The Entrepreneurs er efter flere års tilløb klar med debutalbummet. Et album, der både viser en vilje til at eksperimentere og gammelkendte kvaliteter fra trioen.
The Entrepreneurs virkede som the next big thing i dansk rock tilbage i 2015; de blæste igennem live og med numre som de ultrafængende og samtidig kradsbørstige ‘Brutal Summer’ og ‘It Strikes Again, Love’ virkede det som et spørgsmål om tid før et større gennembrud var en realitet.
Derfor virkede deres første egentlige udgivelse, EP’en Tony Rominger, som udkom for snart tre år siden, måske lidt som en skuffelse, i hvert fald for undertegnede. Det var lidt som om bandet var blevet i tvivl om retningen og gerne ville noget mere end at skrive fængende, eksplosive noise and romance rock-sange. Der blev bygget flere repetitive instrumentalstykker på og Mathias Bertelsen’s vokal blev ind i mellem pakket ind i nogle lag, som jeg ikke nødvendigvis altid syntes gjorde den, og bandets udtryk, en tjeneste.
Og så gik der igen lang tid. The Entrepreneurs har godt nok spillet en del live og også sendt nogle singler på gaden, men det er altså først nu debutalbummet er klar. Det tyder igen på en proces, hvor bandet har søgt efter det rigtige udtryk og hatten af for ikke bare spytte noget ud, bandet ikke kunne stå inde for.
Som man har kunnet ane på forløberne, så er The Entrepreneurs fortsat ned ad det lidt mere knudrede spor, hvor der mange steder er effekter på vokalen og instrumenterne. Der er længere mellem de umiddelbart fængende melodier (selv om der stadig er masser af hooks fordelt rundt på albummet) og det er svært at udpege en hitbasker, der kan matche ‘Brutal Summer’. Det har næppe heller været intentionen at lave sådan én, for det er tydeligt at The Entrepreneurs har ambitioner med udtrykket. Pressematerialet henviser da også til både Deftones, Sonic Youth og krautrock.
Netop Deftones kan man godt høre ekkoer blandt andet af på åbneren ‘Session 1’, og senere på den godt 6 minutter lange ‘Heroine’. Her er noget af den samme fornemmelse af hvad jeg instinktivt får lyst til at beskrive som en slags kontrolleret hvid støj i lyden, ligesom Bertelsen vrider sin vokal i nogle af samme retninger som Chino Moreno. Det stryger ikke ligefrem lytteren med hårene, og det krævede nogle lyt for mig, før jeg begyndte at købe ind i lyden.
Der er dog også mere ligefremme skæringer på albummet. ‘Say So!’ og ‘Joaquin’ har begge været sendt i rotation forud for albummet, og fælles for dem er at de har noget af den hyperenergiske fremdrift fra bandets tidligere hits. Førstnævnte med svulstige riffs og ret fængende passager blandet med mere eksperimenterende, sidstnævnte med en mere grunget vibe. Især ‘Say So!’ fungerer rigtig godt for mig, omend der også er elementer i lyden, der irriterer mig en smule – der virker som eksperimentering for eksperimentets skyld, som om bandet ikke ønsker at fremstå for konventionelle. Det er en fornemmelse, der dukker op flere gange undervejs.
‘Sail Away’ virker lidt som en parentes, der fører over i ‘Be Mine’, der indledes med en repetitiv baslinie, som trommer og guitar så laver figurer over i et minuts tid, inden der kommer et stykke med hviske-vokal. Det føles først som om nummeret for alvor kommer i gang omkring 2 1/2 minut inde, og det er et af de steder, hvor jeg ikke helt hopper med på The Entrepreneurs’ trip, selv om nummeret også har passager, hvor jeg vugger med.
De to førnævnte udgør albummets midterstykke sammen med ‘Ages’, der også svømmer rundt i et mere sfærisk og eksperimenterende udtryk med synths og hakkende trommer, og selv om det føjer til oplevelsen af et alsidigt album, er det nok denne sektion det er mindst sandsynligt jeg vil vende tilbage til på albummet.
I en helt anden boldgade er den afdæmpede og konventionelle ‘Morning Son’, som er Bertelsens hyldest til sit barn. Et fint og melodisk stærkt nummer, som falder en smule udenfor, men som ikke desto mindre er blandt albummets stærkeste. Den følges af den Deftones-støjende ‘Heroine’, inden ‘Despair’ melankolsk post-punket kører lidt i ring, men på en fængende måde. Man fornemmer altid, at der er noget på spil, og noget uforudsigeligt, der bobler under overfladen, selv når The Entrepreneurs er mere ligefremme, og selv når de ikke rammer den lige i røven.
Endelig er der så afslutteren ‘D-Tune’, blandt albummets bedre sange med sin insisterende bas, sin stærke melodi, og det varierede trommespil. Her fungerer de små lydeksperimenter undervejs overvejende i sangens favør, og selv om albummet ender på en melankolsk tone, er det aldrig uenergisk, det man får fra The Entrepreneurs. Det er heller aldrig uinteressant.
Men hvor det sådan set er spændende nok at høre The Entrepreneurs udfordre sig selv og prøve nye sider af, så savner jeg simpelthen også at det veksler med nogle mere ligefremme noise and romance rockbaskere. Det kan man sige mest er mit problem, når nu bandet gerne vil noget andet, og noget de sådan set lykkes godt med langt hen ad vejen.
Omvendt synes jeg heller ikke de kommer helt i mål – Noise and Romance virker som om The Entrepreneurs stadig står i vadestedet og prøver at finde ud af hvilken side af bækken de vil gå i land på. Det er et ambitiøst og varieret, men også lidt ujævnt album, der ind i mellem føles uforløst, og som ind i mellem virker som om det prøver at give plads til lidt for mange ideer på én gang.
Men det er også stadig et godt album. Og The Entrepreneurs viser også at de stadig er blandt landets allerbedste, og mest spændende, unge rockbands. Når de er bedst rammer de fortsat et topniveau meget få andre danske bands kan være med på, ligesom det store udland sikkert også kunne vise interesse. Jeg er sikker på, der er meget mere godt i vente fra bandet, også selv om jeg ikke er helt og aldeles solgt på Noise and Romance. Det er dog stadig nok til 4 store stjerner i min bog.
Du kan finde The Entrepreneurs på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
