Norske The Megaphonic Thrift er tilbage med deres 3. album, der virker som én lang støjrock-poppet drømme-sekvens med masser af detaljer, kringlede kroge, lag på lag, stor skønhed, noget fremmedartethed og passager der bliver helt filmiske. Når du altså først kommer under overfladen på albummet, der kan tage lidt tid at bryde igennem.
Sun Stare Sound er nemlig ikke ligefrem en særlig umiddelbar eller let-tilgængelig størrelse, i hvert fald ikke for undertegnede. Ikke fordi mange af pladens kvaliteterne ikke straks er hørbare eller tydelige, for efter første gennemlytning var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg sad med en udgivelse af høj kunstnerisk kvalitet. Men det var som om den ikke rigtig ramte mig emotionelt, der var ligesom noget fjernt, distanceret og reserveret over nordmændenes lange udsvævende drømme-støj. Noget som, trods den behagelige kælen for øregangene, ikke gik direkte i hjertet.
For hvert efterfølgende lyt, er det dog som om jeg kommer lidt dybere ind i den norske drøm. Den føles nærmest som en meditativ proces, hvor man træner op til at nå en form for nirvana – det kræver dedikation, øvelse og koncentration – og i sidste ende, at give slip. For nogle, som måske har det på samme måde som jeg, vil det muligvis føles som om det ikke er besværet værd. Så vil jeg blot sige, at man snyder sig selv for en stor og opslugende musikalsk oplevelse, som langsomt men sikkert begynder at påvirke hele ens sanseapparat.
Selv om nordmændene har tilført deres støjrockede univers en poppet sensibilitet hist og her, så er det ikke ligefrem fordi kvartetten fra Bergen skriver radiohits, eller på anden vis lefler for lytterne. Tværtimod er det som om, at bandet har det rigtig fint med at stene og svæve væk for sig selv, og så er man ellers velkommen til at tage med på rejsen på egen hånd, for den er uden tour-guide.
Paradoksalt nok, så har bandet allerede udsendt 3 singler fra Sun Stare Sound – det er ellers ikke fordi hitpotentialet skriger i ørerne på de 9 numre. Faktisk føles det, helt i tråd med de indledende tanker omkring den lange drøm, som at numrene sagtens kunne ses som ét langt. Godt nok med masser af stemningsskift og variation, men alligevel føler man at det kunne være én lang sammenhængende fortælling, eller i dette tilfælde – en sløret rejse ind i drømmeland.
Derfor er det også lidt vanskeligt, eller ikke anbefalelsesværdigt, at skille pladen fra hinanden og fremhæve enkelte numre fremfor andre – Sun Stare Sound nydes bedst, og får sin fulde virkning ved at høre den ud i ét. Med lad os prøve at kradse lidt i overfladen og dykke ned i lagene.
The Megaphonic Thrift åbner ganske tempofyldt med “No Sleep, Only Dreams”, måske en meget sigende titel. Nummeret har godt med fremdrift, en ret fængende melodi og fungerer ikke mindst som en fin introduktion til universet. Der er masser af detaljer, udefinerbare lyde og effekter fordelt i lagene. Vokalerne leveres af både en kvinde og en mand, nogen gange hver for sig, andre gange oven i hinanden, så virkningen bliver lidt tvetydig og kønnene flyder sammen. Fællesnævneren er dog, at begge vokaler lyder lidt fjerne og svævende, det samme gælder musikken. Det er som om det hele strømmer ud fra et eller andet sted i “baggrunden”.
Nyeste single, og måske også det nummer med mest “hitpotentiale” på albummet, “Interlopers”, følger op. Nummeret gennemstrømmes af en insisterende pulserende rytme, som pumper os frem mod et catchy omkvæd. hvor både kvindevokalen og bandets poppede side får lov til at komme helt frem i lydbilledet. Inden begge dele igen siver ned i lagene og det hele bliver mere udvisket og flimrende. Bandet benytter hyppigt tricket med at lade nogle elementer træde mere tydeligt frem, og så forsvinde tilbage i tågen, i løbet af albummet.
Efter den nogenlunde inviterende og inkluderende start, uden at man får noget foræret, skruer The Megaphonic Thrift op for eksperimenterne og lader stille og roligt albummet blive mere og mere udflydende, så vi nærmer os noget der mindet om en udtværet lydcollage.
Den rammende betitlede “The Experiment” domineres af en snurrende bas i forgrunden, drømme-støj guitaren bølger lidt ud og ind af fokus et sted bagved, en næsten mekanisk messende mandevokal dukker op – langsomt men sikkert er The megaphonic Thrift ved at sende en i trance….”Blistering Heart” (endnu en single) venter “på den anden side”, hvor man vågner op i Nemoland til guitartoner, som sender mine tanker i retning af Stone Roses i deres mere tilbagelænede stunder. De 2 vokaler har nu også for alvor nået et drømmende og ret forførende leje, hvor de lokker en med endnu længere ind.. og væk.
Helt til Bergen, hvor bandet stammer fra, på endnu en single, “Bergen Rebels”. Tempoet stiger lidt, vokalerne er blevet mere dvaske, og i kvindens tilfælde, også mere kølig. Der synges lidt om søndag og skyer, det beskriver egentlig stemningen meget godt. Den fredelige søndag varer dog ikke ved, drømmen ændre karakter, et mareridt begynder at lure i skyggerne. En forvrænget melodi vrides ud af det tiltagende mørke på “If You Shiver (Overload)”. Solen synes væk, det hele virker mere koldt og fremmed, mens en følelse af let paranoia og feberdrømme tager til, til de nu støj-psykedeliske klangflader, som vikler sig omkring en.
På “Occam’s Razor” pibler sveden for alvor frem i mens man spjætter rastløs i søvne. Nummeret virker truende, nærmest jagende og hjemsøgt. Indtil man opdager, at bandet har begravet en flot lille svævende pop-sang under alle de forvrængede lag. Du er dog ikke ude af mørket endnu, “Slower” lokker dig nærmere, griber fat og forsøger at tvinge dig til en stille kinddans i mørket, med sin langsomt vuggevise-klingende melodi. Atmosfæren er stadig lidt urovækkende og spacey, men også sært tillokkende og beroligende. Den har næsten en bedøvende effekt.
Men så med ét er du ude på den anden side, begynder langsomt at vågne op, vender og strækker sig lidt, måske et lille gab, til de behagelige toner af den smukke albumlukker “Perfect Twin”. Det er måske min personlige favorit på Sun Stare Sound. Den ramte også plet første gang jeg hørte den, og som albummet er vokset på mig, virker det her nummer bare smukkere og smukkere – og som en perfekt afslutning/opvågning.
Sun Stare Sound er et forunderligt album, og et der er rigt på store oplevelser, som du selv kan være med til at skabe undervejs. For mig krævede det lige et par forsøg, inden jeg synes pladen åbnede sig for mig – eller jeg åbnede mig for den? Men belønningen er “besværet” værd, og det lader til, at det er af den slags sjældne albums, som vokser og åbenbarer sig lidt mere for hvert lyt.
Hele denne lange smøre kunne måske være kogt ned til en enkelt sætning. At lytte til The Megaphonic Thrift’s Sun Stare Sound, er på mange som at ligge i græsset og stirre op mod solen, lade den gå ned og drømme sig væk indtil den står op igen.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg The Megaphonic Thrift på Facebook
