Torsdag aften var en dyster en af slagsen, for på Loppen foregik der ting og sager, som ikke var for de skrøbelige sjæle. De britiske art wavere The KVB var på besøg, og det gik ikke stille for sig. Med sig havde de The Foreign Resort – et Københavnskbaseret post-rock band, der dog primært turnerer i Tyskland og USA, og som har mere end 330 koncerter og 5 udgivelser på bagen.
Dørene åbnede kl. 20.30 men alligevel skulle vi vente helt til kl. 22 for at få noget live musik smidt i hovedet. Det klarede The Foreign Resort ubesværet, og med en pulserende energi blandet godt op med Robert Smith (The Cure) agtig vokal og Joy Division inspireret post-punk, var man allerede godt varmet op efter ’Suburban Depression’, der udgjorde tredje nummer.
På ’The Bright Neon Stars’ forsvinder vokalen dog en smule i starten, og er en del mere poppet. Dog bevarer de det melodiske og shoegazede,, som man kan space helt ud til. Men allerede på ’New Frontiers’, der har en meget mere dyster intro, er jeg overbevist om at dette er stilen de skal gå efter!
Herefter bytter guitarist og bassist instrumenter – yderst spændende! Der er dog ingen synderlig forskel – hvilket jo ikke er en dårlig ting, og med ’The New Blood’ præsenteres et nummer, der med en syret Joy Division sound, udgør en ørehænger med tilpas mængde af støjet melodi og epileptisk fremkaldende lys. På ’Flush’ får jeg lynhurtigt association til ’Oblivion’-introen af Grimes, som jeg også syntes er sindssygt fed, men den ændrer sig drastisk til dark wave, og eskalerer i ukontrolleret klap, pift og sprøjtende sved.
Guitar og bas byttes om igen inden ’Take a Walk’, hvor der byder på et hav af noise og vibrationer i et virvar af never ending strobelys. Så får vi sidste nummer – ’Dark White’ – fra albummet New Frontiers, og fuuuuck det er højt! Men på den måde hvor jeg tænker: ”Ja, spræng mine trommehinder i stykker – jeg er ligeglad!’ Og endelig får The Foreign Resort trukket støjen helt ud til det yderste, hvor de forrige numre har været en anelse korte. Jeg er SÅ klar til The KVB nu!
The KVB
Duoen The KVB, der består af Nicholas Wood og Kat Day, går tilbage til 2010, hvor de startede med et begrænset oplag af kassettebånd og vinyler. Herefter gik der to år før de udgav deres første album i fuld længde Always Then, men så gik det stærkt og Immaterial Visions samt Minus One kom til verden. Derefter udgav de Out of Body Ep’en via A Records (Anton Newcombe fra Brian Jonestown Massacre). De er nu album-aktuelle med Of Desire.
Klokken er knap 23 og The KVB starter lettere dæmpet ud med ’White Walls’, der synes at være vældig lav i forhold til The Foreign Resorts overvældende outro. Men med sin elektroniske opbygning og Nicholas Woods lavmælte, svagt forsinkede vokal, får ’White Walls’ en hypnotiserende virkning.
Dette rodes der bod på, på de næste numre, der emmer af effekter – både via synthesizers og baggrunden, der visuelt viser præcist den følelse, der ligger og runger indeni én. Der er ingen tvivl om, at de ved hvad de laver, og hvordan de vil have os til at føle. De to unikke karakterer virker til dels generte, og selv når de prøver at kommunikere til publikum, er det snarere hinanden de fokuserer på – og jeg fornemmer en vis romance mellem dem, der giver et endnu mere ømt og følsomt udtryk, som de formulerer gennem deres musik. De kunne ikke være foruden hinanden! Dog giver de den umådeligt meget gas – og svinger rytmisk med guitar, hofter og hår, og får publikum til at følge efter.
På ’Again & Again’ har jeg fået varmen, og en bombarderende lyd, der kilder i næse og ører, bliver fulgt af en svimlende hede. Den bliver bekræftet af ’In Deep’, der vibrerer sig helt ind i hjertet, og med en uforglemmelig melodi bliver samtlige af Loppens gæster indhyllet i mørket. En sand musikalsk nydelse, der skriger berliner-elektro mixet med en vældig omgang noise. Jeg hører én fra crowdet sige: ’Hvad skal man dog bruge stoffer til?’ Og jeg giver ham ret – i selskab med The KVB glemmer man tid og sted – og det er spot on!
’Never Enough’ og ’Dayzed’ byder på syre på den ekstatiske måde, hvor man ikke føler man kan være indeni sig selv. Det er råt og støjet, og med skærende guitar riffs fulgt af følelsen af frygt, der alligevel føles så helvedes dejligt! The KVB sætter et stort fedt støjende punktum, og forlader scenen. Men publikum er ikke tilfredse men længden af koncerten og kræver The KVB tilbage med hujen og råben.
Duoen venter ikke længe og kommer tilbage med: ’Okay, we have two more’, hvorefter de udfører en støjeskade af et cover – nemlig ’Sympathy For The Devil’ (The Rolling Stones) , og afslutteren ’Lines’.
Alt i alt en fortræffelig oplevelse – og 5 stjerner herfra!
Af Stefanie Sloth Hansen
