Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer The Good The Bad: From 034 to 050 **** (4/6)

The Good The Bad: From 034 to 050 **** (4/6)

1999
0

‘From 034 To 050′ er tredje album fra The Good The Bad, og afslutningen på en trilogi, der blev indledt med “From 001 to 017’ og fortsatte med ‘From 018 to 033’. Så er titlen ligesom forklaret for udenforstående. Stilen kalder bandet selv “The New School Surf & Flamenco”. Dét dækker over særdeles stilfuld, og alligevel kantet, rockmusik, der smager lidt af Quentin Tarantino, minimalistisk 70’er rock og et ordentligt skvæt retro-coolness.

Den blanding kunne hurtigt blive lidt overgjort og prætentiøs, men måske er det fraværet af en forsanger, der gør, at resultatet egentlig bliver det modsatte. Ganske medrivende, men samtidig også enormt enkelt. Det føles som om det falder The Adam (guitar), Johan Lei Gellett (trommer) og Manoj Ramdas (guitar, og en række andre instrumenter på pladen) utroligt let at strikke iørefaldende, filmisk rockmusik sammen.

De 17 numre virker som en sammenhængede enhed, hvor der er god fremdrift og stor idérigdom i kompositionerne. ‘034’ åbner ganske stilfuldt og ‘o35’ skruer en tand op på alle knapper, så man må vippe med foden. ‘038’ hører også til blandt favoritterne, igen er de legende guitarer, der elegant glider igennem hele albummet, en fornøjelse at lytte til. The Good The Bad holder sig sikkert inden for de kridtstreger, de selv har tegnet op for projektet, så det er svært at fornemme dybden. Ind i mellem får man lidt fornemmelsen af at skøjte lidt vel meget på overfladen, og det er som om det bliver lidt for glat,  men cool, det er det fandme alligevel hele vejen igennem.

Flere af tracks’ene er temmelig billedskabende, og jeg kan snildt forestille mig eksempelvis ‘047’ og ‘048’ som ledsagemusik til protagonistens ankomst til en øde landsby på den amerikanske frontier midt i 1800-tallet. Eller et ridt op gennem hovedgaden, mens skurkene skuler fra saloonens front porch. Ikke alene westerns kunne have glæde af musikken fra The Good The Bad, den kommer såmænd også fint til sin ret ved almindelig lytning. Det er rock-coolness i kompakt form. Skal du holde stilet fest for dine rock-venner, så smid trygt The Good The Bad på anlægget og du har bagtæppet til aftenen på plads.

‘From 034 to 050’ udkommer i dag. Den kan blandt andet købes fra The Good The Bad’s hjemmeside.

Anmeldt af Judas.

Like GFRock på facebook, og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

 

Previous articleWhores & Thieves: Anti Echo Chamber ***** (5/6)
Next articleGFRock Live: Fu Manchu, lørdag d. 6/10, Pumpehuset ***** (5/6)