Mange ting burde få det stritte lidt på undertegnede på The Hive Minds’ debut-EP, Ghost Tapes. Men dygtighed, fængende hooks og en vis mængde tongue-in-cheek bærer EP’en igennem og efterlader lytteren underholdt.
Ja, det starter i virkeligheden ret forfærdeligt: The Hive Mind åbner med voldsomme attack-strygere oven på en komprimeret distortion-guitar og bas. Ja, associationen på ‘Into the Ocean’ er helt klar NU-rock og her kunne anmeldelsen så være stukket af i et rant over, hvor ringe det hele er.
Sagen er dog, at EP’en ikke er ringe og gentagne gange byder på musikalske valg, hvor man tænker ”WTF? Gjorde de lige dét der?!” – og slipper virkelig fint fra det. De tidligere Diamond Drive-folk (med en tilført guitarist) har tydeligvis haft en produktionsfest og ønsket at lege med tingene – uden at det bliver plat på nogen måde.
Ud over en generel stærk lyd – og nogle stærke guitarsoloer – så kendetegnes lydbilledet af vokal-præstationer, der sender tankerne i retning af Alice In Chains: En dybere, efter reciterende/snerrende vokal med en let presset ditto ovenpå og lange, lige toner i koret. Det fungerer, bliver aldrig en pastiche og bærer i høj grad EP’en hjem.
Havde Alice In Chains dog udgivet Ghost Tapes, havde de nok fået hug af fansene for at være trukket så meget i NU-rockens retning. Men først og fremmest er The Hive Mind ikke Alice In Chains – og selv om der er tale om nogle hampre nok tekster, så er det måske heller ikke så meget død og liv, som hos drengene fra Seattle.
Men så alligevel. Pladen åbner med verset ”Help, nobody, I have no-one…” og fortsætter i anden strofe med ”I want somebody on my death bed / I have nobody” oven på det effektive groove, der etableres efter det heftige synth-groove i tema/intro. Ja, det er da ikke solskin, der bydes på.
Og for lige at bløde op (?) eller i det mindste indikere, at der leges her, så slutter vi lige på en dur-akkord i et nummer, der ellers har kørt i mere blå toner.
Og disse lidt skægge valg fortsætter i ‘Await the Day’, som byder på call/response vokal alvorlig stemning i stroferne, mens refrænet udløses i et poppet dur-omkvæd, som har en lige dele irriterende og imponerende evne til at sætte sig i ens øre. Ja, der er elementer af ørehænger her…!
Men for at det hele ikke fortaber sig i let humoristiske tiltag, er der også lagt en storladen ballade-agtig sag på EP’en i form af ‘Cold Embrace’. Den vil nok, hvis ret skal være ret, kunne snige sig ubemærket ind på MyRocks playlister uden at stikke alvorligt ud – på godt og ondt.
Men igen er det vokal-produktionen, der løfter: Der er tydeligvis tænkt i, hvordan en lang, tonalt høj tone skal have lov at hænge længe, for at først slippes, når melodien når op til den igen. Og igen må man komplimentere bandet for at kunne skrive en melodi, trække på vokaltricks, der minder om Alice in Chains og generelt have godt styr på det hele. Så da der er et breakdown og vi får en små-orientalsk guitarsolo, der går totalt i dur når den når til refræn-stykket, er man ikke længere overrasket. Nej, der begynder at tegne sig et billede af The Hive Mind.
‘Turn Around’ bliver et sidste vink med halen, og kommer til at fremstå på én gang lidt bastant, men samtidig også fint binde EP’en sammen, da introen på ‘Into the Ocean’ også er, ja, lidt voldsom på sådan en ikke-brutal måde.
At tage The Hive Mind alt for alvorligt vil nok være en fejldisponering. For nok er de dygtige og slapper på intet tidspunkt af med den kompakte, tætte distortionlyd og tighte afvikling. Men legen – eller måske bare lysten til at skrive nogle melodiske passager? – skinner igennem og gør EP’en svær at affærdige som ’bare’ noget NU-rock, AiC-inspireret eller kynisk MyRock-spekulation.
I den sidste ende er der dog overhovedet heller ikke stærkt nok materiale til at kunne bevæge sig i retning af klassiker og det er nok, trods alt, heldigt at der blot er fem numre, så man ikke løber sur i de tricks, der på EP’en fremkalder smil.
Af Troels-Henrik Krag
