Mit kendskab til The Devil’s Tiny Chains kunne, før jeg trykkede play på albummet i iTunes, placeres et meget lille sted. Men fra første sekund rullede den positive og glade følelse ind i mine øregange, og videre ud i resten af anmelderkroppen, og der holdt den så noget af en americana-country-rock fest.
Der hersker absolut ingen tvivl om, at duoen bag The Devil’s Tiny Chains, er et par rutinerede rock-rotter. Duoen består af Rune Dollerup Larsen og Viktoria Boyding, og med en fortid i The Columbian Neckties og Dawnbreak, er der ingen slinger i valsen på Where’s The Riot?, hvor Hr. Kellermensch, Sebastian Wolff har stået for indspilningen og Johnny Stage har taget sig af masteringen, og det har de gjort til UG.
Where’s The Riot? består af 10 sange, som er fundet udfra omkring 66 skitser, Rune Dollerup Larsen fortæller selv, hvordan sangene blev udvalgt, og ikke mindst, hvordan det hele startede og hvorfor;
– Jeg har spillet garagerock i rigtig mange år og hele det nye koncept med The Devil’s Tiny Chains kom til, da jeg ville prøve noget fuldstændig nyt. Jeg brændte inde med lyrik, tanker og melodier, som ikke ville fungere i denne genre. Jeg ville simpelthen ud af de efterhånden “faste rammer”. Mens jeg var på tour med Columbian Neckties startede jeg med at indspille skitser på min telefon. Efterhånden blev det til 66 skitser, som jeg sendte til Kasper Westeraa (Echo Lips), han lyttede dem alle igennem, og var med til at sortere ud i dem. Det var ligesom starten på det hele. Så kontaktede jeg Viktoria – helt uden at kende hende – hun kom ned og prøvede at synge med. Og det spillede bare. Vi havde markante vokale modsætninger som skabte et eller andet unikt fælles, forklarer Rune.
Jeg kan ikke andet end at være godt tilfreds med den beslutning, for er man bare en lille bitte smule til americana eller bare en god gang rock med country-feel, ja så er Where’s The Riot? mere end et lyt værd.
Albummet åbnes af et meget stærkt trekløver, “We Don’t Believe”, “Dead Boys” og den meget stærke “ballade” “Stop My Drinking For You”. Tre meget forskellige sange, “We Dont Belive” er et gedigent uptempo nummer, hvor duoens vokalarbejde er spot on, som den er på hele albummet, en rigtig country-rocker. På “Dead Boys” er tempoet sat lidt ned, og vi er et smut forbi gode gamle Jon Bon Jovi, og tankerne bliver sendt mod hans fine album Blaze Of Glory uden det på nogen måde bliver plagiat, langt fra, det her er godt håndværk og et par country-rockere der gør én glad i låget.
Men så rammer “Stop My Drinking For You”, og her er tempoet helt i bund, sangen er båret af vokalerne og hjulpet på vej af en akustisk guitar, klaver, en snas lap steel og en mundharmonika, vil jeg mene jeg kan høre. Uanset hvilke instrumenter der bliver benyttet, er det i særdeleshed et nummer, hvor begrænsningens kunst er taget i brug, og doseringen er lige i øjet, en sang hvor der kom lidt gåsehud på besøg, og det sker sjældent.
Som sagt, et meget stærkt trekløver og åbning på albummet. Heldigvis bliver niveauet på et højt plan pladen ud, Rune Dollerup Hansen kan i den grad finde ud af at skrue et godt nummer sammen, det har han formået ikke mindre end 10 gange på albummet. En af forcerne, i min optik, er at sangskrivningen ikke bliver alt for kompliceret, der er ikke et c-stykke for c-stykkets skyld eller andet der er puttet på fordi man lige kan. Krydret med små finesser, får duoen det bedste frem i sangene, og gør dem langtidsholdbare. Som eksempelvis på “True”, som starter som et relativt stille nummer, med en solid opbygning, og hvor intensiteten stiger sangen igennem. Med godt 40 sekunder tilbage af sangen, bliver der smidt et mellemstykke med el-guitar ind, og sangen stiger pludselig meget i intensitet, hvilket, lidt overraskende, passer perfekt, og nummeret står sammen med de 3 første sange, frem som albummets absolut stærkeste.
Dermed ikke sagt at de resterende 6 sange ikke er gode, for det er de så absolut. Det her er bare et album på et meget højt niveau, og det ville overraske mig usædvanlig meget, hvis man ikke kommer til at høre meget mere til The Devil’s Tiny Chains i fremtiden, de har i hvert fald alt der skal til for at slå igennem. Der er ikke så meget andet at konkludere, at den Aalborgensiske dou med Where’s The Riot? leverer en meget overbevisende, troværdig og helstøbt western rock ‘n’ roll debut. Jeg kvitterer med 5 stjerner, og endnu et lyt til skiven.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
