The Libertines væltede ned af trappen og, i samme ombæring, Vega omkuld.
The Libertines! På genforeningstur efter 10 års pause, eneste koncert i hele Skandinavien, men jeg turde næste ikke glæde mig, for ville de dukke op? Min udsendte kollega og jeg, ankommer til Vega ved en 21-tiden, der er fyldt med forholdsvis stive mennesker, og vi stiller os ind i salen og venter.
Klokken 21.25 vælter The Libertines ind på scenen og alle jubler. De 3 første numre bliver spillet uden et ord og uden attitude, musikken er for lav, og vokalerne er endnu lavere og jeg når at tænke at: ”Det her bliver da en lang og kedelig aften”, og føler mig lidt skuffet, det er sgu da for helvede Englands bedste smadre rockband.
Men pludselig sker der noget – bassist John Hassall bliver overladt til sig selv, mumler noget om danish, og begynder derefter at synge (ifølge setlist.fm), “En Sømand Han Må Lide” – selve sangen er, fra hvor jeg står, dog temmelig utydelig, men stemningen ændrer sig hurtigt fra ligegyldig tirsdag til bedste spilletid lørdag. Pete, Carl og Gary går tilbage på scenen og danser folkedans med høje benløft, arm i arm.
Så er vi ligesom i gang.
Efter lidt ’dansk’ underholdning går festen i gang, musikken er højere, vokalerne går bedre igennem – der hoppes og crowdsurfes og med ét omdannes et halvkedeligt Vega til en kæmpe, lykkelig privatfest. Festen tonser derudaf. Engang læste jeg, at The Libertines lyder som et band der falder ned af trappen, det kan jeg hermed bekræfte passer.
Tonse-ned-af-trappen-musikken holder en pause, og klart og nydeligt lyder starten af ”Music When the Lights Go Out” – publikum bryder ud i hyl, og så er der ellers fællessang for alle pengene, og pludselig står man der med kuldegysning, helt opslugt af Pete og Carl, som tydeligvis nyder at være her, lige så meget som mig. Fællessangen fortsætter med: ”What Katie Did” – og gjorde Vega til et ret fantastisk sted at være tirsdag aften.
Som da Pete sidst spillede på Roskilde Festival, kørte han den gode stil videre og smed gladelig dåseøl ud til publikum – hver gang han havde bællet en drink røg glasset samme vej. De havde ikke meget at sige, de 2 frontfigurer, og når de endelig sagde noget, kunne hverken jeg eller Gnu-kollegaen helt forstå hvad de sagde. Pånær én gang, hvor Pete tydeligt sagde: ”We can’t stop now!” – og det gjorde de heller ikke, og selvom Carl skulle holde Pete i ørene når han startede på en sang før de andre, eller modsat: var for langsom – så er det lige præcis sådan Libertines skal være, i mine øjne – og tydeligvis havde resten af Vega det på samme måde.
Libertines var værd at vente på at høre live, numrene: “Boys in The Band”, “Don’t Look Back into the Sun”, “Can’t Stand Me Now”, “What Became of The Likely Lads” og ja, jeg kunne blive ved, væltede Vega omkuld. Bandet gik af efter 20 numre, men kom tilbage til Vegas enormt opstemte publikum og spillede 6 mere. Det må man kalde valuta for pengene.
Som det smadre rockband Libertines er, forsøgte Pete selvfølgelig at smadre sin guitar, og fik da også smidt den en 4 meter op i luften, men deres roadies, der tydeligvis havde været turne med bandet en del, nåede at gribe den. Satans.
Pete og Carl hoppede på ryggen af hinanden og red ud af scenen, hvorefter der ikke var andet at sige end: TAK Libertines – hilsen 2 meget glade udsendte.
Besøg Libertines på Facebook.
Af Kristina Bonde Kristoffersen
Foto: Annette Jørgensen
