Bag denne titel gemmer sig et enmandsprojekt der spiller instrumental rock/electronica, alt sammen indspillet på egen hånd, i et kollegieværelse ved den ydre ringvej i Aarhus. Det er blevet til 8 numre, der er frit tilgængelige på nettet, men en egentlig indspilning skulle være under opsejling, indtil da kan de høres på f.eks. Bandbasen.
Jeg har, indrømmet, ikke den store erfaring med instrumentalmusik udover de spredte “pauser” kunstnere har smidt på albums, eller diverse film soundtracks, men vi kaster os ud i det med åbent sind, og håber på at kunne nyde noget nyt.
Og en nydelse er det at lytte til 23 årige Søren Jørgensens udflugter ud i en atmosfærisk instrumental verden, der bobler af spillelyst, evner og noget der lyder som en meget klar vision med den musik han spiller. Numrene er skarpt skåret, med et minimum af fyld og holder sig på en spilletid der sjældent overskrider de 3 minutter. Virkemidlerne er stramt dosseret og det lyder ikke som om særligt meget er overladt til tilfældighederne – ikke forstået som at de er statiske og bliver kvalt i kontrol, mere at der er styr på rammen, det der bliver puttet i den, og så leger vi ellers derfra.
Første nummer er det stilfærdige og monotone titelnummer “Black Side Silver Fly”, der skal ikke sættes lighedstegn mellem monoton og kedelig i denne sammenhæng, det betyder blot at sangen er en gentagelse af samme korte passage. Altså et typisk intronummer, som man kender det fra mange andre plader fra alle tænkelige genre. Man lægger straks mærke til den overraskende rene produktion og glimrende lydkvalitet, i forhold til at musikken er kommet til verden i, må man formode, relativt beskedne rammer på kollegieværelset. Introen kan vel bedst betegnes som let-stener blues, hvor vi er godt nede i tempo og sniger os frem mod næste nummer “Roll, Roll, Roll”, der som eneste nummer fra The Denotes indeholder en vokal.
“Roll, Roll, Roll” gæstes af Kenny P. Christiansen fra bandet Lukin, som vi tidligere har anmeldt her på GF ROCK. Sangen lægger på en måde også i naturlig forlængelse af den sumpede sydstatsrock som Lukin leverede på overbevisende vis. Man må virkelig dyppe snuden i sumpen af ren og skær benovelse, det her lyder pisse fedt, for at sige det på godt primitivt dansk, alt fra melodi til den flerstemmige vokal er skruet sammen så det swinger på behørig vis. Simpelthen et klassenummer, og man ønsker straks at The Denotes ville lege lidt mere med sange med vokal på.
Nu er det jo ikke fordi man absolut kan, og skal, smække en vokal ovenpå alle melodier, men næste nummer “Let Us Run For It” ville faktisk være en udemærket kandidat til tilføjelse af lidt vokal kolorit. Sangen fungerer fint uden, men kunne godt forestille mig at den kunne bære en gedigen rockstemme, der lige kunne løfte den det sidste stykke. “Wild Bush Man” fører mine tanker hen på Neil Young, med sin kraftfulde intro og lidt kantede og huggende melodi, før den går over i noget der er mere spaced out og elektronisk i lyden – space western måske?
De forskellige lag i sangen er virkeligt lækkert skruet sammen, de skaber et meget fyldigt og organisk lydbillede, samtidig med at det lidt lyder som om det stammer fra en anden verden.. det vilde vesten på en anden verden. Yehaaa, I dig it!
“The People” har allerede fået opmærksomhed i udlandet, i kraft af at det er blevet spillet og rost i et radioprogram for undergrundsmusik, det engelske “The Bethan Elfyn Show”. Sangen er en lidt aparte størrelse med lidt horn (er det horn eller noget elektronisk isenkram?), trommebeat og nogle andre klangflader jeg ikke er snu nok til at opfatte hvad er. Nummeret lyder som en varm og hyggelig sommerdag på cyklen med den friske luft lige i trynen – og minder måske en smule om et Kenneth Bager nummer?
Lidt mere dyster 80er scifi præget bliver det på “Drake, The Collector”, der sagtens kunne være soundtrack til en Blade Runner agtig film, eller et arcade spil fra den tid, ikke på den der tarvelige måde med hul og fersk lyd, mere stemningen den frembringer. Endnu et virkeligt vellykket nummer, selvom vi nu har bevæget os et pænt stykke væk fra udgangspunktet.
Pludseligt befinder vi os i strandkanten en lummer middag i “Darling T”, der smyger sig elegant afsted med en små doven og laid back melodi. Et noget abrupt stilskifte i forhold til det mere kølige udtryk i “Drake, The Collector”, men en dejlig lille parentes, der dog aldrig bliver mere end blot det – et mellemspil før afslutningen. Punktummet The Denotes sætter er den stemningsmættede og sært dragende “Colours Of King Park ’67”, uden at vide hvad den handler om, eller er inspireret af, så bliver man helt sentimental af disse rare, men også lidt melankolske, toner. Den kunne måske nå nye højder med en diskret kvindevokal i et sted i baggrunden, eller noget kor i det fjerne, men som den står nu er det stadig et fantastisk smukt punktum.
Som i sikkert kan fornemme er The Denotes “Black Side Silver Fly” en blandet intrumentalhandel, udvalget er måske lidt flagrende og alsidigt så det kan virke en smule usammenhængende, men på en udefinerbar måde synes man alligevel at ane en fin rød tråd igennem det hele. Måske er det den musikalske tæft og Søren Jørgensen’s fine fornemmelse for stemninger og arrangementer der får sneen til at falde så flot. Hvad det end er, så er det her et lyt værd, også selvom du som jeg er en stokkonservativ stivstikker der skal have vokal på sin rock, og så få elektroniske afstikkere som muligt. Nogle af numrene virker en smule uforløste, hvor man lige savner det sidste peak eller klimaks, men det kan også være et helt bevidst valg at The Denotes skal være mere svævende og flyde ud i et, fremfor at fremmane de højdepunkter populærmusikken forsøger at vænne os til skal være der.
Jeg giver The Denotes mine varmeste anbefalinger, på trods af mit manglende forhold til instrumental musik – men det var jo også før jeg havde hørt “Black Side Silver Fly”, der bestemt har vakt min nysgerrighed.
http://www.bandbase.dk/TheDenotes/
Anmeldt af Kodi (giver ikke demoer stjerner)
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
