Irske The Murder Capital har fået et halvt gennembrud med debuten When I Have Fears. En ganske stærk tilføjelse til post-punk kanonen. Live manglede kvintetten lidt flere stærke sange for at kunne brænde Atlas helt af, men intenst blev det alligevel.
The Murder Capital havde trukket pænt med mennesker af huse (omend ikke nær udsolgt) denne regnfulde lørdag aften i februar i Aarhus, formentlig godt hjulpet af at P6 på det seneste har luftet et par af bandets numre relativt ofte. Derudover har de også hevet gode anmeldelser i især britiske medier.
Indledningsvis kunne man godt mistænke at opvarmningen Junior Brother var med for at få The Murder Capital til at lyde rigtig gode – jeg skulle i hvert fald lige tune ind på hans frekvens. Én mand, der betjente sig af guitar og percussion og en noget skæv vokal bestod Junior Brother af, og selv om jeg nok ikke ligefrem kom til at elske udtrykket, kom jeg dog tættere på at kunne se pointen undervejs i sættet.
Men det FIK The Murder Capital til at lyde rigtig gode. Nå ja, ikke alene. De havde lydt gode alligevel. Jeg skulle dog lige over, at der gik omkring 10 minutter fra lyset i salen blev slukket (sædvanligvis signal om at bandet er på vej på scenen), mens der blev skruet op for musikken fra anlægget – sikkert for at bygge stemning op, men der blev kort og godt bygget op for længe før pay-off’et kom og de 5 unge irere kom på scenen, og indledte med den langsomme og dæmpede ‘Slowdance I’ efterfulgt af ‘Slowdance II’.
‘We’ve faced death, and in the face og Death we say…let’s dance!”, sagde den rastløst omvandrende og intense forsanger James McGovern som intro til en lige så intens og kort version af ‘Don’t Cling to Life’, der for første gang for alvor fik gang i publikum.
Og så tog The Murder Capital, ganske modigt, tempoet ned, og prøvede at være gravalvorlige, hvilket de lykkedes med, fordi det skinnede ud af dem at de mener det, trods et dumt tilråb eller to. Det er næsten som om bandets intensitet var lidt svær at håndtere for et publikum, der mestendels holdt sig lidt på afstand af scenen, men dog nærmede sig da McGovern vinkede os nærmere. En dedikeret skare råbte og levede dog med i ‘Green & Blue’ og ‘Love, Love, Love’, som vi fik i denne periode af koncerten.
Og så skete der for alvor noget, da den fremragende ‘For Everything’, der åbner albummet, sendtes afsted, højintenst, kontrolleret opbygget og forløst, men stadig med en McGovern i front, der VILLE det her, og kastede sig ud i publikum. Det er et glimrende nummer på plade, og live fik The Murder Capital også forløst det.
Og så sluttede det hele, på en måde for tidligt, men også helt passende, med ‘More is Less’ og ‘Feeling Fades’, hvor bandet brændte scenen af og gav slip, mens McGovern med ild i øjnene piskede rundt og kommanderede med publikum, fik os til at sætte os og rejse os, inden det hele endte brat, og lyset i salen blev tændt.
Når man har set meget før, er det nemt at stå med armene over kors og være lidt uimponeret over endnu et ungt band, der virkelig mener det – også fordi det kom til at virke lidt mekanisk da McGovern dirigerede løs med publikum og kastede sig ud fra scenen – vi kendte allesammen reglerne, det er sådan det er, når det er intenst til en koncert i genren.
Det er selvfølgelig langt fra alle bands, der gør det på samme måde, og langt fra alle koncerter på Atlas hvor forsangeren stagediver og kommanderer med publikum, og The Murder Capital ser ud til at have mere end at mene det, mere end at kunne spille og performe indenfor konventionerne. De har også sangene, og evnerne til at forløse dem. Fik jeg nævnt at trommeslager Diarmuid Brennan gjorde det glimrende hele vejen? Det gjorde han. Og selv om aftenens koncert virkede en smule ujævn, så viste det generelle niveau undervejs og intensiteten i afslutningen, at The Murder Capital har muligheden for at komme helt op at ringe.
Der var vi ikke helt her, denne lørdag i Aarhus. Måske fordi publikum bestod af kornfede typer som mig mestendels, hvem ved. Måske fordi The Murder Capital ikke har kataloget til at tænde spillesteder af i en time på fuld gas endnu og stadig har noget at arbejde med i forhold til deres liveoptrædener – selv om der var noget herligt råt og upoleret over udtrykket.
Men lad det alligevel være en anbefaling om, at her er et band, det er værd at holde øje med og som har noget at komme med. Næste gang bliver det formentlig med et større bagkatalog, på et større spillested. Vi lander på 4 store stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
