Det er COMEDY! Eller, det ved jeg så egentlig ikke om det er? Men det nye album fra britiske The Darkness er i hvert tilfælde komisk – både på den gode måde, men også på den knap så latter fremkaldende vis. Hot Cakes er tredje album fra falset fetishisterne efter de i 2003 bragede igennem med Permission To Land, der sendte dem på hitliste mæssig himmelflugt, før album nummer to One Way Ticket To Hell.. And Back sørgede for en ganske ubehagelig mavelanding kun to år senere.
Jeg har en lille smule svært ved helt, at finde ud af hvad jeg skal stille op med denne plade?! Hvordan bedømmer man den fair? Det er tydeligvis ikke The Darkness’ hensigt, at deres musik skal tages 100% seriøst, men samtidig er det heller ikke et comedy/parodi album, selvom det nogen steder lyder sådan. Så jeg tolker det som om, at The Darkness’ erklærede mål må være, at rockmusik skal være sjovt og festligt, og det er da ganske prisværdigt. Rockgenren behøver ikke være grav alvorlig, handle om mørke og tungsind eller være så forbandet dyb og pisse alvorligt – det hele bliver hurtigt lidt selvhøjtideligt og trist ellers.
Så det er som end ikke fordi jeg har fine fornemmelser, ønsker at snobbe unødigt eller synes det hele skal være kunstnerisk krukkeri, sjov i gaden og pikken ud af vinduet har også sin berettigelse i genren. I beherskede mængder. Og her er mit største problem med The Darkness, det bliver simpelthen (alt for hurtigt) FOR meget, at opholde sig i deres drengerøvs-heavyparty-potens-rock selskab. Desværre. For når det kører for bandet, så er det uden diskussion ret underholdende, dumt og fjollet, men charmerende og med masser af glimt i øjet.
Hot Cakes starter lovende med “Every Inch Of You”, hvor vi kun skal 45 sekunder ind i den selvironiske tekst før forsanger Justin Hawkins har fået skreget PIK for fuld skinger udblæsning, og ja, kom sgu til at trække lidt på smilebåndet de første 2-3 gange, men det bliver hurtigt alt for hysterisk at lægge ører til. Musikken er typisk The Darkness, både her og resten af palden, med store guitarer, uhæmmet tyveri fra forbillederne fra 70erne, især Queen, og fine men ikke synderligt mindeværdige melodier. Men momentvis helt sikkert effektivt og virkningsfuldt, bare aldrig så længe, at man direkte kan tale om virkeligt gode melodier.
Queen referencerne bliver til ren pastiche og kopi på “Notin’s Gonna Stop Us Now”, før det bliver mere røvballecockrocket på “With A Woman”, og allerede her, på tredje nummer, begynder pladen, og en selv, at miste pusten markant. Af partyrock at være, er mange af disse sange desværre ikke specielt festlige, tilgengæld er Justin Hawkins’ falset momentvis så imponerende over-the-top og outrageous, at selv Freddy Mercury formodentlig var blevet flov. “Keep Me Hanging On” holdes oppe af en ganske fed melodi med masser af obligatorisk geil guitar, noget stort nummer er det ikke, men det viger nok fra The Darkness formlen til at være et lyt værd, indtil Hawkins endnu engang skruer op for skrigeriet i slutningen af sangen.
“Living Each Day Blind” er så intetsigende, at man ønskede at være døv i stedet for blind, så ens stakkels dyrebare lyttemekanik ikke skulle slides af sådan en ligegyldig omgang metervarer Darkness. NEXT. Den næste hedder “Everybody Have A good Time”, det giver jo næring til en god portion optimisme, melodien lyder da også sorgfri og luftig, med forventeligt højstemt omkvæd, men helt løftet føler man sig altså ikke – måske er jeg for tung i røven? Eller også er The Darkness’s virkemidler og tricks bare så få og forudsigelige, at man har meget svært ved at lade sig rive med?
Indviklet, kompliceret og banebrydende behøver det jo ikke at være, men man savner i den grad lidt nytænkning eller bare tegn på udvikling hos The Darkness, “She Just A Girl, Eddie” understreger igen bandets mangler. Men ok, man vidste vel ligesom hvad man gik ind til da man satte Hot Cakes på? Absolut, men bare fordi man ikke genopfinder den dybe tallerken, så kunne man da i det mindste godt lige skylle den engang imellem, så der var plads til lidt friske varer, der ikke skulle svømme rundt i gamle leftovers.
“Forbidden Love” er faktisk en lille midttempo kærlighedsballade der frisker retten lidt op, en uforskammet 70er poppet sag, men The Darkness virker ikke som et foretagende der nogensinde har ladet sig tynge af skam, og hvorfor også? Iørefaldende, smittende og perverst poppet – opløftende nummer der stikker ud på et album, som var ved at være tynget af middelmådige og uinteressante numre.
Det går dog hurtigt galt igen, “Concrete” og Hawkins’ ukontrollerbare freaky falset forstyrrer festen, som en upassende fuld Onkel uden situationsfornemmelse til familie komsammen, imens man som lytter bare ønsker, at kravle ind under bordet, og gemme sig sammen med en skræmt forsanger fra Scissor Sisters der også har taget flugten, indtil den pinlige episode er overstået. SÅ SLÅ HAM DOG NED!
Uheldigvis høres vores bøn ikke, og The Darkness får lov til på helt enestående og spektakulær vis, at gennem skampule og brutalt myrde Radioheads “Street Spirit (Fade Out)” i et vulgært sonisk voldsorgie – er det en eller anden form for kunstnerisk projekt? Dekonstruktion? Der burde næsten uddeles en præmie for det her… eller korporlig afstraffelse, især til Justin Hawkins, der her hviner som en stukket gris eller en heks på bålet i middelalderen. HE’S A WITCH, BUUUURN HIM!
Slutteligt kan den nu svært forbrændte Hawkins og resten af gruppen fortælle os, at “Love Is Not The Answer”, men hvad var spørgsmålet? Nå, anyway, love will make you stupid, fortæller de videre, det kan vi nok alle blive enige om, men man bliver ikke ligefrem klogere af, at lytte til The Darkness, eller denne sang – men man kommer muligvis til at vippe lidt med foden. Hvis man da ikke for længst har mistet hørelsen, eller bevidstheden… men en ganske fornuftig afrunding på den lidt for kulørte og enerverende 40 minutters Darkness Fest 2012.
Ja, for selvom Hot Cakes kun er omkring 40 minutter lang, så tror jeg de fleste er stået af inden, eller har trang til at kaste op pga. for meget kvalmende festmad – det er som pølser, rullet i bacon, dyppet i ost og serveret stukket ned i et pund smør, alt for meget på een gang. Når jeg alligevel ender på to stjerner, så er det fordi, at bandet og pladen i tilpas små og velvalgte bidder ikke er uden en uskyldig, herligt løssluppen og elskværdig dum charme. Jeg kan simpelthen ikke direkte hade The Darkness, eller deres erklærede mission om, at sprede lidt glæde og fest i rockgaden.
Modsat The Hives, som jeg anmeldte før sommerferien, så forfalder The Darkness aldrig til provokerende selvparodi, så pladen er modsat Lex Hives ikke direkte utålelig. Problemet er, at materialet hverken er stærkt eller morsomt nok til, at man orker mere end 2-3 numre af gangen, og et helt album virker lidt som en kamp at komme igennem. Beklageligvis er Hot Cakes mere en blød kiks, man får den da ned i små bidder, men lægger den hurtigt fra sig igen. Pladen er tydeligvis ment som et festalbum, men jeg har lidt svært ved, at forestille mig en fest, hvor pladen sættes på og får lov til at spille helt til ende – som hurtig lille party snack glider den ned, men det er alt for kvalmende i længden.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!
