Svenske The Driftwood Sign viser det musikalske talent på deres debut, dog udebliver de mindeværdige sange, og den 5 sange lange EP er hård at kæmpe sig igennem.
Det er ikke altid nok at kunne betjene et instrument til UG, det må The Drifwood Sign sande på deres debut, EP. Bandet, der spiller hård rock med klare amerikanske referencer, ryster ikke på hånden når de først går i gang, men lige så dygtige de er til at spille, lige så meget halter det med materialet helt overordnet.
EP’en består af 5 sange, 4 nye og en enkelt ældre og remastereret skæring, som, lidt overraskende viser sig at være EP’ens bedste. Og alt starter rent faktisk også fint, første sang på menuen er “Leech”, og her bliver stilen lagt for 4/5 dele af EP’en, nemlig sange der starter helt ok, men spiller sig selv ihjel grundet for mange gentagelser og generelt for kedelige kompositioner, og det på trods af gode melodiske omkvæd. Eksempelvis varer EP’ens tredje sang, “No Longer Young” 4 minutter og 29 sekunder, men det føles minimum som det dobbelte, at kæmpe sig igennem den. Og det gælder skam også for EP’en som helhed, jeg tror faktisk det er første gang jeg har været nødt til at kapitulere, og holde en pause, før sidste strofe på en udgivelse med 5 sange har lydt. Det blev alt for meget af det samme og ikke mindst af det gode.
Af den grund var det først i 3. forsøg, det lykkedes mig at komme hele vejen igennem EP’en, og da jeg endelig nåede sidste nummer på skiven, viste det sig at være umagen værd. Her har The Driftwood Sign nemlig skiftet en anelse kurs, og har fat i noget der virker. Stilen virker lidt mere moden, underligt nok, og sangen er knap så hård som de øvrige. Produktion og sangskrivningen passer i min lille verden meget bedre til bandet, og især leadvokalen er spot on i lydbilledet. Det lugter måske lidt af Silverchair og andre 90’er koryfæer, men heldigvis uden at det bliver plagiat. Der var lys for enden af tunnelen, heldigvis! “Disorder” er med længder EP’ens bedste, og mest originale nummer, så hvorfor er der ikke flere sange fra den grungede 90’er skuffe?
The Driftwood Sign tager ikke en med på nye udflugter i den hårdt rockende verden, ingen dybe tallerkner at finde her. Det er sådan set også helt ok, de spiller gedigent, og forsanger Anders Ekenstierna’s vokal, passer, efter lidt tilvænning, ok ind i bandets lyd – vokalen er også det eneste der adskiller dem, fra et hav af andre amerikansk inspirerede college hardrock bands.
Når alt kommer til alt, og det gør det som oftest, må jeg erkende at størstedelen af indholdet på EP bliver for kedeligt, og for meget for min smag, det rammer slet og ret ved siden af, men jeg skal da ikke udelukke at det vil falde bedre i andres. Sangene er glemt så snart de er hørt, de indeholder ikke noget mindeværdigt og eneste sang der kan hæve sig over middel, en del over endda, er “Disorder”, hvor bandet får alt til at gå op i en højere enhed. Her viser de i bedste stil, at de sagtens kan skrive skrive kvalitetssange, ja sågar noget der lugter af et hit.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
Besøg bandet på Facebook
