The Great Dictators har allerede en EP-trilogi udgivet i 2012 på samvittigheden, og er nu klar med debut-albummet, Liars. Et album, der manifesterer bandets kvaliteter. Nye landvindinger er det dog relativt småt med, men mindre kan også gøre det, når bandet har så godt styr på udtryk og sangskrivning, som tilfældet er.
Det 7 mand store band er let at sammenligne med amerikanske The National, blandt andet på grund af Dragut Lugalzagosi’s dybe vokal, der indtager det naturlige centrum i lydbilledet. Samtidig betræder diktatorerne nogle af de samme musikalske stier som amerikanerne. The Great Dictators er dog andet og mere end en dansk udgave af The National. For eksempel bruger de en bredere instrumentpalet, hvor blandt andet sav, autoharpe, banjo og mandolin også får plads – i den henseende minder The Great Dictators mere om Tindersticks. Men nu skal det heller ikke ende i en komparativ analyse mellem The National og The Great Dictators, så lad os dykke ned i musikken.
Liars starter med ‘Walk Through the Walls’, en relativt nedtonet begyndelse, der sætter stemningen med en varm baslinie og Lugalzagosi’s vokal som dominerende element. Allerede på andet nummer, ‘Wine’, får vi et af albummets højdepunkter. Der bygges godt op med først bas og piano og siden buldrende trommer. “See how I/Turn your troubles into wine,” konstaterer Lugalzagosi inden den abrupte afslutning. Det er kort sagt et glimrende nummer, som man bør unde sig selv at lytte til, hvis man er til mørktonet rockmusik.
Den afdæmpede ‘Coming Back In Style’ følger fint op, blandt andet med velplaceret anvendelse af klokkespil. På ‘Bombs In Heaven’ bygges strukturen over Mikkel Balle’s bas, og instrumenteringen er igen nuanceret og fin, blandt andet med godt trommespil af Mikkel Tverskov. Numre som disse kan The Great Dictators tilsyneladende ryste ud af ærmet uden det store besvær, og selv om de måske ikke er decideret svimlende højdepunkter, så er begge ganske fine sange, der bliver leveret med en imponerende sikkerhed i sammenspillet.
Den lidt letbenede ‘World of Dogs’ har en melodi, der hurtigt kan sætte sig fast i baghovedet på én og gør fint brug af korstemmer. Den kan formentlig godt blive et syng-med hit til koncerter. Den afløses af den nedbarberede ‘Dive’, der næsten er slut inden man har opdaget den, og ‘Sleep’ begynder. Her vinder The Great Dictators lidt nyt territorium, og her er der noget let faretruende på spil. “Whenever I want you/Whenever I need you/All I have to do is sleep”, synger Lugalzagosi på omkvædet, fint bakket op af korvokaler. Musikken følger vokalen i intensitet mod slutningen, hvor Jakob Lundorff’s sav giver et ekstra forstyrrende twist. Sammen med ‘Wine’ er det min favorit på albummet, der generelt holder en høj kvalitet.
Mere dæmpet bliver det på ‘Model in Freezerwrap’, hvor Kasper Husted’s piano sammen med trommerne giver nummeret karakter, indtil løftet, der er veludført og sidder i skabet. Banjoen træder frem i indledningen til ‘Many Ways to Burn’, der samtidig sætter lidt tempo i løjerne. Igen har The Great Dictators et imponerende greb om leveringen, der er nuanceret og har masser af musikalsk overskud. Instrumenterne skiftes til at indtage roller i musikken, og det giver et konstant vekslende lydbillede, hvor man hele tiden kan finde nye nuancer.
‘Great Liars’ afslutter et homogent album, der holder en rigtig flot standard. Her bevæger vi os mere i Stuart Staples (Tindersticks) end Matt Berninger-land. “We were young/But now we’re tired” konstaterer Lugalzagosi, og hvem kender ikke godt det? Det er ikke albummets mest spektakulære sang, men igen er det absolut flot udført og velskrevet og et velfungerende punktum for Liars.
Liars indfrier de forventninger, jeg havde til albummet. Det er flot udført, velspillet og velskrevet kammerrock. Engang i mellem kan man sidde med fornemmelsen at Lugalzagosi er lidt distanceret og fraværende i sin mørke croon, men det er ikke noget, der bliver et irritationsmoment for mig. Andre vil måske have svært ved at se ud over ligheden med Matt Berninger’s vokal, men det vil være ærgerligt ikke at give sig selv muligheden for at opleve The Great Dictators som et band i deres egen ret. Liars er i hvert fald i mine ører et bevis på at bandet er i stand til at udfylde et helt album med kvalitetssange. Næste skridt for septetten må være at udfordre deres egen lyd lidt mere, så det ikke ender i en alt for sikker rille. Tænk at man skal skrive det om et debutalbum, men The Great Dictators’ største problem er næsten at de bliver for sikre i deres lyd. Det til trods, fortjener de 5 solide stjerner for Liars, der er en stilsikker og flot debut.
Liars udkommer mandag d.24. februar. Tjek The Great Dictators ud på deres facebook. Der er releasekoncert fredag d.28. februar på Loppen.
Anmeldt af JSB
Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
