Normalt har jeg lidt core-fobi, så løftet om en en sammensmeltning af metalcore og post-rock hos The Liberty Illusion gav lidt nervøse trækninger hos undertegnede. Den korte EP fra det 5 mand store orkester får ikke kureret disse ting, men der er dog nogle spændende idéer på bandets 3 numre – og en del jeg enten ikke forstår, eller som ganske enkelt ikke hænger særlig godt sammen.
EP’ens titel, Multiverses, giver allerede en fin idé om, at der er noget i vente med mange facetter. Lad os bare slå fast, at det ikke er kreativiteten der holder The Liberty Illusion tilbage i mine ører, det er mere en kombination af, at jeg ikke synes alle bandets idéer passer lige godt sammen og så min generelle apati for de genrer der blandes. De pludselige temposkift, de vilde trommeudflugter, den evige bølgen frem og tilbage i lydbilledet, er vildt stressende for min krop og hjerne. Flere gang i løbet af EP’ens kun 3 numre tager jeg mig selv i at skære tænder, knytte næverne og føle små ticks over venstre øje. Det kan bandet ikke gøre for, naturligvis, men det er nu ikke den eneste grund til at vi ender på et indtryk på det jævne.
Jeg mangler lidt en fornemmelse af en rød tråd i Mulitverset The liberty Illusion fremmaner. Mange af elementerne er, isoleret set, ganske fornuftige og bestemt ikke uinteressante. Eksempelvis fungerer bandets brug af klaver sidst i andet nummrer, “Closure”, overraskende godt og virker ikke påklistret. De 25 tempo- og melodiskift der kommer inden, er en anden historie. Overordnet er musikken ikke specielt tung, vi er i den lette ende af metal spektret, ikke at det er et problem i sig selv. Problemet opstår, når den dybe growl-vokal braser ind i numrene. Guitar og trommer hvirvler let på tå rundt i det urolige univers og pludselig dukker denne her mørke growl op. Det kunne have virket, men det gør det bare ikke rigtig – i hvert fald ikke for mig. Dermed også sagt, at det i andres ører sagtens kunne lyde som verdens fedeste idé.
Helt galt går det for mig i begyndelsen af 3. nummer, den over 7 minutter lange “Columbine”. Her dukker en kvindelig gæstevokal op og suges ind i den musikalske malstrøm, der nu decideret skærer mig i øregangen – you are hurting me! Ikke for at lyde grov og udvise disrespekt, men jeg synes det lyder skrækkeligt. Næsten som om det er noget fra Børne MGP, kontrasten mellem vokalerne KUNNE have været en velfungerende tilføjelse, men her virker det bare sært. Heldigvis fordrives hun af den grumme growl, intensiteten stiger og det udvikler sig til at være EP’ens højdepunkt, hvor der også kommer godt med smæk på. Damp på kedlerne, er som man sikkert kan fornemme, ikke noget der mangler – men her synes jeg kræfterne forvaltes bedre, og med større overblik. I sig selv lidt pudsigt, at Multiverse’s længste og mest progressive nummer, også er det jeg synes fungerer bedst.
Der bygges rigtig godt op og en skrige passage omkring 4 ½ minut inde i nummeret, giver en dejlig fornemmelse af at stå med vind og regn piskende ind i ansigtet. Det er tydeligt, at The Liberty Illusion er ambitiøse omkring deres musik, og ikke er bange for at skilte med det I selve musikken. EP’en er bygget op som et helt lille værk, godt nok er der kun 3 numre, men der er plads til en kort intro som første nummer, “singlelængde” “Closure” og så denne, udgivelsens udstyrsstykke og fyrtårn. Jeg sidder bare med fornemmelsen af, at det kunne have fungeret bedre. Introen, “Multiverse”, når på 1 ½ minut adskillige temposkift, noget snakke-vokal blandet med den utidige growl og alt mulig andet. Det bliver alt for flimrende for mig og kommer fra start til at virke overlæsset. En skam, for udover nævnte kvindevokal kvababelse, så synes jeg faktisk The Liberty Illusion er på sporet at noget rigtig fedt på den lange og kryptiske lukker, “Columbine”.
Vi ender på 2 stjerner med pil opad, for en udgivelse der som udgangspunkt bare ikke er noget der tænder mig, men hvor visse enkeltdele bestemt er værd at lægge ører til – i sidste ende føles EP’en bare som mindre end summen af dens enkeltdele og multiverset ender med at hænge for løst sammen som samlet værk. Måske har de simpelthen bare for lidt plads, at udfolde deres visioner på?
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
