The Jackals, der har base i Aarhus, udsendte sidste år pladen Trigger Finger, som de selv synes lyder pissegodt og fandenivoldsk. Det har de sådan set ret i, men den lyder også ret meget som et af de musikalske forbilleder: Arctic Monkeys. Når musikken spiller, er det dog svært ikke at blive revet med.
Bandet, der startede som et coverband i et “ramponeret øvelokale i Viborg” for 9 år siden, har nemlig et helt elementært godt greb om sangskrivning og øre for gode melodier. Samtidig forstår de at styre og dosere deres fandenivoldske energi og virkemidler, så man ikke OD’er på begge dele i løbet af pladens velproducerede 9 numre.
Pladen har et enormt godt flow og drive, og nok afveksling i tempo og tone til at man aldrig når, at kede sig, eller får britisk klingende rockforstoppelse. Ja, bandet lyder en hel del som Arctic Monkeys, med lidt mere garagevibe, noget man lige skal sluge under de første par numre, men så er det som om det holder op med, at være et decideret “problem”. Måske fordi bandet rent faktisk kan skrive medrivende sange, og måske fordi, slægtskabet til trods, at bandet ikke lyder som et Arctic Monkeys coverband – men rent faktisk har sin egen personlighed.
At det er et øvet, sammenspillet og forholdsvis rutineret band, der har brugt mange år på at forfine deres udtryk, og få lavet pladen, fornemmer man. De spiller sikkert og fedt, det lyder godt, uden at blive for poleret og stift, og så føler man sig kort sagt bare i rigtig godt selskab og sikre hænder hele vejen igennem Trigger Finger.
Men man skal lige igennem åbningsnummeret, “Going Through”, og måske også singlen “Colours”, eller jeg skal i hvert fald, inden jeg får kastet mine største forbehold over bord, og kopi-alarmen lige så stille toner ud. Især førstnævnte og dens meget Arctics Monkeys klingende lyd og opbygning volder mig stadig lidt vanskeligheder under gentagende gennemlytninger. Så er det godt jeg ved, at det bliver mindre udtalt på den anden side af den.
Herefter følger en række numre, hvor det er som om The Jackals for alvor får spillet sig varme og numrene bliver vanskeligere og vanskeligere ikke at blive fanget af. “Liar Liar” har en ganske uimodståelig opbygning og pumpende energi, hvor der bygges uhyre effektivt op og man virkelig skal anstrenge sig for ikke at sidde og trampe med. Måske man bare skal droppe forbeholdene og lade sig rive med? Inden jeg helt overgiver mig varierer bandet fint pladens udtryk med den mere afdæmpede og svævende “I Feel Out of The Sky”. En fin, og nødvendig, puster inden Trigger Finger rammer sit peak.
Pladens længste nummer med sine 5 minutter, “Fast Lane”, er et forvarsel om det der venter. Her viser The Jackals, at de sagtens kan skrive numre der bryder med 3½-4 minutters formlen. Der er skruet lidt ned for de vildeste udskejelser og hooks, men det er sådan et bundsolidt, stabiliserende nummer, der virker som et stærkt anker midt på pladen. Herefter serveres albummets to fuldtræffere, på hver sin måde fremragende “In Retrospect” og “Diamond Cougar”.
Sidstnævnte er en diamantskarp, potent pulserende 3½ minutters basker, der strutter af overskud og af et band der lyder som de, på den gode måde, ved at de har fat i noget her. Vokalen giver også flere prøver på talentet her, med en mere nuanceret klang og tur rundt i registeret. Men det er dog “In Retrospect” der er pladens sande diamant, her bliver The Jackals mere hårdt rockede i deres klang og bryder med den sikre formel, som præger nogle af pladens første numre. Denne side af bandet kunne det være virkelig interessant, at høre mere til, om ikke andet at inkluderer dele af det i den overordnede lyd. Det er tungere, lyder lidt mere pissed off og der er noget ildevarslende og truende over lyden, der giver en god kontrast til den mere direkte, in-your-face stil bandet ellers lægger for dagen.
På de resterende to numre, hvis vi lige skal tage det hele med for god ordens skyld, nu vi er i gang, får vi lidt flere eksperimenter i den tilbageholdende og søgende “Save My Skin”, mens titelsangen og lukkeren “Trigger Finger” bringer os lidt full circle. Et nummer der peger tilbage til udgangspunktet, og for mig ikke rigtig gør fra eller til i den sammenhæng – nu havde jeg lige vænnet mig til, at vi var kommet væk fra Arctic Monkeys!
Og kan The Jackals distancerer sig yderligere fra dem, ikke fordi det er et skidt udgangspunkt, men fordi jeg tror de kommer et mere spændende sted hen (for dem OG os), så har de for alvor fat i noget der rykker. Lige nu rykker det stadig, bare på en lidt velkendt vis, men bliver for alvor spændende, når bandet bevæger sig udenfor de stramt optrukne kridtstreger.
Vi ender på 4 stjerner i denne omgang.
Af Ken Damgaard Thomsen
