Københavnske The Kamshaft er et ægte DIY rockband, der selv har indspillet, mikset, stået for cover og alt hvad deres hører til, på deres crowdfundede debutalbum The Kamshaft. Resultatet lyder topprofessionelt, byder på rå og energisk rockmusik, men mangler måske lige det allersidste løft i sangskrivningen til at de enkelte numre bliver virkeligt mindeværdige.
Lad os bare slå fast, man kan ikke høre på The Kamshaft at de har stået for alt selv. Det lyder måske lidt forkert, som om at så burde de lyde halvdårligt, ingenlunde, men man kan ganske enkelt ikke mærke nogen steder på The Kamshaft, at bandet ikke har fået professionel hjælp udefra. Produktionen er flot og fyldig, uden at miste sin råhed, i det hele taget kan man ikke rigtig sætte en finger på indpakningen.
Musikalsk befinder vi os et sted omkring amerikansk riff-tung rock som for eksempel Velvet Revolver på deres første album Contraband, med lidt Alice In Chains elementer, der kigger frem hist og her. Her tænker jeg især på brugen af vokalharmonier og andenstemmer. Det trick kunne måske godt være trukket lidt længere frem i mikset, man kan sagtens høre at de er der, men for min skyld måtte bandet godt have skruet lidt op for lydstyrken af dem, så de stod tydeligere i lydbilledet.
The Kamshaft består af 12 numre fordelt på et par og 40 minutters spilletid, og her har vi et af de største problemer med udgivelsen – det er simpelthen for mange numre og for lang tid i selskab med bandet, til de idéer og det materiale de disker op med.
Når det er sagt, så er der masser af solide rocknumre at finde på The Kamshaft, og netop “solid” er kodeordet her. Bundniveauet er højt og stabilt, men i forhold til topniveauet er der plads til at hæve barren en lille smule. Fine stunder er der masser af, hvor numre som åbneren “Undertow”, “Wolf”, “Tongue”, “Shadoes” og “Molotov” alle byder ind med potent og kompetent udført maskulin rock. Bare det at alle sangtitler kun består at ét ord signalerer et eller andet kraftfuldt udråb. Men problemerne melder sig, når jeg skal huske og skelne disse numre fra hinanden, så har det hele desværre lidt tendens til at flyde sammen for mig. På den ene side giver det naturligvis pladen en dejligt homogent udtryk, og det er en plade der flyder rigtig fint afsted. På den anden side gør det dog også lytteoplevelsen noget monoton og enslydende, variation finder man selvfølgelig i detaljerne på de enkelte numre, men alligevel har pladen tendens til at flyde lidt sammen til en rock-plamage.
Når de enkelte numre spiller, så kan man sagtens sidde og rocke med, og glædes, over et granit-riff som på den meget Alice In Chain’ske “Tongue”, eller det iørefaldende og smittende omkvæd i “Wolf”, der ligesom “Molotov” rummer Velvet Revolver rock-rytmen, der både går i hofterne og luftguitar-hænderne. Det kunne også være den ret monumentale åbning på “Shallow” der efterlader et midlertidigt indtryk, men herefter forløber resten af sangen lidt mere anonymt. I længden bliver Mikkel F. Larsen’s ellers gode rock-vokal måske også anelse ensformig for mig, i hvert fald over 12 numre, hvor der stort set synges i samme toneleje og med samme klang. Det er nærmest kun på den mere afdæmpede “Waters”, at Larsen får lov til at variere udtrykket en smule. Det er egentlig ikke et kæmpe problem, for vokalen HAR en fed klang i det toneleje der benyttes på The Kamshaft, havde albummet bare været en smule kortere…
Nu skal det her ikke lyde for negativt, eller for kritisk, for jeg synes som sagt, at The Kamshaft at rigtig meget at byde på, på dette album. De har måske bare lige bidt over lidt for meget i første omgang, i forhold til hvad de havde materiale til. Set i lyset af, at de har stået for hele pakken selv, så er der grund til at være imponeret over niveauet. Men på en eller anden måde sidder jeg med følelsen af, at der måske er endnu mere i det her band. Noget der måske kunne komme frem, hvis man netop ikke brugte al sin energi på at stå for det hele selv, selvom det er rart at være enerådig herre i eget hus, men fik lidt kyndig assistance udefra. Det behøver ikke være meget der skal til, inden The Kamshaft vitterlig kan fylde et helt album ud med endnu skarpere skårne numre end det er blevet til her – og så har de for alvor fat i noget der kan lette!
Indtil da lander vi på 4 solide stjerner for et album der viser, at The Kamshaft rummer et stort potentiale, som de i denne omgang måske ikke får rullet fuldt ud – men pilen peger opad.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
The Kamshaft udkommer d. 31/3, læs mere på bandets Facebook-side
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
