The Grandfætters er det meste af tiden næsten for pæne i lyden, til at den kommer ind under huden på i hvert fald denne anmelder – og mangler måske også de helt gennemslagskraftige melodier. Men albummets sidste tredjedel løfter sig flot.
Okay, hvad vil jeg så brokke mig over ved The Grandfætters? Ud over det lidt for jysk-lune navn, så måske faktisk at det er for “pænt”. Det måtte sgu gerne være lidt mere kantet og råt, det her. Godt nok er der lidt nordjysk accent på åbneren ‘Bobby’ (og brug af ord som “noller” og “naller”, men der er også noget nysseligt over det folk-poppede udtryk, de akustiske guitarer, polerede synths, og det velfriserede uh-uh-kor. Sidste vers, der skruer tempoet i vokalen op, gør dog noget godt for mig – det fungerer og overrasker en smule midt i pænheden.
The Grandfætters har sådan set også et meget godt tag på det melodiske. Det er ikke langt fra et navn som Jonah Blacksmith stilmæssigt, hvor det musikalske udtryk blander det poppede med folk og en smule rock – en banjo her, et klaver der. Men det er måske også sigende at fortælleren på ‘Barcelona’ sidder i Barcelona, og ikke Thyborøn, og drikker Chablis… Her måtte det altså godt smage lidt mere af tovværk og snaps når bandet nu netop bliver brandet på deres baggrund i den nordvestlige del af Jylland.
Når det så er sagt, så er The Grandfætters sådan set behageligt selskab. Der er lidt mere tyngde på ‘Drog ud’, hvor lyrikken også tager lidt mere fat – og så får vi endda sådan et fuldbefarent folk-omkvæd. Men det måtte der da gerne komme mere kul på? Det er lidt som om produktionen prøver at undgå at træde radiolyttere over tæerne. ‘Drømmerland’ er et andet nummer, der heller ikke træder nogen over tæerne, men stille og roligt udfolder nogle mere eller mindre poetiske overvejelser, mens ‘Enkernes paradis’ skruer op for folk-stemningen igen, på en sang, der sikkert ville fungere godt med ølkor – det er der bare ikke så meget af her.
Et nummer som ‘Hey ho’ giver en smule mere gas på koret, og der er lidt mere sømandsstemning over sangen end der ellers løsnes op for andre steder på albummet – det er egentlig befriende. Mere af det! “Hey-ho, hey-ho! Tag dig en øl og en dram! Hey-ho, hey-ho! Vend dig og gi’ hende et kram!”. Nå ja, det er måske ikke stor lyrik, men der er nu altså fine rim rundt omkring på albummet, omend det i sidste ende er linier som disse der sætter sig fast fordi de bliver serveret med mest fynd og klem.
Det samme kan man ikke helt sige om ‘Fødeby’ og ‘Dårligt humør’, der er noget mere nedtonede, og ikke gør det helt store væsen af sig. Vokalen presses lidt mere på ‘På vej’, hvor banjoen (eller er det en mandolin?) igen stikker næsen frem, og hvor Johnny Madsen ham selv også synger med, med sin slidte røst. Det giver noget tiltrængt karakter, noget rust på den glatte overflade, og det kan jeg sgu godt lide. Vokaleffekten på et af versene er faktisk også interessant nok i sig selv, fordi den netop kontrasterer resten af The Grandfætters’ udtryk. Men jeg ville sikkert hade den i mange andre sammenhænge.
Også ‘Tigger’ har noget over sig, blandt andet et fint “aah-aaah”-kor, håndklap, og lidt mere bund i udtrykket – og så har den sådan set et sympatisk budskab om at man skal behandle tiggere og andre ordentligt. Det kunne jo blive en selv, der stod med hatten i hånden.
Det er i det hele taget som om The Grandfætters på sidste fjerdedel af albummet tør fremstå lidt mere nøgne, lidt mere nedskrællede, og mindre polerede. Således er ‘Vi letter anker’ et fint punktum for albummet, hvor der er et skær af halv-sammenbidt alvor over udtrykket. Og så synes jeg disse linier er ret så fine: “Et petitesserideri gjorde det forbi/En novembernat i maj/Du observerer og rapporterer/Jeg gad det ikke mer’/Sætter flaskeposter fri”.
De sidste tre numre løfter oplevelsen for mig – hvor der bestemt er gode elementer på de første 9 numre, så er udtrykket for pænt og poleret, og sangene for meget på det jævne. Jeg synes faktisk først jeg for alvor mærker The Grandfætters til sidst på albummet. Til gengæld falder de sidste 3 numre alle i kategorien “gode”. Derfor lander vi på 3 pæne stjerner, og hvor vil jeg gerne høre mere i retning af de sidste 3 sange på albummet fra The Grandfætters.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
