Danske Cosmonks er nogle rutinerede herrer. Bandet har rødder helt tilbage til 1992 og trods et lidt langsommeligt output er de nået frem til deres 3. udgivelse, Meet The Cosmonks. Trods rutinen og spredte lyspunkter, er det beklageligvis en overordnet rodet, ufokuseret og frustrerende lytteoplevelse, hvor alle mulige rock-genrer bakses sammen.
Frustrerende, fordi Cosmonks, når det kører for dem, er et ganske kapabelt og habilt rockende band. Desværre er det kun i spredte glimt, at bissen skrues på og der hardrockes kompetent igennem. På størstedelen af de 6 numre virker det som spredt fægtning, hvor bandets inspirationskilder eller personlige præferencer forsøges fusioneret, uden det store held. Nogle gange endda i et og samme nummer, andre gange ved at hoppe fra genre til genre fra sang til sang.
Det er kort sagt lidt af en rodebutik Meet The Cosmonks byder på, en rodebutik hvis indhold heller ikke altid er lige ophidsende eller pirrende. Dertil kommer en vokal der periodevis lyder som om den kommer skævt ind i sangene, når den da ikke lige fremstår decideret dårlig. Tough luck, men det er sådan det lyder i mine ører. Den er ikke helt håbløs, når den iscenesættes rigtigt og finder sit leje, så fungerer det nogenlunde, men udfaldene er desværre dem man husker bedst. Og så har vi et problem med udtalen af visse engelske ord og bogstaver, især “a” der bliver til et fladt, dansk “ø/å”, så love bliver til “løåv”, discoball til “discobøåll” osv. – det skærer i ørerne!
Vi lægger ud med en rejse tilbage til dengang Cosmonks var et ungt band, nemlig 90’erne. Åbneren, “Forget About Love” er en klassisk let fordøjelig og ganske fornøjelig alternativt rockende radio-popper. I kender stilen, frejdigt tempo, catchy melodi og fint lille omkvæd. Lidt velkendt måske, men Cosmonks har et orgel i baghånden, som lige er med til at give deres klang, og dette nummer, lidt særpræg. Jeg ved ikke om jeg er helt solgt på hvordan orgelet bruges her, især i anden halvdel af nummeret hvor det får en mere fremtrædende plads. Der går lidt 80’er Dire Straits i den, om det er godt eller skidt må den enkelte bedømme.
Vi iler videre til “Fragments Of A Song”, som nærmest kunne have været en overskrift for hele pladen. Her er stilen mere tilbagelænet og afventende, mens vokalen for første gang kommer en kende skævt ind i sangen – ligesom jeg ikke er solgt på hverken den klang eller den “bølgende” måde der synges på her. Nummeret virker som om det aldrig kommer helt ud af starthullerne, og det hele ender med at føles som et 3 minutter langt vadested, der ikke rigtig fører nogen vegne.
Det bringer os halvvejs, hvor “Cowboys” agerer midterakse på udgivelsen og samtidig er længste nummer med en spilletid på over 6 ½ minut. Hvor Cosmonks lige før havde vanskeligheder med at gøre 3 minutter interessante for mig, så er den snigende og langsomt opbyggende “Cowboys” sjovt nok EP’ens bedste og mest spændende nummer for mig. Her har bandet fat i noget der fungerer rigtig godt, enkeltdelene, inklusive orglet, spiller godt sammen og man fornemmer noget tyngde og bid, som jeg indledningsvis savnede.
Så tilgiver man også, at vokalen endnu engang, efter over et minuts ulmende og heftigt brummende indledning, snubler lidt ind i sangen med linjerne:
These are not the yellow pages
They are blueprints of my beating heart
This ain’t no book of revelation
This is just a new and better start
Versene er overordnet nummerets svage punkt, i hvert fald hvis man ser på vokal siden, musikalsk står Cosmonks og rumle-rocker overbevisende. Når der kommer noget anden stemme/kor på sammen med lead vokalen, så fungerer det meget bedre på den front. Fedt nummer.
Så går det desværre galt igen på den efterfølgende “Honk At Vern”, hvor Cosmonks står i stampe i en form for let funky småpsykedelisk suppe-steg-is “nu går vi ud og henter kaffe” pause muzak. Her er der stort set intet der fungerer for mig. Heldigvis følges der op med den ret medrivende “Discoball”. Kort energisk intro på 30 sekunder, opbremsning og en roligt og afventende passage, inden nummeret luskes i gang. Pulsen stiger, og sangen letter for alvor efter et minuts tid. Lige som i “Cowboys” får Cosmonks her enkeltdelene til at spille gnidningsfrit sammen, vokalen finder et godt leje, bandet viser de altså kan rocke og rykke virkelig godt igennem når de rammer rent, samtidig med at der tages nogle velfungerende chancer med sangskrivningen.
Ærgerligt nok taber Meet The Cosmonks lidt pusten igen på EP’en sidste nummer, “The Weatherman”.
Is it a crime to steal back what is mine
When all I do is drink your wine
I am your boy and I’ll be your toy
Og så ellers et midttempo nummer i tomgang, som jeg ikke rigtig kan se pointen i, eller hvor Cosmonks vil hen med.
Og det er et af de overordnede problemer med Meet The Cosmonks, hvor skal vi egentlig hen, og ved bandet det selv? Og titlen til trods, så er jeg egentlig ikke blevet klogere på hvem Cosmonks er – ud over at de virker en smule stilforvirrede, eller kunne tåle at blive lidt mere kræsne angående hvad de inkluderer i deres lyd.
Når Cosmonks fokuserer på at spille og rocke igennem i den hårdere ende af deres skala, så er det altså ret solidt, det bandet får banket af sted. Men det samlede billede denne EP efterlader er underligt fragmenteret rent stilistisk, og indeholder en række udfald på forskellige fronter der ender med at trække det samlede indtryk ned under middel.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Cosmonks på Facebook
