The Enormous Sea, er det punk? Ja, måske? Er det godt? Jaaa, måske?
Det er ikke mange oplysninger man får/kan finde om bandet, ud over at de har udsendt 2 EPer, og nu et album, siden 2015. Det er sådan cirka det.
Du behøver, muligvis heller ikke vide meget mere. Er du til punkish toner fra undergrunden med en slagside til det lettere eksperimenterende, eller “kunstneriske”, om man vil, så kender man måske allerede bandet. Eller, er i hvert fald klar til, at kaste sig ud på dybt vand uden helt, at vide hvad man går ind til?
Infantile byder på 9, forholdsvis lange numre, hvor det længste sniger sig op på næste 11 minutter. Sammenholdt med en lyd, der ikke ligefrem er omfavnende og inkluderende, så giver det en lidt krævende lytteoplevelse.
Egentlig ikke fordi, at The Enormous Seas lyd er direkte utilnærmelig, eller svært tilgængelig. Har man hørt et, måske åndeligt, beslægtet band som Gullo Gullo, så er det her mindre udfordrende og kantet. Det her er langt hen ad vejen mere orienteret mod post-punken, end smadret anarki. Dermed ikke sagt, at der ikke er spidse hjørner og toner der kradser her, det var bare for, at sætte et referencepunkt, pejlemærke og en grænse op.
Det er musik af den slags, som virker tænkt i en helhed. Der er ikke nogen åbenlyse singler, eller “hits”, her. Men en plade, hvor der slås en stemning og tone an, som så holdes albummet ud. Det er en form for skruetvinge, der både forsøger at fastholde dig og holde sit eget tryk.
Manøvren lykkes dog, for mig, kun delvist. Det bliver, i længden, ganske enkelt for enslydende og monoton en oplevelse for mig. Flere gange tog jeg mig selv i, at tænke om det var det samme nummer, som spillede, eller om melodier og virkemidler blev genbrugt? Det kan der være en pointe i, og også være et effektivt virkemiddel. Det holder bare ikke helt i mål, i min optik.
Et nummer, som “Eating Phone Batteries” sejler eksempelvis rundt i den samme brune sø af basset op post-punk i 3 minutter. Der kommer et lille ophold i musikken, hvor man tror, at nu sker der nok en lille justering af kursen, men den samme, nu velkendt melodistump starter blot op igen.
Det er The Enormous Sea i deres mest pågående og tempofyldte, ja, man kan næsten fristes til, at sige “opløftende” hjørne”. Eller lurer, og tager efterhånden over, et lidende, martret og sort punklivssyn. Samtidig med, at pladen bliver tiltagende eksperimenterende i sin lyd og form. Her er vokalen, som konstant befinder sig i en hårdtprøvet jammerdal, lyder det til, en af de store drivkræfter og tonesættende.
I længden er dens lidelser også med til, at give pladen den noget monotone følelse, der truer med, at tage over, indtil den stramme “bumle-postpunk”-melodi skabelon krakelerer på albummets anden halvdel. Inden rammer vi en døsig, tåget og stillestående sag, som “The Sun”, der lyder som en bleg punker, der har ligget for længe i solen og er tørret helt ud.
Det er ikke dårligt, det er bare sådan lidt… eh… “fint, så tager vi sådan en”? I sangens anden halvdel bliver det decideret sumpet, og antager mere form af musikalske “vibrationer” og flader med “stemning”. Det er den retning pladen for alvor drejer i mod slut, hvor “Who Killed The Wasp?” tårner sig op med sine næsten 11 minutter. Fulgt op af “All Peace (you are missed)” og dens langsomme, messende instrumental-tåger af en afslutter.
Slutningen på pladen kommer lidt til, at føles som en kvarter lang stener, på kanten af en ørkenvandring, hvis det ikke var fordi man, som den sol- og varme sensitive punker man er, var drattet om tidligere. Jeg kunne næsten have ønsket mig, at The Enormous Sea fusionerede deres forskellige stilretning og stemninger lidt mere?
En sammensmeltning af de mod slut mere udflydende og dvaske toner, og så den mere pågående, ruskende post-punk fra tidligere på pladen. Så ville numre, som disse afsluttende, og mere post-punkede skæringer, som “Voices” eller “Speed”, måske ikke sovse så meget sammen for mig, som de gør her.
The Enormous Sea virker, som et band med ambitioner. Og også evner. De mangler, måske bare at få forenet de to ting, i et mere spændende, sammenhængende og virkningsfuldt musikalsk udtryk?
Vi ender på en stor 3er for det samlede indtryk.
Af Ken Damgaard Thomsen
