The Gun er på denne EP lig med Anders Wallin, der selv har skrevet de fire sange på EP’en og selv synger og spiller alle instrumenter. Det slipper han ganske godt fra.
Endnu et projekt med en mand og hans guitar, tænker du måske? Njah, både og. Anders Wallin har nemlig heldigvis godt fat om arrangementerne, og måske fordi guitaren er elektrisk, giver det også et lidt anderledes udtryk end den gennemsnitlige singer-songwriter. For eksempel på åbneren ‘Winter Song’, der lyder som om den sagtens kunne sendes afsted med et større orkester i ryggen (hvad Wallin da også ofte har når der spilles live, så vidt jeg kan finde ud af). En dæmpet elektrisk guitar og afmålt trommespil er den eneste opbakning til Anders Wallin’s behagelige vokal.
Også ‘Tender’, hvor der er ud over de førnævnte instrumenter er tilføjet lidt diskret orgel, kunne formentlig blæses op i et større arrangement, men fungerer glimrende i sin nedtonede form, hvor orgelet giver en fin variation i lyden. Diskret er instrumenteringen også på ‘Man, Woman’, en lille hymne om hvor svært det er at forestille sig mænd fungere uden kvinder. Et klassisk tema, som Wallin slipper udmærket fra at behandle, omend der ikke er tale om en poetisk revolution. Han undgår dog de værste faldgruber, og det er også noget af det, der gør Wallin’s sange interessante – selv om de behandler temaer som mange har behandlet før ham, så er vi ikke i rent hjerte/smerte-territorium.
Der er heller ingen revolutioner på EP’ens sidste nummer, ‘Your Love’, blot endnu en velfungerende sang i diskret indpakning og med Wallin’s stemme og guitar som centrum. Man føler sig ganske enkelt i godt selskab med Wallin og hans sange, som har lidt af den samme varme som åndsbeslægtede Jacob Bellens, eller Nick Cave i hans mere fredsommelige og afdæmpede parforholdshjørne. The Gun har begået en fin, lille EP, der emmer af kvalitet i sangskrivningen og udførelsen, og som man ikke sådan lige bliver træt af. Det fortjener 4 pæne stjerner og et ydmygt håb herfra om at Wallin snart har fået ladt The Gun til en ny omgang sange.
Tjek The Gun ud på facebook. EP’en er udkommet digitalt på Melodika/Target distribution.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!