Århus bød nok en gang på et internationalt navn midt i ugen. Og The Horrors lod sig ikke mærke med at det var hverdag, men bød på en underholdende tirsdag aften.
Det er valgaften i Danmark, men i bund og grund har alle interesserede borgere per definition nok gjort deres pligt til kl. 20.00 hvor Atlas byder ind til koncert med engelske The Horrors.
Ca 50 mennesker er dukket op, da jeg stakåndet møder op til opvarmningen, Mueran Humanos, som med spansksproget electronica gør deres bedste for at sætte en stemning: – en kvindelig og meget aktiv synth-spiller/sanger og en bassist (også tilført mikrofon) udgør bandet og badet i rødligt lys skaber de sammen et fint udtryk og et potent lydtryk.
Mueran Humanos
Mueran Humanos bød dog på et stærkt udtryk…
Dog må man konstant som publikummer overveje om det er backtrack eller om bassisten rent faktisk spiller noget. Og på den måde vil den form for band altid være udfordret på deres live-optrædener.
Ikke for det; det var fin opvarmning og bandet synes at have godt fat i både et udtryk og deres lyd – hvad teksterne angår, så er jeg prisgivet, da jeg ikke taler spansk…
The Horrors
Med et kritikerrost album, V som baggrund indtager The Horrors scenen. Og hvor man kan undre sig over, at der bruges så megen tid på at teste lys inden bandet går på scenen, så giver det mening: For The Horrors er ikke bare en lyd-oplevelse. Det er også et bombardement af stroboskop og flerfarvede lys. Faktisk i et sådant omfang, at det er svært at afgøre hvor mange musikere, der er på scenen i al røgen og lyssettingen.
Og det kunne man sagtens udfordre. Sagen er dog, at det bidrager til det imponerende udtryk, bandet kommer med. Allerede under første nummer, ‘Hologram’, er forsanger Fadis Badwan ude at gå blandt publikum og får da også uddelt et kys til en svedig publikums-pande. Tirsdag aften afspejles for så vidt kun i, at bandet drikker vand. Ellers er der fuld smæk på fra første taktslag!
Som publikummer bombarderes man også med lys og indtryk og da bandet ikke er blegt for at lægge flere distortion-guitarer oven i hinanden, men samtidig holde sig til pæn og synth-understøttet lyd, så er det nok et bombardement. Men man må også imponeres over hvor checket det er.
Ranglet, og med et udseende som en Final Fantasy-figur – komplet med læderhandsker og vildtret hjelm-hår – fremfører Badwan nummer efter nummer med stor attitude og overbevisning.
Det er den særlige stemning, vi alle har prøvet under en rockkoncert, hvor man får fornemmelsen af at bandet har styr på sagerne og man selv lidt bliver en statist i det perfekte show. Men samtidig er det svært at kvæle den i baghovedet kværnende stemme, der insisterer; hvordan ville det her se ude klokken kvart over to en torsdag eftermiddag. Altså; det er en performance, der i høj grad er (dygtigt) båret af en klubstemning på Atlas. Et Atlas, som for øvrigt tilbyder virkelig fin lyd hele aftenen til de nu nogen flere end 50 tilstedeværende.
Og vi får 1:1 den samme setliste som bandet har spillet hidtil på deres turne. Det kunne man sagtens kritisere, men der er nu ingen tegn på træthed og selv om bandet er indhyllet i røg og lys under hele koncerten, virker det til at alle bærer til bålet denne tirsdag aften. Om det være sig med head bobs eller mere ekstravagante udfoldelser, så er The Horrors vitterligt et underholdende orkester at være til koncert med. Om end jeg mangler hooks.
Og selv om ordet ’effektivitet’ nok ikke er det, man oftest bruger inden for æstetikkens verden, så beskriver det meget godt The Horrors. For alle klichéer som bandet benytter sig af, udnyttes til deres fulde. Og når bandet (ofte) beslutter sig for at støje, så gør de det med en ført hånd, der sikrer, at det ikke bare bliver fornemmelsen af en konfirmand med en distortion-pedal til sin Squier-guitar; nej, der er udtryk i lyden.
Og samtidig kan bandet ikke løbe fra at være et synth-pop band. Et spekulativt nummer som ‘Press Enter To Exit’ bliver lige tykt nok i symbolikken, men fremføres ellers OK.
Og et nummer som ‘Still Life’ trækker tråde tilbage til Simple Minds i sin pop-appeal og tager stik uden at efterlade en melodi, man kan synge med på.
No matter, for det bliver det sidste nummer inden de to ekstranumre. ‘Ghost’ fyres af med al den potens, bandet kan mønstre og bliver dermed en halv-fysisk oplevelse da rytme og bas mærkes i kroppen. Og da slutballaden ‘Something To Remember Me By’ klinger ud, har vi uomtvisteligt fået en bedre oplevelse end at sidde hjemme ved TV’et og høre journalister freestyle over noget, der reelt set ikke er nyheder.
The Horrors er uomtvisteligt et godt band. De har måske ikke hitsene til at brage igennem en tirsdag aften i et rim-vådt Århus på en valgaften. Og jeg kan som anmelder ikke lade være at overveje, hvad sådan et band faktisk kan, når de ikke har den effektive brug af strobes og andre lyseffekter.
Men det skal intet tage fra tirsdagens koncert med The Horrors, som var god, overbevisende og spillede på flere tangenter. Men som i den sidste ende heller ikke var mere end det og som derfor får fire stjerner. Og lad os lade det være ved det: En fin aften på Atlas!
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
