det tyrkiske strengeinstrument, saz baglama, får lov til at fylde godt i lyden og give det hele et tåget, mellemøstligt tilsnit, som er meget dragende. Hey, sådan en bassemand har jeg sgu da stående derhjemme, en gave fra mine forældre efter en rejse til Tyrkiet for tyve år siden. Har aldrig spillet på den, skide fedt!
West assisteres af ovennævnte Alioscha Brito-Egana, der tager sig af instrumenterne, mens Bo Morthen Petersen (Black Seagull, ex On Trial) låner sin vokal ud til projektet. Sammen får de vævet et langsomt udviklende, man kunne også sige ulmende, tilrøget og tusmørkedansende lydbillede sammen. Det slæber sig afsted, smyger sig om dig, danser væk og bliver til en utydelig skygge, trækker dig med, løfter sig og svæver væk, ingen det fortættes igen. Alt i alt særdeles tillokkende og fascinerende.
Drone of the Dragonfly er varmere og føles mindre hjemsøgt og plaget end The Natural Disasters, men det ulmende og ildevarslende har de til fælles. Her kommer det dog til udtryk gennem længere, mere tågede og sært dansende numre, der lokker dig nærmere, kalder på dig og trækker dig med ind i et særpræget parallelunivers.
På de over 7 minutter lange “Feinds of Your Heart” og “Lie To My FACE”, samt den 6 minutter og 40 sekunder lange lukker “Hoping For The Sun”, lever bandet på sin evne til, at bygge op, bygge op og bygge ovenpå, mens der kun leveres forløsningen i små doser, så man konstant holdes til ilden. I håb om mere, større lunser, flere transcenderende musikalske drugs.
Man sidder lidt med en forestilling om, at hvis Maynard James Keenan fik et orientalsk trip, så ville han lave denne form for musik. Det var ment som en kompliment.
Det her er jo egentlig to, stærke EP’er samlet som en split udgivelse, fremfor den mere gængse split, hvor der er et nummer eller to pr. band. Derfor burde de måske også have hver deres karakter, men, nu det bliver kaldt én udgivelse, så bliver det også én, overordnet karakter for helhedsindtrykket.
Personligt er jeg nok mest til Drone of the Dragonflys stenede toner, men, det er en smagssag og kvalitetsmæssig er The Natural Disasters’ mørkelagte goth-rock på omgangshøjde. Især er jeg vild med kvindevokalerne, der lige giver det hele et twist. Det finder man ikke hos Drone of the Dragonfly, men, her er stemningen også en helt anden og vokalen mere et messende redskab, der er en del af en større helhed.
Vi ender på en flot 5’er for hele baduljen.
Af Ken Damgaard Thomsen
