Rock er mange ting og The Deadly Sons får virkelig stærk sound ud af deres instrumenter. Alt lyder fedt, kantet og skarpt spillet på Slow Slow Tango og på sounden alene kan man undre sig over, at nogen stadig føler trang til at påstå noget som helst om rockens død.
Oven på dette ligger så en vrængende, næsten brægende vokal der sender tankerne i retning af De Underjordiske – ja, eller endda Bisse. Dog her på engelsk og med en ret intens insisterende fortællende levering.
Begrebet ’psych’ blev i høj grad udvandet da Århus Psych Fest stak næsten alt med en guitar ind under hatten. Jeg oplever dog, at The Deadly Sons ’hiver genren hjem’ på Slow Slow Tango. Der er noget kerne i det her.
Heartbeat Baby bliver med sin meget smadrede lyd og opløsning af lydoplevelsen når guitaren går amok – blot for at man som lytter kan konstatere at når den toner lidt ned, så har bas og trommer holdt snuden i sporet hele vejen. Det er fungerer ret fedt og den vilde, ofte – hm – atonale? Højt opbyggede akkord-larmende guitar er et virkelig stærkt kort pladen igennem.
Den meget dramatiske fortæller-vokal er ikke lige min kop the, men det skal sådan set ikke stoppe mig fra at rose det her. Produktionen er stærk, sounden tilsvarende – og lidt kuriøst er der også virkelig insisteret på at vokalen skal stå frem. Så når en næsten punket sag som Sonic Booh kører derudaf, er det mixet sådan at vokalen stadig står knivskarpt oven på støjen.
Åbneren – Opening Scene II – sætter en dramatisk scene (see what I did there) som man næsten kunne have forventet af Baal. The Deadly Sons er dog ikke Baal, for selv om der er samme hang til det dramatiske, så er der skruet mere op for den smadrede rock hos TDS – og desværre også lidt ned for de melodiske hooks og sing-along passager. Det er i øvrigt ikke et stab – det handler om noget andet hos sønnerne.
The Deadly Sons er i min optik bedst, når der støjes og det gør der en del på Slow Slow Tango.
På grund af produktionen og det dramatiske udtryk er jeg også overbevist om, at der er fans til det her.
Personligt bliver netop det meget drama fraværet af nogle skarpe melodiske hooks årsagerne til, at jeg finder 12 intense numre i dette univers lidt for mange. Det er ikke fordi der mangler variation. Jeg føler mig bare lidt kørt over af den dramatiske vokal.
Med glæde vil jeg dog finde pladen frem og lytte et par numre for den virkelig, virkelig fede sound production, for de smadrede guitarpassager og den stemning, bandet ikke bruger mange takter på at få etableret.
Men i små doser for mig!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Lyt til Heartbeat Baby her:
