The Foreign Resort er aktuelle med en ny EP, hvor de kaster et kritisk blik på den amerikanske drøm, som den ser ud anno 2015 og samtidig advarer imod det corporate America der har ødelagt den – og som langsomt har bredt sig til Europa og truer vores samfund. Stort og ambitiøst lyder det, men musikalsk har bandet faktisk skruet en anelse ned for blusset.
Om det er en god ting afhænger nok af ørerne der lytter, i min optik savner jeg en lille smule af de stormvejr og den variation man fandt på gruppens seneste album, New Frontiers fra 2014. Ikke at der er skruet væsentligt ned for tempoet som sådan, men jeg savner måske lidt flere melodier man husker efterfølgende.
Stilen er stadig meget britisk i sin lyd og atmosfære, inspireret af new romantics, post-punken og shoegazer/støj, som den gjorde sig ud i slut-80’erne. Der er dog skruet lidt ned for virkemidlerne i denne omgang, så EP’en som helhed i højere grad føles som ét sammenhængende og sammenflydende værk. Det er både styrken og svagheden, som jeg ser det.
Fordelen er homogeniteten man oplever igennem The American Dream, ulempen er, at det af og til kan mutere til anonymitet, hvor de velspillede, dunkle klangflader lige mangler et eller andet til at ruske op i en. Det afhænger nok meget af det humør man er i, nogle gange blev jeg suget ind i de 5 numre, andre gange er det som om musikken ikke helt får fat i mig og kommer til at svæve et sted i baggrunden.
Og så alligevel, nu skrev jeg at der var skruet lidt ned for blusset, ja, det er sådan det virker på mig, men der er egentlig øjeblikke, som åbneren “The New Blood”, hvor der er godt med skub i sagerne – men som helhedsoplevelse, er det ikke den fornemmelse jeg sidder tilbage med? Any way, “The New Blood” kommer godt fra land med en pulserende rytme og dyster stemning, begge dele minder mig egentlig lidt om hvad man kan høre hos eksempelvis svenske Then Comes Silence. Et fint, stemningsfuldt og tempofyldt udlæg, som følges op af den endnu bedre “Surburban Depression”.
Da begynder bandets politiske vinkel og budskaber også at skinne lidt mere igennem i titlen. The Foreign Resort har turneret en del i USA og med egne ord lært en del menige amerikanere af kende, som har erklæret Den Amerikanske Drøm for død, og resulteret i et system der, “udnytter de svage, medvirker til en skævvridning af samfundet og forhindrer social mobilitet”. “Surburban depression, your own private hell, welcome to our faceless lives….”, så er stemningen og scenen ligesom sat. Og den dunkelt pulserende musik med lurende depressiv dommedagsstemning matcher ordene flot. Et modløst højdepunkt på EP’en.
“Onto Us” dukker ud af de atmosfæriske tåger med noget der kunne lyde som advarselshorn, inden der går urolig og paranoid stemning i den. Det lyder virkelig som om nogen et “onto us” og det er med at pakke sit habengut og få benene på nakken, “de” er her ikke endnu, men det er NU du skal af sted hvis det ikke skal være for sent. Lyden bliver mere kold og “mekanisk”, det fungerer alt sammen rigtig fint, men med en spilletid på 5 minutter og 45 sekunder, så bliver den i sidste ende måske lige en kende for lang.
Førstesinglen “Under Bright Neon Lights” følger op, her er tonen og stemningen lidt lysere og mere luftig – så at den er valgt som single virker ganske fornuftigt. Bunden med noget der lyder som en trommemaskine/programmeret beat af en art (jeg har ikke en skid forstand på den slags, og kommer altid galt af sted) holdt op imod den højstemte vokal og de mere drømmende støj-guitar flader fungerer rigtig godt. I det hele taget et vellykket nummer, men den mangler måske lige det allersidste før det bliver virkelig mindeværdigt?
The American Dream afsluttes med den foruroligende betitlede “Skyline/Decay”, der sniger sig op på næste 6 ½ minuts spilletid. Jo, ambitionerne hos The Foreign Resort fejler da ikke noget, selv om der “kun” er tale om en EP – hatten af for det!
Selve sangen begynder først efter over 1 ½ minuts spilletid, der er blevet brugt på “atmosfæriske soundscapes”, hvilket er fint nok, men måske også lidt for beroligende i denne omgang. Her efter kommer der både tempo og puls ind i sangen, kombineret med en luftigt og udsvævende atmosfære. På en måde afspejler den fint de fordele og ulemper jeg ser ved The American Dream. Bliver du indfanget, så er det et nummer der suger dig ind og som du sagtens kan blive helt fanget i og opslugt af, men, andre gange suser det bare lige forbi og det hele fortaber sig lidt i tågerne.
The Foreign Resort fortjener pluspoint for at bekende politisk kulør og brænde for en sag, det kunne vi godt bruge mere af. Men musikalsk udfolder de det på en måde, der måske kan kræve lidt for meget koncentration at blive helt hooked på, samtidig med, at de velmenende budskaber måske drukner en smule i den veludførte musik.
The American Dream er flot og ambitiøs, selv om den også føles som lidt en musikalsk mellemstation for et band der er på vej et nyt sted hen. Måske EP’en kunne fungerer som springbræt til et regulært konceptalbum? Det ville måske være for stor en mundfuld, på den anden side kunne det være sjovt at smage på sådan en størrelse.
Vi ender på 4 solide stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg bandet på Facebook
