The John Steel Singers spiller solskins-psych pop/rock og med udgivelsen af Everything’s a Thread i Danmark og resten af Europa, går australierne efter at ride videre på samme bølge som bands som landsmændene Tame Impala, og de andre solskins-psych repræsentanter, der har stukket hovederne frem de seneste år. Der mangler dog en del før de stryger helt til tops.
Everything’s a Thread er absolut en behagelig lytteoplevelse – det er den slags musik, man gerne vil have i baggrunden når en doven sommerdag skal have lov at folde sig ud i sit eget tempo. Og det gør Everything’s a Thread – folder sig ud i sit eget rolige tempo. Fra den korte instrumentale åbner ‘The Needle’, til det skjulte track, ‘MJ’s on Fire Again’ flyder musikken afsted, livligt pulserende, men stadig så man mere har fornemmelsen af at være på nysgerrig spadseretur end på piskende løbetur.
Andet nummer, ‘Happy Before’ er i den mere uptempo, legende afdeling, sammen med det efterfølgende titelnummer, hvor guitaren indtager en relativt central rolle – det gør den bestemt ikke altid i australiernes lydunivers. Oftest er det trommerne, der driver numrene frem, mens bas, guitar, keys, vokaler og ind i mellem håndklap (som på den lidt vel stenede ‘There’s a Bird’) sørger for garnituren. ‘The Marksman’ lader bassen sætte tempoet, mens guitarer og vokalarbejde giver en luftighed, der truer med at få nummeret til at svæve helt væk, men holder sig selv på plads med den stærke afsluttende vokalharmoni. Vokalharmonierne er i øvrigt et ualmindeligt stærkt våben for The John Steel Singers, som man helt kommer til at savne i de numre, hvor de ikke optræder.
For eksempel på ‘State of Unrest’, hvor guitaren trækker nummeret afsted, inden bassen overtager førertrøjen, og her er tempoet mere hektisk og stemningen en tand mørkere – det er ikke her jeg synes australierne har deres force. Den afløses af den dæmpede ‘The AC’, hvor vokalarbejdet igen tager kegler. Mere letbenet bliver det i den uptempo og umiddelbart lidt fjollede ‘Never Read Tolstoy’, og på disse tre numre viser The John Steel Singers en relativt stor spændvidde, hvor de i mine ører er absolut bedst på ‘The AC’, mens de to øvrige virker som mere halvhjertede, omend kompetente, forsøg på variation. I mine ører er The John Steel Singers bedst når vokalarbejdet får lov at være fremtrædende, som det gør på den letbenede ‘Lambs’ med en 80’er dansabel bund og en fornemmelse af ubekymrethed over sig. Her kommer The John Steel Singers’ styrke, når vokalerne bevæger sig det lyse leje, også til sin ret.
Everything’s a Thread afsluttes med ‘TGI Tuesdays’ som byder på letbenet solskinsrock, der absolut har potentiale til at få én til at vippe med, mens den skjulte lukker, ‘MJ’s on Fire Again’ er endnu bedre med sit laid-back bas-groove og flerstemmige vokal. Det er et nummer, som rummer masser af tilbagelænet coolness og alligevel folder et instrumentalt og vokalt overskud ud. Som sådan står det også som det nummer, jeg ender med at have som personlig favorit på albummet. Her føler jeg nemlig for alvor at The John Steel Singers taler direkte til mig, og ikke pakker det ind i diverse små skævheder, der ind i mellem tjener mere til at holde lytteren på overfladen end til at drage lytteren ind i universet. På den måde føles Everything’s a Thread på samme tid lettilgængelig, men også underligt fjern.
The John Steel Singers har tydeligvis arbejdet detaljeret med deres udtryk, og instrumentalt og vokalt er jeg ikke tvivl om at bandet er dygtige. Men jeg føler lidt at jeg glider rundt på den pænt-psykedeliske overflade på albummet, og ikke for alvor bliver suget ind. Det gør Everything’s a Thread til et album, som har virket dragende når jeg har lyttet når jeg var i gang med noget andet imens, men hvor jeg har følt mig kastet lidt tilbage, når jeg så har sat mig til at lytte. Måske har jeg bare ikke fundet den helt rigtige vej ind, eller måske er det mine ører, der ikke lige er tunet ind på frekvensen, men det gør at karakteren lander på 3 store stjerner til The John Steel Singers i denne ombæring. Anbefales til folk med hang til solskins-psych, der givetvis kan finde en del guf på albummet.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
