Erfarne musikere fra den københavnske undergrund, producer legenden Flemming Rasmussen og ambitionen om at lave et klassisk STORT rockalbum, The Killerhertz A Killer Anthem har gode forudsætninger for at leverer en rocket fuldtræffer. Desværre opstår der af og til klumpspil i feltet og rockkuglen hamres forbi kassen, men når bandet får opspillet til at hænge sammen, så sidder den til gengæld lige i krogen.
Historien bag The Killerhertz rummer også potentiale, 4 barndomsvenner er gået sammen om at skabe et klassisk rockalbum med udgangspunkt i slut-80’er/start 90’er heavy og hardrock. Medlemmerne har tidligere boltret sig i bands som Saturnus, Pitchblack og Usipian, alt er sådan set linet op til lidt af et rockdrøn af en plade. Det største problem for The Killerhertz er i mine ører, at bandet over et helt album har lidt for mange flade og lettere gumpetunge stunder, der kommer til at spænde ben for de særdeles fremragende der også er tilstede. At det af og til stikker i flere forskellige retninger er som udgangspunkt ikke et problem, problemet er at det over et helt album og på nogle af de 11 numre virker rodet og fragmenteret.
Vi kommer tilmed lidt skævt fra start, med albummets svageste skæring, “Rebelheart” (titlen får mig også til at rulle lidt med øjnene). Vokalen fra Thomas Pedersen volder mig lidt problemer, noget der dukker op med jævne mellemrum, der er bestemt gode stunder, men på albumåbneren lyder det lidt skævt. Melodisk befinder vi os i et vindblæst “ud over stepperne” heavy landskab, musikalsk er det såmænd fint nok udført om end forudsigeligt og ret uoriginalt, men vokalen lyder bare ikke helt stærk nok til at matche den tilstræbte episke stemning i sangen. Den er ikke decideret dårlig, det lyder bare som et dårligt match i forhold til hvad der sigtes efter.
Bandet nævner selv Dizzy Mizz Lizzy som en inspirationskilde i pressematerialet, det er til gengæld ikke helt skudt forbi. Allerede andet nummer, “Let The Game Begin”, har en Dizzy’sk stemning og klang over sig, i hvert fald indledningsvis, inden det forsøges at kombinere det med noget heavy metal klingende i verset. Idéen er ikke dum, men der er et eller andet ved udførelsen i verset her, der blokerer for min nydelse af de fede riffs? Enkeltdelene er fine hver for sig, men et eller andet gør at jeg ikke helt bliver revet med – og det samme scenarie gentager sig nogle gange i løbet af A Killer Anthem.
Til gengæld kan bandet skrive fabelagtigt catchy omkvæd, så rockguderne klapper og hujer! Også i “Let The Game Begin”, for lige så snart omkvædet sparkes igang, så er alle forbehold glemt for en stund. De gentager kunststykket på “Better Days”, der indledningsvis lyder helt poppet, pludselig slår vi kortvarigt over i noget heavy riffing inden et forrygende smittende hard rock omkvæd får en til at smide armene mod himlen og synge med. Som samlet nummer fremstår det en kende rodet, på sådan en klippe/klistret måde, men det grundliggende drive og omkvædet redder den i land. “Shattered” rummer lidt af de samme fængende kvaliteter i omkvædet, tempoet er lavere og melodien egentlig bare en kværnende heavy guitar der gentager den samme lille sekvens igen og igen. Det er både lidt hypnotiserende, og lidt enerverende, men på en måde hvor man ikke kan lade være med at sidde og nikke lidt med.
“Youth Inc” viser at The Killerhertz sagtens kan håndtere tempo og fart, uden af miste grebet om den simple og medrivende melodi. I den og et nummer som førnævnte “Better Days” synes jeg også at vokalen rammer et meget bedre leje, hvor det faktisk lyder ganske fedt. Men lige som man har fået fodfæste, så kommer der en ureglementeret musikalsk tackling. Den kunne hedde “Feeding The Damned”, hvor en underlig tanke er blevet ved med at poppe op i knolden på mig når jeg lytter den igennem – tænk hvis Alice Cooper kastede sig over prog-metal? Det ville måske lyde lidt hen ad “Feeding The Damned”, et nummer jeg måske kort og godt ikke forstår? I hvert fald virker tempo- og stilskiftet mellem vers og omkvæd som et kuriøst valg på mig.
Men i det mindste ikke uinteressant, som for eksempel “Shine A Light” og “Swansong”, et makkerpar hen imod slutningen af pladen der gør mig direkte tung i røven og lad – det rykker slet ikke. Det er også i de stunder, at man lægger lidt for meget mærke til de klichéfyldte tekster. Nu behøver et ægte rockdrøn af en plade jo ikke ligefrem at være beriget med stor poesi for at rykke, bare spørg AC/DC – det er sgu jævnt bøvet det meste af det de har skrevet ned. Men The Killerhertz prøver måske at slippe af sted med en lige tynd nok omgang på det punkt, når musikken spiller og de rammer plet med en god melodi, så går den, men lige pludselig keder man sig lidt under “The Fall” og hører følgende:
I’m on my way on a one way track
Money in my pocket cause I’m never coming back
I’m about to lose, gotta chose
Is it me and you? Yeah, is it me and you?
Oy… til gengæld synges det med stor passion og indlevelse, så man tror på at HAN tror på det der synges. Bare en skam at de fleste af teksterne mildt sagt er forglemmelige, hvor personlige og ærlige de nu end måtte være.
The Killerhertz A Killer Anthem har været et underlidt bekendtskab for mig. Jeg skifter mellem 2 stjerner for noget af det og en 4-5 stykker andre steder, nogle gange i løbet af et enkelt nummer. Jeg har skrevet denne anmeldelse om mindst 4 gange, for hvert lyt har kastet nye holdninger af sig, vekslende mellem det frustrerede, det forvirrede, det begejstrede og en del andre følelser. Det står dog klart, at pladen som samlet værk ikke fungerer for mig, der er for mange perioder hvor jeg falder ud. Og en del af numrene er isoleret set faretruende tæt på at falde fra hinanden, men The Killerhertz har en evne til at redde de fleste med et eller andet lækkert lille indfald.
Til gengæld tror jeg, at der er en fin sommer rock-forelskelse at finde for andre, hvis de lige bliver ramt af The Killerhertz frekvenser, jeg bliver det desværre kun i løsrevne momenter. Derfor ender vi på 3 stjerner, men med pil opad. Tror jeg.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Besøg The Killerhertz på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
