Garage rock duoen The Courettes blæser afsted fra start til slut på 10″ udgivelsen Here are The Courettes. Jeg bliver en smule stakåndet undervejs og savner lidt flere svinkeærinder, omveje og opfindsomhed, selv om det nu heller ikke er skidt at blive blæst igennem af ren, upoleret rock.
Udgivelsen er optaget live i studiet, i mono, med Kim Kix fra Powersolo bag knapperne. Det giver også en god indikation af, hvor vi er henne lydmæssigt, for The Courettes er upolerede, rå og lige i fjæset og er ikke bange for at skratte, hyle og bjæffe undervejs. Det er for så vidt ganske udmærket, og passer genren godt, og giver et autentisk og no bullshit udtryk, omend meget rustikt. Og ind i mellem kan man godt få den tanke at en mere poleret produktion kunne have fået andre kvaliteter frem.
Duoen består af danske Martin Couri, som sørger for at baske godt og livligt til trommerne (det har han også gjort i Thee Attacks og Columbian Neckties) og hans brasilianske kone, Flavia Couri, der står for det meste af vokalarbejdet. Med ‘I’ve Been Walking’ får vi en relativt let åbning, hvor Flavia Couri’s vokal holder sig i et relativt pænt leje, og det fængende riff garneres med levende trommespil. Enkelt og effektivt. Tempoet bankes i vejret på den passende betitlede ‘Go! Go! Go!’, som ikke just er en opvisning i opfindsomhed, men tamper fint afsted med en lidt mere vrængende vokal fra Flavia Couri – og heldigvis også holder spilletiden klædeligt nede.
Og sådan fræser The Courettes videre med simple virkemidler. ‘Money Blind’ har en lidt klichéfyldt tekst om penges dårlige indflydelse på mennesker, men er igen primært er medrivende på grund af den uforfalskede energi, der løber igennem hele udgivelsen. Sangskrivningsmæssigt er den desværre temmelig kedelig. Til gengæld har ‘The Boy I Love’ en kæk charme og en uimodståelig friskhed, som er smittende. Nogle af de samme kvaliteter finder man på ‘Push It Too Hard’, hvor det er Martin Couri (går jeg ud fra) der synger, og musikken og vokalen bevæger sig i en rockabilly pastichet stil, som godt kunne minde om hvad Kim Kix og kumpaner ind i mellem skruer sammen i Powersolo. Her får trommerne i øvrigt også noget nær frie tøjler til at accelerere og hamre løs, og det er sådan set ganske velgørende.
Energien er fortsat umiskendelig på ‘I Wanna Be Your Yoko Ono’, men selv om Flavia Couri gør hvad hun kan for at skrige lidt ekstra liv i kludene, så er nummeret hurtigt glemt og virker overflødigt. Det bliver heldigvis afløst af det kantet aggressive ‘Shiver’, der har riffet, der kan bære de 2 1/2 minut nummeret varer (men heller ikke meget mere). Heldigvis lader det til at The Courettes er ganske bevidste om at spille på deres fremmeste forcer, den pågående energi og det gode øre for riffs og melodier, som også findes på ‘We Gonna Die’, det sidste nummer på 10″-udgivelsen. Her lyder Couri lidt mere hidsig og fandenivoldsk; “We all gonna die!”, lyder det med bestemthed, og det er jo en sandhed, der er svær at argumentere imod.
Spørgsmålet jeg efterlades med efter endt lytning ad flere omgange er ikke om verden har brug for (endnu) et rustikt, godt garage-rock band, for dem kan vi altid bruge flere af. Det er mere om The Courettes er sådan ét, der ikke er til at overse. Det ender nemlig med at være en kortvarig impact numrene har på mig, og det er ikke mange stumper, der sidder tilbage i hovedet efter endt lytning.
Der er dog ikke nogen tvivl om at bandet har værktøjerne i orden, og udtrykket er både autentisk og vidner om at der er en hel del potentiale i bandet – energien er umiskendelig og der er flere gode riffs og melodier undervejs. De skal bare være endnu bedre, før jeg er helt med på bølgen. Indtil videre giver det 3 store stjerner til The Courettes, som er i gang med nyt materiale. Det kan meget vel være, at det indfrier det, jeg efterspørger – og jeg er til gengæld allerede ganske overbevist om at det må være en fest live.
Tjek The Courettes ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
