Norske The Megaphonic Thrift er aktuelle med album nummer 4, hvor de foretager en kurskorrektion og blander deres indie-drømmende guitar-orienterede toner op med nogle både dansevenlige og trancefremkaldende.
Og jeg savner sgu egentlig den varme og sfæriske guitar-klang fra nordmændenes forrige album, Sun Stare Sound, som jeg sendte 5 stjerner efter for knap to år siden. Til gengæld rider bandet på lidt af en bølge af positive anmeldelser i hjemlandet, hvor 5 og endda 6 stjerner synes at være reglen fremfor undtagelsen.
Jeg er så undtagelsen, altså både fordi jeg ikke er norsk og fordi jeg altså “kun” lander på 4 stjerner denne gang. Det et måske at foregribe konklusionen, men jeg ville lige bringe det på banen fordi jeg ikke 100% kan afvise, at min undren over de voldsomt positive anmeldelser har spillet lidt ind på mine egne forventninger.
Ikke at jeg har læst anmeldelserne inden jeg lyttede, de er jævnligt dukket op i min Facebook strøm, men jeg kan åbenbart bare ikke helt høre det, som andre kan, i dette tilfælde? Jo, lad os bare slå fast, at The Megaphonic Thrift helt bestemt har lavet et godt album. Ligesom de skal have stor ros for, at have udviklet deres lyd og ikke er bange for, at prøve noget nyt. De får testet nogle grænser af her.
Jeg synes bare, at de var endnu bedre til det de lavede før, selvom det var knap så eksperimenterende. Ikke fordi det er komplet langt ude, det nordmændene foretager sig her, det radikale består i, at en ikke ubetydelig del af det 7 numre og over 40 minutter lange album er instrumentalt. Forstået sådan, at nogle af numrene udvikler sig til en slags trancebindende og opslugende electro/synth-rock.
Eller, det er i hvert fald nok hensigten med eksempelvis den 11 1/2 minut lange “Den Evige Heten”. Jeg forsvinder bare aldrig helt fra virkeligheden og denne dimension, men den skiftevis pulserende og udsvævende atmosfære er da velegnet at cykle til, eller sidde og stene ud i storbyen gennem en busrude. Men transcenderende og til topkarakter? Ikke for mig.
Jeg kan ikke afvise, at andre vil komme godt ud at flyve under nummeret, hvor især afslutningen er ret intens. Derfor virker den efterfølgende afslutter, “Romreisen”, også en anelse antiklimatisk, eller blot fejlplaceret her? Det er en slags svævende space-pop, som ikke er helt ulig noget af det landsmændene Highasakite leverer på deres nyeste plade.
Så er jeg straks langt mere opslugt og forført af numre som “Hendene”, der for alvor åbner albummet efter den instrumentale intro “Intro”. Her får vi unison mande- og kvindevokal, hvor de norske gloser lyder som dopey honning i øregangen, mens de drømmende toner blandes med nogle elektroniske tangenter og effekter. Den efterfølgende “Pilene” rummer lidt af de samme kvaliteter, der hænger en tilbagelænet, døsig, ja, nærmest, dvask stemning i luften. Kunsten er, at undgå at det fremstår søvndyssende, en balanceakt The Megaphonic Thrift har styr på.
Men så dukker “Atomur” op, en over 6 minutter lang elektronisk tikkende sag, hvor maskinerne tager over. Det er sådan set atmosfærisk nok, men det føles også en smule overflødigt og den dybere mening går lidt min næse forbi. Den over 8 minutter lange “De Gale” følger efter, og her synes jeg bandet har fat i noget og lykkes med at smelte de to ydre poler på pladen, elektronikken og vokaler af kød og blod, sammen til et ret vellykket drømmende lydlandskab. Et der fremstår både varmt og køligt, genkendeligt og mere distanceret. I hvert fald de første 5 minutter, inden nummerets sidste 3 bliver en form for lang soundscape outro. Hvor jeg igen kan konkludere, at jo, jeg synes det lyder flot og er veludført, men jeg bliver ikke suget ind i universet og den større mening fortaber sig.
Og det kunne sådan set være overskriften på den oplevelse jeg sidder tilbage med efter Få Meg Til Verden I Tide toner ud. Det er stemningsmættet, afvekslende, nysgerrigt og lyder lækkert, men det fanger mig kun overfladisk, river mig ikke helt med og pirrer ikke min nysgerrighed. Dermed ender jeg med at stå lidt udenfor og nyde musikken på afstand, men for langt væk til at jeg helt kan føle den.
Men det er stadig en 4-stjernet oplevelse.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg The Megaphonic Thrift på facebook
