The Cosmic Rabbit Holes albumdebuterer med et let psykedelisk rockalbum med fine melodier.
The Cosmic Rabbit Holes er stiftet af Aske Kristiansen, som nogen vil kende som råbende og skrigende orgelmand i Helhorse. Her har han slået pjalterne sammen med en flok barndomsvenner, der har gjort sig i andre dele af det musikalske spektrum. Men lad det være sagt med det samme: Hvis man forventer noget, der lyder af Helhorse, så skal man gå et andet sted hen end til The Cosmic Rabbit Holes.
Orglet spiller en fremtrædende rolle i The Cosmic Rabbit Holes’ lyd. Som albumtitlen antyder, så bevæger vi os i et psykedelisk rocket univers, der faktisk også er relativt “let” i lyden, også med tanke på Kristiansen’s fortid i Helhorse. Selv om både bas og guitar stikker næsen frem på åbneren ‘Silk Road Express’, så er The Cosmic Rabbit Holes ikke noget riffmonster.
Heller ikke på ‘Drowning in Whipped Cream’, hvor rytmen er godt sovset ind i orgel, og nummeret flyder afsted i sit helt eget rolige tempo, og afsluttes af et instrumentalstykke, der oser af stille overskud.
På den efterfølgende ‘The Echo Trees’ får jeg en hel del Wolf Parade vibes – det gør jeg også et par andre steder undervejs. Der er noget med vokalmelodien og klangen i Kristiansen’s vokal og brugen af flere vokaler, der giver mig associationer til canadierne.
Orgel og lyse flerstemmige vokaler indleder ‘My Hawaiian Space Monoculars’, inden nummeret langsomt udvikler sig i en mere rocket retning, uden det ligefrem bliver tempofyldt. Det kan man heller ikke kalde titelnummeret, der falder som midterstykke på pladen, virker netop tænkt som et midterstykke, en instrumental mundrenser (eller ørerenser, ville nok være mere korrekt) inden anden halvdel af albummet.
Ikke at albummets sidste fire numre, ‘Flowers’, ‘Lunatics’, ‘Blissed-Out’ og ‘Rivers of Love’, er væsensforskellige fra de første fire.
‘Flowers’ har et næsten western-rockende anslag, inden vokalen sætter ind og nummeret antager en mere drømmende klang. Også ‘Lunatics’ har noget drømmende over sig, og her bliver det nærmest vuggende og duvende oveni, mens ‘Blissed-Out’ indleder i mere synth-klingende territorium inden akustisk fingerspil og tilbagelænet trommespil overtager instrumentalt.
Endelig får vi så ‘Rivers of Love’, hvor der trækkes på psykedeliske rocktraditioner, der rækker tilbage til 60’erne. Det er også albummets længste nummer med sine godt syv minutters spilletid. Heller ikke her skynder The Cosmic Rabbit Holes sig, men alligevel får man en fornemmelse af, at der er noget på spil. Her er der gjort en del ud af vokalarbejdet, hvor der ligger flere lag af vokaler, mens også guitarerne får lov at brodere der ud af.
De sidste minutter af nummeret glider langsomt ud instrumentalt og ender i en susen, og hvor den slags nogle gange kan virke som en unødig måde at strække tiden på, så virker det som en passende afslutning på The World Is Drugs, fordi det passer godt ind i albummets øvrige udtryk.
The Cosmic Rabbit Holes tager sig tid og virker tilpas med at spille en relativt langsom og drømmende form for psykedelisk rock. De gode melodier kigger også frem flere steder på pladen, som heller ikke er komplet udynamisk. Det er veludført, og man bliver ført ind i stemningen som lytter – til gengæld er der ikke så mange standout tracks på albummet. Der er melodistumper jeg kan huske efter endt lytning (eksempelvis fra afslutteren), men ikke så meget, der for alvor sidder fast. Men et solidt og stemningsfuldt album er det, og det kunne sagtens være et album jeg fandt frem igen.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
