Wham, bam og så derudaf! 12 numre på 30 minutter, norske The Good, The Bad and The Zugly er DEN omgang punkprygl med energisk rockindsprøjtning du har brug for lige nu.
Det går over stok og rendesten, med benene på nakken, hovedet nede i lokummet (bogstaveligt talt), knyttede næver og hæse råbe-med stemmer, når bandet fra “Hadeland” folder sig ud. Forestil dig en musikalsk mosh pit, hvor Kvelertak, Honningbarna, Turbonegro, Motorhead og Suicidal Tendencies støder sammen. Tilsat højtråbende og snotnæset attitude, mens der brøles om menneskeligt og samfundsmæssig forfald og uddeles læsterlige musikalsk øretæver til højre og venstre.
Der er SÅ meget saft, kraft og fremdrift i det her, at jeg var ved at gå ud af midt vinterramte, halvdøsige skind, da jeg lyttede pladen igennem første gang. Gentagende lyt har måske taget en smule af den overvældende effekt ud af ligningen, men The Good, The Bad and The Zugly rammer stadig med en ret voldsom kraft.
Det er klart, at de allerkorteste numre, som den kun 1 minut lange moshpunkede “Mindlessness”, der snurrer der ud af som en tasmansk djævel med blottede tænder, virker mest overrumplende. Men det er egentlig lidt længere, mere melodisk punkrockede sange, som jeg synes har mest slidstyrke, og dem er der heldigvis ikke så få af.
Åbneren “H-Bomb” får det til at slå gnister fra start, så man allerede får sved på panden få øjeblikke inde i det højernergiske nummer, hvor der råbes om “no cigarettes” og “no phone”, mens guitaren hvirvler om ørerne på en. De her nordmænd lyder både som om de flyder over med raseri men også med arrigskab over tingenes tilstand, og en følelse af, at nu er det kraftedeme nok. Men mest ud fra deres eget standpunkt i livet, pressematerialet beskriver det som “klagesange” fra “midaldrende punkrockere”, der kæmper imod kroppens forfald. Det lyder som om, de ikke har tænkt sig at gå ud uden kamp!
På første singlen “Vik Bak Meg Satan” er der decideret “blood on the ceiling”, men et riff der på herlig The Hives-dum manér banker nummeret uimodståeligt fremad. Det er ikke superraffineret eller banebrydende, men rasende effektivt og smittende, så man næsten ikke kan lade være med, at stå og gjalde med på omkvædet. Nyeste single, “West Coast Exile”, rummer nogle af de samme kvaliteter, i hvert fald i omkvædet, der bæres frem af en superiørefaldende melodi.
Der kigges også “indad”, på en selvironisk og afvæbnende vis, som i den passende betitlede “I Lied About Being a Hardcore Man”, hvor en værre “poser”, med den rigtige t-shirt (med et band han intet ved om), smides under bussen. Den er fortalt fra jeg-perspektiv, så der er ikke tale om nogen direkte pegen fingre, hvilket egentlig gælder for de fleste af numrene og deres temaer. The Good, The Bad and The Zugly er selv midt i det, eller bruger i hvert fald en synsvinkel der gør, at det lige så meget lyder som om de har fået “nok af dem selv”, og kortslutter et sted i mængden og kaster en håndgranat ind i noget de selv er en del af.
Det giver os perler som “International Asshole”, hvor titlen bliver til en særdeles skråle-med-venlig parole som omkvæd, så man kan stå der med knyttet næve mod himlen og RÅWE “international asshole”. Gør det. Det hjælper, på et eller andet.
Sjov og ballade er der også plads til, som på drukhymnen “I Need a Place To Drink”, hvor mantraet og budskabet i nummeret kort og godt bliver, “I need a place to drink, not a place to think”. På overfladen er der ikke meget mere i den end det, festligt og befriende, men ikke videre dybsindigt. Men i den større sammenhæng, med nogle af de andre numre, så bidrager den til billedet og følelsen af, at “nogen” har fået nok. Her forsøger man så ikke, at råbe folk op, eller skrider selv til handling, men demonstrerer sin utilfredshed, bare ved at koble af og tjekke hjernen ud i døren til beværtningen.
Netop “befriende”, er et ord der meget godt dækker oplevelsen af, at lyttet til dette album. Det er herligt ukompliceret og uprætentiøst, hvor bandet ligesom er nede i skidtet, sammen med alle os andre, men nægter bare helt at lade stå til. Om det nytter noget, det kan man jo så diskutere, men der sker i hvert fald slet ingenting, hvis alle bare følger med strømmen af lort ned i kloaken.
På et anderledes, helt jordnært, plan, så er The Good, The Bad and The Zugly bare uhyre velspillende, har ører for fængende (primitive) riffs og catchy melodier og er ikke bange for, at brage det hele direkte i skallen på en. Alt i alt giver det en potent cocktail, der både brænder, renser ud og frisker op.
Af Ken Damgaard Thomsen
