Med sikker hånd, dygtigt arbejde og stærk vokal leverer Karrierekanonen-aktuelle The Florines en fremragende EP. Bandet skriver sig dermed ligeværdigt ind i en bølge af melodiske og dygtige rockbands.
Det går godt for rocken i Danmark! The Florines skriver sig ind i en tradition af stærk, velproduceret rock hvor vi finder The (Blue) Van – hvorfra Søren Christensen har været med som producer – The Floor Is Made of Lava og for så vidt nyere D-A-D.
Det er enkel, retro-inspireret musik med både stærkt vokalarbejde og evner på alle kvartettens positioner.
Og hvad får man så i udtrykket? Først og fremmest får man et cool overskud og nogle gode melodier, mens den lidt hæse stemme både til tider sender tanker til Binzer og Kippenberger.
Der er dog noget større variation i numrene, end bare A-B, A-B-C osv struktur; vi får flere steder variationer, der ligger ud over den klassiske rock-skabelon. Hvis en sådan i virkeligheden efterhånden findes.
Som eksempelvis i ‘Lost To The Night‘, der ud over en god energi i derudaf-omkvædet i dobbelt tempo af starttempoet, også byder på nærmest et breakdown-agtigt D-stykke og i outtroen indfører en ny dynamik. Det er ganske enkelt effektivt og kommer aldrig til at virke konstrueret. Den næsten langsomt seje ‘Do or Die’ rummer også et – indrømmet; mere klassisk – stykke, hvor mystiske guitareffekter får lov at definere melodien i en vers-lignende solo.
Men der kan nemt slås en streg under ’sejt’ for det drevne tempo og det latente overskud i nummeret gør, at man er helt med til trods for lidt mindre melodisk appeal.
Det får vi til gengæld i afslutteren, ‘Static Electricity‘, der både har letgenkendelig og syng-med-bart omkvæd og den samme seje, drevne feeling.
Med syv numre er det vel nærmest et mini-album, med lidt under en halv times spilletid. Det virker yderst veldisponeret og med friske numre og dygtighed er der tale om et klart radio-værdigt mini-album. Faktisk vil jeg være udfordret på at vælge det klare radio-hit, da der egentlig er flere der byder sig til.
Skal der være en anke, så skal det være, at det hele er meget pænt lavet og næsten kan lyde som en kopi af nogle af de navne, jeg nævner først i artiklen. Produceren fornægter næppe sig selv i denne henseende.
Når det så er sagt, så fungerer det virkelig fint, og med åbneren ‘Strange Desires’ som har et stærkt guitar-tema og et breakdown-omkvæd får vi ikke blot etableret at dette er rock i fire fjerdedele som de lavede det i gamle dage – der er også bare bedre lyd i dag. Og ja, der er en koklokke (måske woodblock?) langt nede i mixet.
The Florines er med i Karrierekanonen og jeg kan ikke se, at der står noget i vejen for at de kan komme rigtig langt. Da jeg for nylig anmeldte The Van var det med stor ros for brugen af tangentinstrumenter.
The Florines synes at få mindst lige så god energi og fyldighed i lyden med blot to guitarer, bas og trommer. Ikke at det skal tage noget fra The Van – det er også super dygtigt lavet – men måske har The Florines her bare lavet marginalt bedre numre?
Lad mig blot konstatere at det er to gode plader og at det går virkelig godt for den ukomplicerede, melodiske rock i Danmark for tiden!
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
