Kulturelle strømninger fra Danmark, USA og Indien mødes og flyder sammen i The Mukherjee Development. Sammen skaber de en varm, helstøbt og vedkommende oplevelse på albummet Burning Time, der er noget så gammeldages, som “bare en skide gode plade”.
Bagmanden Oskar Mukherjee har indiske rødder, vokset op i USA, men kom til Danmark i 2009. Han har slået pjalterne sammen med en række kompetente kræfter, i dette musikalske kollektiv, som tæller medlemmer der har spillet med navne, som Peter Sommer & Tiggerne og Jonah Blacksmith.
Det kan mærkes. Burning Time emmer af den ro og det overskud erfaring giver. Man føler sig i sikre og gode hænder i over samtlige de 10 numre og 40 minutter, der udgør albummets spilletid. Et album, der på gnidningsfri, og netop fri, vis blander stemninger, følelser og klange fra medlemmernes forskellige baggrunde.
Lidt forenklet forklaret spiller The Mukherjee Development en form for indie/americana hybrid, der ifølge bandet selv frembringer følelsen af: “fredelig solskinsdag på et spejlblankt Stillehav, hvor en tømmerflåde driver langsomt rundt i den tropiske brise” Det kunne, muligvis lyde søvndyssende og dvask, heldigvis er der gang i understrømmen og flåden går aldrig i stå.
Det skyldes ikke kun, at bandet er både voldsomt vellydende og velspillende. Oskar Mukherjee lyder også som om, at han har noget på hjertet. Og er i stand til, at formidle det på et flot, tydeligt og velformuleret engelsk. Det kunne være på et nummer, som den over 6 minutter lange (men ikke for lange) “Bubble Wrap”, hvor en stikpille til blandt andet Amazon og Jeff Bezos flettes fornemt ind i teksten. Og bruges som et effektivt billede på et større budskab i sangen.
Eller den musikalsk stillehavsdansende “Junk Food”. En sang om indtagelse af mad, der pga. sproget og leveringen vokser til, at blive og betyde meget mere end en sang om, at “eating junk food with my eyes closed” og lytte til Celine Dion. Lyrikken hos The Mukherjee Development er letforståelig og tilgængelig, smager af OG indeholder mere end det umiddelbare indtryk.
Materialet leveres med en sikker, ubesværet og meget afslappet vokal, der lyder som et velkendt, og alligevel personligt og selvstændigt ekko af adskillige 90er/00er indienavne. Et pejlemærke kunne være et navn, som Beck når han er i sit mest tilbagelænede hjørne. Sammenligningen med Beck stopper ikke her, der er også noget ved The Mukherjee Developments musikalske smeltedigel, der sender tankerne i den retning.
Inden man falder helt i Beck-gryden, så bobler et andet referencepunkt op til overfladen i en sang som “Hang It Up”. Her smager det lidt i retning af Kurt Vile, med en “doven”, lidt “slacket” fornemmelse og klang. Det skvulper halv-døsigt fremad, som en sval brise, en krusning i vandoverfladen. Eller noget, der driver ud mod horisonten på en åben highway. Her kan man virkelig nyde, og slappe af til, hvor flot og lækkert det her band spiller og lyder, mens man flyder væk….
Måske drømmer man sig så meget væk i solskinnet, at man ligesom undertegnede synes, at ane en antydning af Roy Orbison i vokalen på “Wish I Were The Sun”? Der er noget længselsfuldt, sårbart og skrøbeligt, og alligevel kraftfuldt over stemmen her. Det lyder så flot og velsunget, at Mukherjee uden det mindste besvær slipper afsted med, at synge linjer som “wish I were the sun // Wish that I could touch you now // Skin on skin”. Det kunne meget nemt være blevet en klistret og sukkersød omgang kærlighedsflødesovs. Her lyde det bare ægte og oprigtigt.
Ægte og oprigtigt er måske netop andre kodeord og kerneværdier til, hvorfor Burning Time fungerer så godt. Der er, som sådan ikke den store musikalske nytænkning eller åbenbaringer. Det er bare virkelig godt håndværk hele veje rundt.
Fra sangskrivningen til selve udførelsen, der samtidig gennemstrømmes af en stærk følelse af, at det her bare ikke KUNNE lyde anderledes. Det lyder nøjagtig, som det skal og kun kan fordi det kommer fra hjertet. Et, der banker for det her og for, at formidle det til os – derfor går det, måske også rent ind i den anden ende.
I 2021 vandt The Mukherjee Development en DMA, som “Årets ud af det blå”. I 2022 kan jeg blot tilslutte mig og tildele dem, den officielle “hvor kom den fra?!” pris. Samt prisen for “korrekt varebetegnelse”, i det pressemeddelelsen lover, en plade man kan sætte på, drive hen til og simpelthen bare bliver i godt humør af.
Af Ken Damgaard Thomsen
