The Folk Factory spiller en rask omgang poleret og melodisk folk rock, som ikke rigtig gør nogen fortræd eller for den sags skyld, revolutionerer folk rock genren, på deres anden langspiller, Let’s Not Move To The Suburbs.
Albummet indeholder 10 sange, hvor størstedelen omhandler det der travle og til tider repetitive voksenliv, hvor tid er en mangelvare og hvor hverdagens rutiner har taget over for det tidligere vilde og unge liv, og frygten for at give afkald, på netop det. Albumtitlen afspejler forsanger Morten Fast’s beslutning om ikke at flytte fra vilde Nørrebro til en eller anden tilfældig Københavnsk forstad, men i stedet flytte tilbage til barndomsbyen Odense. Dette skulle have medført mere ro, som skulle afspejle sig i indholdet på pladen.
Og der er da ro at finde på pladen, der er meget afbalanceret, skåret til i kanterne, alt står knivskarpt, som en velplejet have i en forhave i provinsen. Der er ikke en finger at sætte på det tekniske, hverken bandets kunnen eller rent produktionsmæssigt, det er flawless, faktisk for fejlfrit og pænt. Men har dette været meningen, altså at intet skulle stikke ud, og være lidt skævt, som Niel Young, Band of Horses, The Avett Brothers eller tidlig Mumford and Sons praktiserer, hvor der netop er plads til det uperfekte, så har The Folk Factory ramt den lige i røven.
Fordelen er at det gør musikken meget lyttevenligt, og holdt op imod et album med sange, som ikke stikker ud, ikke er synderligt originale, det er folk rock som er hørt i samme dur tidligere, så ender man med et album man nemt og uden de store problemer æder sig igennem uden at tænke alt for meget over, hvad og hvem man lytter til. Det er meget hyggeligt, pænt og vil gå fint som soundtrack til en aften med stearinlys, kæreste og en flaske rødvin.
Og det er faktisk en skam. For på trods af at bandet har formået at skrive nogle fine sange, nogle af dem med tilløb til virkelig at skille sig ud på den gode facon, så gør den über perfekte produktion, at de ikke løfter sig det sidste stykke – det bliver simpelthen for pænt, ufarligt og perfekt, hvor specielt perfektionen kvæler autenciteten i musikken.
Sange som singlen “Lost In The Woods”, “Sally, please don’t Go, “Don’t Ride That Horse” og albumlukkeren og titelnummer “Let’s Not Move To The Suburbs”, har optræk til at hæve sig gevaldigt over middel, men de har hver især nogle elementer der gør, at de ikke for alvor letter, men forbliver svævende midt i mellem middel og topklasse.
På “Lost In The Woods” starter det ud på det høje plan, men når omkvædet rammer, ja, så falder niveauet til det gennemsnitlige. Det samme sker på den stille “Sally, Please Don’t Go”, hvor verset og opbygningen er fængende melankolsk og medrivende, men så rammer omkvædet, som ikke lever op til versets niveau.
“Don’t Ride That Horse” skiller sig ud, med en lidt anden tilgang en de resterende sange. Her er der smidt lidt country feel ind i mixet, og det fungerer overraskende godt, og banjoen gør sig rigtig fint – men hvor ville det have klædt et nummer som dette, med en knap så poleret produktion og noget mere der stak ud her og der.
“Let’s Not Move To The Suburbs” lukker og slukker stille og roligt, en pæn udgave af Bands Of Horses eller for den sags skyld The Avett Brothers. Igen savner jeg lidt vildskab eller bare noget grimt, altså på en god måde. For det er et super fint nummer, det stærkeste på pladen, men det kunne have været hævet til et højere niveau, med lidt knaster her og der.
Nå, som man nok kan fornemme, så mangler jeg lidt vildskab, noget skævhed, noget autencitet og originalitet. Det behøver sgu ikke være så kompliceret og flot, bare det er oprigtigt, og det forsvinder hvis produktionen bliver for pæn – mere live, mindre studie, for at skære det ud i pap. Men når alt kommer til alt, og man glemmer snakken om for pæn produktion og for lidt autencitet, så har The Folk Factory begået et album over middel, men en lille håndfuld sange der hæver sig godt over gennemsnittet – og er perfekte til eksempelvis P4.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
Super album, glæder os til mere