Københavnske The Great Dictators er tilsyneladende stadig en relativt velbevaret hemmelighed, trods en række udgivelser på højt niveau. Nu er de tilbage igen i god albumform med One Eye Opener.
Jeg har selv tidligere anmeldt både EP’ere og albums fra The Great Dictators, men det er ved at være nogle år siden sidst. På deres første EP’ere snerpede det henad The National og Matt Berninger-lignende croon fra frontmand Dragut Lugalzagozi, inden det blev mere eksperimenterende, men dog stadig med rødder i indie-rock (som jo også er en relativt rummelig genre).
Og indie-rock paraplyen kan nok stadig dække The Great Dictators anno 2020. Her leges lidt med et mere elektronisk udtryk, men det tager aldrig overhånd, og så er melankolien, der altid har været en grundsten hos bandet, her stadig i metermål. På åbneren ‘Moon Howling at Earth’ er udtrykket fra start nedbarberet, men først bygges der langsomt mere på, inden sangen skifter karakter et par minutter inde og en distorted/synth-bas indtager nogle sekunder hovedrollen, inden trommer og elektrisk guitar (og siden også nogle blæsere) bygges på, hvorefter vokalen igen vender tilbage. Det er godt udført, og første gang jeg lyttede blev jeg taget på sengen ved skiftet. Effektivt.
Det elektronisk/synthede fylder også på ‘Killing Fields’, der kan minde om en halvbedøvet version af nyere Arcade Fire. Og så alligevel ikke, for selv om der er noget dansabelt i bunden, så er det også mørkere og mere isnende. “Head for the killing fields/I will meet you there”, crooner Lugalzagozi, og her er ikke nogen af de ekstatiske kor som canadierne gør i. Som coveret signalerer (en mandsskikkelse med hovedet inde i en ovn i et køkken, hvor der står en del flasker på gulvet), så er One Eye Opener ikke et album man skal forvente muntrer én op – det er tunge temaer, der behandles. Men fængende er det alligevel her.
‘By the Throat’ slæber sig mere afsted, som om Lugalzagozi og resten af bandet sad fast i gabet på et større rovdyr, der adstadigt traskede afsted i vejkanten. Den er i det hele taget indledningen til en mere nedtonet periode på albummet, der også inkluderer ‘Existential Needs’ og titelnummeret ‘One Eye Opener’, som hver for sig begge er stærke slow-burnere, selv om jeg synes sidstnævnte trækkes en smule for langt ud. Det kunne måske endda have været fint at have et mere tempofyldt indslag på en af de tre pladser her.
Midtvejs får vi en ‘Intermission’, der, som det sig hør og bør med den slags numre, er en instrumentalsag, her dronende synths, inden anden halvdel af albummet sættes i gang af ‘Riot on a Diet’, der har været luftet som singleforløber. Det er der god grund til, for den har nemlig en livlig baslinie og en ganske fængende melodi, mens ‘Creep for Life’ vender tilbage til det mere slæbende tempo, der dominerede på første halvdel.
Der er noget næsten Marcy Playground’sk over ‘Play Dead Together’, og dermed sådan en 90’er alternative vibe, og det fungerer faktisk ret godt, også fordi der her leges med nogle vokalmelodier og synths’ene bruges til at peppe lydbilledet op på et tidspunkt, hvor det kan virke som om sangen er begyndt at stå lidt i stampe.
‘Early in the Mourning’ (fint lille ordspil) føles både relativt minimalistisk og storladen. “Everything will/everything will spin into oblivion”, synger Lugalzagozi her, i et lysere, mere sårbart toneleje end han sædvanligvis rammer. Tonen fastholdes indledningsvis på ‘Trees Come From Hell’, hvor synths’ene igen bruges ganske innovativt, både flaprende og forløsende, og her kommer der også et kor på, der løfter det hele. Fint doseret og afmålt, og når Lugalzagozi mod slutningen synger “everything is running out (…) Music has left the building” virker det som en fin afrunding på albummet.
Fornøjelsen ved sangene på One Eye Opener ligger i høj grad i deres progressioner, den måde der bygges op på, og bruges ind i mellem overraskende effekter. Men det betyder omvendt også at det ofte er et bestemt øjeblik i sangene jeg venter på, når jeg lytter igen, og bestemte dele af sangene, jeg synes er stærkest. På den måde kan det måske være en fordel at anskue One Eye Opener mere som et samlet værk end en samling forskellige sange. Det er i helheden og detaljerne One Eye Opener vinder. Det gør det også i høj grad til et lyttealbum – sådan et hvor man sidder og lytter igen, for at høre, hvad var det lige der skete der?
Det er også et album, der ligger lidt og balancerer for mig, i forhold til hvorvidt jeg synes det er godt, eller virkelig godt. Det er også tungt og dystert at komme igennem. Men efter en god håndfuld lyt bliver der ved med at være noget at dykke ned i. Som helhed, som et album, man opdager nye detaljer i, som et stilfærdigt ambitiøst værk fra et alt for overset dansk band, så fortjener One Eye Opener 5 stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
