The Damned Hoovers er 5 gæve sønderjyder med base i Haderslev, der spiller en fordansket version af amerikansk ørkenrock og good ol’ rock ‘n roll. Der er lovende takter på den tre numre lange demo, men også lidt at arbejde med, inden potentialet bliver helt indfriet.
Bandet har eksisteret lidt over et års tid, og det hører naturligvis med i den samlede bedømmelse, at vi har med et relativt ungt band at gøre, som naturligt nok måske ikke helt har fundet den optimale formel for, hvordan de skal lyde endnu. Der er dog masser af positive takter at finde i deres, i bund og grund, ret konventionelle tilgang til den støvede rock, som man kender fra bands/forbilleder som Queens Of The Stone Age og Josh Hommes afstikker i Them Crooked Vultures. Og ligesom “supergruppen” Them Crooked Vultures, så føler jeg at det største problem med denne demo er, at det lyder som om der er potentiale til mere, men i første omgang bliver det ikke helt kanaliseret ud på udgivelsen – men det er noget, der kan ændres med lidt finjusteringer.
Noget af det første man lægger mærke til når åbningsnummeret “Dead On Arrival” drøner ud af højtalerne, er den virkelig hæderlige og klare produktion som det er lykkedes The Damned Hoovers at få frembragt på demoen. Det ender dog også med at blive en af mine største anker ved demoen, for når genren i store stræk er beskidt og støvet ørkenrock, så ender lyden simpelthen med at føles for “ren” på numrene. Så i stedet for fornemmelsen og klangen af en ruskende ørkenstorm, bliver det mere et lidt blødt vindpust man rammes af, når sangene skydes af sted.
“Dead On Arrival” starter ellers turen ud på rockens befærdede landeveje med godt med smæk på, man aner ud over de nævnte inspirationskilder et svagt ekko af Nirvana’sk melodisk opbygning. I det hele taget har nummeret et fint 90’er præg, og de fire mand i motorrummet får hele maskinen til at brumme og rumle godt igennem. Vokalen leveres i tilbagelænet og kontrolleret stil, næsten helt lazy and laid back, det er velsunget, men næsten FOR “dovent” og cool. Forstå mig ret, stemmen er god, men for at få lidt mere dynamik i sangene savner man lidt mere ukontrolleret vildskab og skæv stemmebåndsakrobatik hist og her i sangene. Det er selvfølgelig et bevidst valg fra bandets side, at sådan skal vokalen lyde i The Damned Hoovers, men over de tre numre savner man nogle orale eksplosioner, til at bryde den ellers grundlæggende fine og rene linje der ligges.
Lidt mere rock og rul primitivt bliver det på den muskuløse primatrocker “Gotta Get Away”, som demonstrerer en af de ting, The Damned Hoovers synes at have helt styr på – deres stil og udtryk. Bandet leverer generelt set på demoen en meget stilsikker og trods de åbenlyse forbilleder også en ret selvstændig lyd. De ved tilsyneladende, hvad de vil og hvordan det skal lyde. At jeg så ikke helt bliver revet med, trods et fornuftigt drive i sangen, er jo nok en ren smagssag, der ikke mindst beror på de “problemer” jeg tidligere nævnte. Et andet lille aber dabei, jeg har med dette nummer, er en ellers god og simpel opbremsning i sangen, hvor bassen får lov til at holde musikken i venteposition imens man venter på at den afsluttes med et brag. Desværre er det som om, det aldrig går helt nok amok og bliver sprængfarligt nok, når nummeret knaldes i gang igen. Intentionen og idéen mærkes, men lige et nøk op i intensitet havde fungeret bedre for mig.
På den lidt mere ambitiøse afslutter, “Mexico”, leger The Damned Hoovers med klip fra politiradio, i et nummer der fræser derudaf med panserne i hælene, og en mere råt rockende klang vinder indpas. Det klæder Haderslev-banden rigtig godt. Gnistrende guitarer, en vellykket febrilsk stemning, og i det hele taget hvirvles der her tilpas meget støv op, i forhold til hvad jeg lidt savnede i de to første numre.
Gnister der gør det hele meget brandfarligt, er måske ellers det, jeg savner mest på demoen. The Damned Hoovers lader til at have værktøjerne til at sætte ild til møget, men på disse tre sange får ilden aldrig rigtig helt fat og frem for den eksplosion der lurer en del steder i musikken, så nøjes det med at ulme lidt i sidste ende. Det kan være ganske små justeringer og fintuning af elementerne, der skal til før det hele slår ud i lys lue, for musikken og fremførelsen er bestemt habil, men i denne omgang lidt for anonym i mine ører. Som jeg skrev indledningsvis fornemmer man dog at potentialet til mere er til stede, og for en første demo udviser The Damned Hoovers driftsikker melodisk tæft og masser af rocksjæl – men spræng dæmningen næste gang, så tror jeg den er der, og vi ryger over de tre solide stjerner!
Anmeldt af Kodi
The Damned Hoovers på Reverbnation
Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
