Alternativ rock/punk med referencer til post-hardcore, sådan præsenterer trioen The Fall From Grace sig selv. Ligesom Halcyon Hope, som jeg anmeldte i sidste uge, så er bandets lyd dog noget der i min lille verden ville få prædikatet “emo”. Af den mere bombastiske slags.
Selvom jeg gør mit bedste for at anmelde hver udgivelse i sit eget lille lukkede univers, og undgå alt for mange sammenligninger, så er det dog, indrømmet, lidt vanskeligt med The Fall From Grace. Det er som nævnt anden udgivelse indenfor en uge der falder i emo-genren, og de to bands deler endda et medlem – så sammenligninger, fair eller ej, er nærmest umulige at undgå.
Hvor Halcyon Hope var et overraskende frisk pust i en næsten uddød genre, hvor bandet især havde sin styrke i sin upolerede og rå klang, så er The Fall From Grace langt mere vellydende og fri for knaster. Om man er tilhænger af det ene eller det andet, det er en smagssag, produktionen på The Colours Of Change er i hvert fald både flot, fyldig og stor. Helt i tråd med bandets pompøse og storladne musik. Over albummets 12 numre bliver det dog i overkanten af hvad jeg kan rumme, der er i længden simpelthen lidt for meget knald på arrangementer, melodierne og vokalens følelsesladede levering.
Og med 12 numre føles albummet også lige et par numre for langt. Det kommer desværre til at føles som om The Fall From Grace kører lidt i ring, hvor virkningen af de store musikalske armbevægelser langsomt men sikkert fortager sig i løbet af albummet. En skam, for musikalsk har gruppen skam en hel del at byde på. Ikke mindst spiller de momentvis røven ud af bukserne, hvor musikken nærmest piskes op til en hidsig blanding af emo med (metal) “core” elementer – men det bliver ganske enkelt for meget af det gode.
Førstesinglen “Static Conclusion” er næsten indbegrebet af et The Fall From Grace nummer, fremgangsmåden er at give den fuld skrald, instrumenterne hvirvler rundt i det lettere tumultariske lydbillede, pludselige breaks og temposkift, en halv-lidende men bestemt udtryksfuld vokal midt i det hele og så ellers godt med drama i musikken. I mindre portioner er det ekstremt potent og effektivt, ligefrem medrivende, men man skal ikke høre sange frembragt over den formel særligt mange gange før man bliver immun. Jeg gør i hvert fald. Allerede på den efterfølgende “Retribution Revolution” er virkningen knap så mærkbar, i stedet for begynder jeg at blive lidt stresset over tempoet, eller går mentalt lidt på standby imens musikken buldrer derudaf i hektisk tempo.
Det gør ærgerligt nok også, at numre som “Charades and Apathy”, “Resistance is Futile” og “If Only These Walls Would Sleep” kommer til at drøne noget anonymt igennem skallen på én. Der er stadig smæk på, men det kommer desværre til at fremstå lidt som forgæves og lettere febrilsk fægtning uden at det rigtig rammer noget. Der er så sandelig musikalsk knald på, bevares, med tempofyldt trommetæsk og guitar for fuld udblæsning, og masser af drama og emotioner i vokalen – men i stedet for at blive revet med, føler jeg mig lidt presset op ad en mur. Det bliver lidt anmassende.
Den uimodståeligt fængende og smittende “Rule One” er dog en af de stunder på The Colours Of Change, hvor man må overgive sig. Her føler jeg mig ikke hægtet af eller omklamret, men bliver revet med af den (frem) brusende melodi, desperationen i vokalen og den sitrende energi nummeret igennem. Den ildevarslende stemning i “Dim The Lights”, tilsat masser af bombast og melodrama, fungerer egentlig også ganske glimrende, hvis man ikke er blevet tromlet ned inden man når frem til nummeret hen imod slutningen af pladen.
The Colours Of Change indledes med den lille instrumentale åbner “Introvert” og lukkes med den afdæmpede “Extrovert”, det eneste pusterum på pladen, som for mit vedkommende falder alt for sent. The Fall From Grace, fyldte med gå-på-mod og overskud eller ej, når simpelthen at dræne mig for kræfter mellem de to punkter som markerer albummets ramme. Folk med et større overskud og tolerance overfor et hæsblæsende musikalsk univers som dette, vil måske føle sig knap så overrumplede som undertegnede. Nu er det jo ikke skidt, at blive blæst bagover af og til, men på mig kommer det at virke for opblæst, teatralsk og voldsomt. En skam, for der er passager hvor The Fall From Grace river en med, det bliver bare for meget af det gode over 12 numre.
Less is more, giv mig lidt mere ånderum som lytter, så kommer vi over de 3 store stjerner som jeg ender på her. Godt forpustet og med invaliderende sidestik.
Anmeldt af KDT
Besøg The Fall From Grace på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
