Danske The Interbeing er klar med album nummer to, en ambitiøs sammensmeltning af teknisk metal med elementer af prog og industrial, bundet sammen af en dystopisk rammefortælling. Heldigvis er bandets skuldre stærke nok til, at kunne bære vægten af deres egne udskejelser.
Og Among The Amorphous ER lidt af en kolos af et album, 10 numre med en samlet spilletid på 47 minutter, hvoraf 2 er kortere numre på under 2 minutter og de resterende omkring 5 minutter og opefter.
Så alene på det punkt, er det ikke et album man bare sådan lige sluger og fordøjer. Læg dertil en stor detaljerigdom, en del retnings- og stemningsskift og polyrytmiske overfald, og man sidder med en plade der lige kræver nogle lyt for helt at folde sig ud. Men, underligt nok, så virker den på samme tid ret tilgængelig, eller i hvert fald så inkluderende, at man ikke får stress eller hovedpine – men derimod bliver fanget nok til, at man gider give den tid til at bundfælde sig.
Det skyldes måske også, at The Interbeing ikke er en genre-fascistisk eksistens, men kompetent tager brudstykker af mange metalliske subgenrer og svejser det sammen til et manøvredygtigt og slidstærkt musikalsk rumskib. For der er nemlig også noget futuristisk over The Interbeings klang og univers, der kunne lyde som et tungt soundtrack til en scifi film, med en tone af noget urovækkende og ildevarslende. Meshuggah og David Lynch bliver nævnt i pressematerialet, og hvis man forestiller sig en sammensmeltning og tilføjer nogle omgivelser fra en nyere rumfilm, så er det ikke helt skudt ved siden af.
Among The Amorphous bliver kaldt et konceptalbum, men selve handlingen får du ikke skåret ud i rumskrot. Titlerne på numrene, og brudstykker af lyrikken, sunget med en effektiv vekslen mellem flosset growl og mere ren sang, giver nogle hints. Eller i hvert fald nok til, at der danner sig nok billeder til at det fungerer, men det er egentlig “bare” et ekstra lag på albummet. Et som måske ikke har den store betydning for min oplevelse af pladen, jeg “nøjes” bare med at synes, at den musikalske del faktisk bare er rigtig fed. Og jeg er endda ikke engang rigtig fan af de genrer, der blandes!
Kunsten er, at finde en balance i tingene, og den har The Interbeing sikker kontrol over det meste af vejen igennem pladen. Eksempelvis lægger åbningsnummeret “Spiral Into Existence” tungt og tempofyldt ud, det lyder faktisk lidt som om man er under heavy fire, inden der 2 minutter inde kommer en vellykket kurskorrektion med scifi-keyboard og en mere futuristisk klang. Vel at mærke uden, at det bryder så meget med den etablerede stemning og lyd i nummeret, at det virker påklistret. Faktisk smelter det hele meget gnidningsfrit sammen.
Noget man begynder at lægge mærke til ved flere lyt, er de mange lag der er i musikken, som, naturligvis, er hørbare fra første færd, men som måske ikke hæfter sig ved fordi man lige skal orientere sig i bandets omfangsrige lydunivers. Eksempelvis i den hårdt spillede og konfronterede “Sins of the Mechanical”, hvor der, helt i tråd med titlen, kører et lag i musikken der lyder netop “mekanisk”, eller som store maskiner på en mennesketom fabrik der er ved at samle et eller andet. I første omgang har man måske lytteapparatet fokuseret på trykbølgen fra den huggende rytme, men så begynder andre detaljer at dukke op.
Nummeret er også et eksempel på, at The Interbeing er temmelig ferme sangskrivere, når vi når frem til det mere melodiske og storladne omkvæd med clean vokal, så fungerer det faktisk og har en medrivende effekt. Det er en stil og fremgangsmåde, som jeg ofte synes kommer til at virke lidt forceret eller bliver for meget, men The Interbeing har styr på deres virkemidler.
På den efterfølgende “Borderline Human”, hvor konstruktionsprojektet fra “Sins of the Mechanical” måske er ved at være fuldbragt (?), viser bandet også at de kan holde et tungt groove kørende, der går lige i lårbasserne. Igen bygger det op til et mere iørefaldende omkvæd, men i stedet for blot at duplikere fremgangsmåden fra forrige nummer, så leveres det fængende omkvæd nu som en slags effekt-filtreret metal-gospel kor. Det får det til at lyde som en mekanisk hær, klar til at adlyde og udføre missionen og selvom opbygningen i nummeret på sin vis er ganske klassisk, og i tråd med det foregående nummer, så er indpakningen helt anderledes.
På “Pinnecal of the Strain”, på pladens sidste halvdel, lægges der ud i en lidt anden vokalstil end hidtil hørt. Det lyder næsten hen ad noget “hviske-synge” Mike Patton’sk rent stilistisk, inden vi bevæger os ind i mere velkendt territorium igen. Og så alligevel, sammen med musikken der her virker lidt mere neddæmpet hvad lydtrykket angår, men måske en anelse mere “afventende på en truende måde”; så er der et eller andet ved det hele der virker ret faretruende… og en smule… “off”.
Among The Amorphous kommer vidt omkring, eller rettere, The Interbeing formår over 10 numre at bygge et univers op der virker stort, detaljeret og ikke mindst troværdigt, og ikke fremstår som den konstruktion det jo egentlig er. Det er voldsomt ambitiøst hele vejen rundt, men bandet har, heldigvis, både de tekniske OG kreative evner til at bakke det op, så det hverken bliver rent tech-lir eller for gakket futuristisk legestue.
Det giver 5 flotte stjerner, der holdes fornemt på plads af tyngdekraften.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg The Interbeing på facebook
