Storladen, tiltider pompøs og følelsesladet alternativ indie-rock? Jo, det skorter ikke på hverken ambitioner og selvtillid hos danske The Frances Desire, hvilket i sig selv er prisværdigt, desværre flyder det hele lidt ud i ingenting på et overlangt debut-album.
Eller ingenting er måske for meget sagt, men enten så rammer The Frances Desire mig overhovedet ikke med deres ellers velspillede og godt komponerede numre, eller også så bliver min følesans bare lammet allerede i løbet af første nummer. De store følelser og emotionelle bølgebrus til trods, så føles Persona umanérligt lang for mig at komme igennem. Jeg hader egentlig at bruge det ord, men på godt gammeldags dansk, så keder jeg mig. Desværre. Ikke mindst på pladens første halvdel.
Spille, det kan de, ingen tvivl om det, og trods at det føles som en evighed at komme igennem de 11 (mestendels alt for lange) numre, så er der også en del variation i lydbilledet. Men det føles bare ikke sådan, når man forsøger at bevare interessen og holde koncentrationen, så man ikke zoner komplet ud halvvejs. En stor del af skylden tillægger jeg den noget ferske lyd og produktion, i hvert fald som den gør sig på den tilsendte digitale promo. Alt lyder cirka lige højt skruet op, glattet ud så der er ikke er noget der stikker af, kanterne er høvlet af, så det hele fremstår nystrøget og fladt. Hvilket virkelig er en skam, for det frarøver nærmest musikken enhver antydning af dynamik og og noget der bare stikker lidt ud.
Et ensomt højdepunkt er bassen, når den en sjælden gang i mellem får lov til at flyde ovenpå det blikstille hav, som i eksempelvis “The Slip” . Det er pisseærgerligt, for ligesom med store bølger, så har man på fornemmelsen, at der sker noget under den glatte overflade, vi når bare aldrig ind til kysten så kræfterne kan blive sluppet løs.
Som referencepunkt for lyden nævnes “Biffy Clyro with a nordic twist”, det skal nok passe, men jeg vil hellere styrte på cykel end lytte til Biffy Clyro. Men der loves også “catchy tunes”, det gider jeg godt være med til. Men hvor er de? Jo, The Frances Desire rammer momentvis nogle rigtig fine tendenser i deres omkvæd, der ville kunne betegnes som fængende, men igen er lyden en hæmsko – det bliver overordnet ikke gennemtrængende nok og der hvor det kunne blive medrivende, er det som om numrene aldrig helt slipper fri fra underlaget og letter. Så det bliver netop aldrig rigtig medrivende, eller for den sags skyld rørende.
Som eksempler kunne man nævne de 2 første numre på Persona, “New Fast Low” og “Just a Sound”. Førstnævnte er egentlig et fint nummer, i den mere uptempo ende af The Frances Desire’s skala, og hugger pladen godt i gang. Omkvædet er i princippet veludført, men, det letter ikke for mig på grund af problemerne med den flade klang. “Just a Sound” Lægger luftigt ud, slår over i noget der nærmer sig det proggede, mens vi bevæger os hen i mod det der skulle være peaket, omkvædet. Igen savner jeg mere SMÆK på lyden, og det bliver aldrig så virkningsfuldt som det teknisk velfunderede band egentlig fortjener – gad eksempelvis godt have en ordentlig en over nakken af de her trommer, men…
Herefter går pladen næsten i stå for mig, der afprøves en del forskellige ting, og bandet kan i hvert fald ikke beskyldes for ikke at forsøge, men det efterfølgende 3 numre fanger mig ikke rigtig. Der er nogle fine breaks og skift i “Old”, den mere tilbageholdende “Bring It” fremstår en kende anonym, mens den danse-dunkende “Jealousy United” gør sit for at sprutte noget liv og puls ind i Persona, uden at det helt fænger. Heldigvis sker der noget efter den korte, atmosfæriske “Sky”, hvor de følgende 3 numre udgør pladens stærkeste del.
“Dysfunk” er både The Francis Desire i deres mest enerverende OG medrivende hjørne for mig, titlen på sangen alene irriterer mig, men det her 5 ½ minut lange nummer har et eller andet. Det er både lidt sært og anderledes i forhold til de andre numre, og nok der hvor bandet lyder tungest, man glemmer næsten den underernærede lyd her. Vi er i grænselandet mellem lidt belastende og skævt catchy – I like it. Titelnummeret, “Persona”, der følger efter, skal lige igennem en lidt særpræget og dernæst søvndyssende intro, inden der igen begynder at ske noget og man endelig sidder med følelsen af stille og roligt at blive suget ind i og en del af det langsomt udviklende (igen) 5 ½ minutter lange nummer. “The Slip” indledes med korsang inden der ENDELIG bare hugges tungt igennem af bandet, hvor bassen som tidligere nævnt får lov til at trække en god del af læsset. Det har noget Muse’sk over sig, uden at bevæge sig i deres overskruede og hysteriske retning.
“Innuendo Pt. I” og “Innuendo Pt. II” lukker Persona, hvor førstnævnte fungerer som en form for kort intro til afslutteren, desværre er først del den mest interessante med sit synth-prægede landskab, lige dele futuristisk og sådan lidt 70’er-prog altmodisch. Beklageligvis slår del 2 tilbage på det mere velkendte spor fra resten af pladen i stedet for at udforske den mere sci-fi klingende lyd yderligere.
Egentlig havde jeg nok bare skåret de sidste 2 numre fra, om ikke andet for at få trimmet spilletiden, men Persona havde også sluttet på en positiv note og toner med det der for mig er albummets bedste del. Det vi står tilbage med , er et album der kommer lidt slingrende i gang, så går det nærmest helt i tomgang for mig, men reddes af 3-4 fornemme numre inden jeg igen står lidt af mod slut. Det er vel det man kunne kalde en ujævn oplevelse?
Så vi ender på 3 stjerner, til et band man fornemmer har potentiale til mere, men her enten holdes lidt tilbage, eller snubler over deres egne ambitioner.
Af Ken Damgaard Thomsen
