Med meget tydelige inspirationer spiller The Human Edition rock á la Queens of the Stone Age og Alice In Chains. T.H.E er så inspireret at albummet mest minder om en hyldest, men det stopper det ikke fra at have ganske fine numre.
Nogle bands har meget tydelige inspirationer, og The Human Edition er ét af dem: Ikke blot er det tydeligt at Queens of The Stone Age og Alice In Chains er klare referencepunkter – der bruges nogle af de samme tricks, som har gjort disse navne ikoniske.
Så kunne jeg have skrevet en anmeldelse, hvor jeg hånede The Human Edition for deres mangel på originalitet. Men sagen er, at bandet over syv numre formår at supplere allerede etablerede kunstnere ganske fint. Kommer T.H.E så altid til at stå lidt i skyggen af sine inspirationer? Utvivlsomt, men albummet kan godt bære at stå netop dér.
Åbningsnumrene ‘Kiss Me, Dizzi’ og ‘Under The Sun’ er som snydt ud af næsen på Queens of The Stone Age: Super tight spillet, komprimeret lyd – måske med lidt mere ’åbne’ trommer end QotSA – og for det sidstnævntes vedkommende med et genkendeligt, padlende drive og konkluderende vokaler. Og netop vokalen er doven, men på en måde, der antyder overskud. Når vi til tredje nummer, ‘Lorraine’, så er det næsten lige så tæt på at være snydt ud af næsen på Alice i Chains – ikke mindst på grund af det ikke super melodi-ladede refræn, men til gengæld med klassiske AiC-kor og småtungt tempo.
Men alle numre er skarpe, kunne måske narre fans af ovenstående bands til at tro, at der var nyt på vej og altså ret overbevisende.
Og den meget tydelige inspiration går igen på de resterende numre på den syv numre lange plade. Men ud over det, er der altså tænkt godt og grundigt over numrene. Tydelige eksempler er at der tilføjes en guiro hér, en tamburin dér, ja, endda en vibraslap dér, og hele vejen igennem ikke er nogen angst for at lege med og skrive enkle, effektive kor-passager. Det hele sidder i skabet.
Så på T.H.E får vi syv numre med rock i genkendelig indpakning, læggende sig meget tæt op af inspirationerne – men også stærkt eksekveret.
Der er ingen point for originalitet – men det er musik, der er let at stemple ind i, faktisk også hænger når pladen klinger ud. Og som, hvis alt andet fejler, vil være både let at drikke øl til men måske også en lejlighed til at høre noget, der minder om original-bandsene live, når pladen skal promoveres på scenen.
Så fra skyggen af kæmper er T.H.E ret meget et tilfælde af ’hvis oplægget er stærkt nok, kan det afledte, inspirerende også blive rigtig godt’.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
