The Consolation går ad velbetrådte stier ud over de amerikanske vidder for at finde inspiration til deres pænt producerede americana-rock. Det har resulteret i et album, der indeholder en del numre, der nok skal få radiospilletid, men som ikke helt overbeviser undertegnede.
Der er ikke nogen tvivl om at The Consolation kan deres kram og har fat i noget på The Consolation. Tidligere har bandet udgivet et album under navnet Rough Sketch Consolation, men nu er udtrykket blevet fokuseret og bandnavnet kortet ned. De elleve skæringer på albummet bevæger sig allesammen omkring den musikalske prærie, som er blevet et populært sted at opholde sig for danske bands – og det er der bestemt ikke noget i vejen med, selv om man i perioder som anmelder kan få en halvvejs forstoppelse. Det er dog ikke genren, der gør, at jeg ikke bliver helt solgt på The Consolation.
Der lægges nemlig ganske udmærket ud med ‘The Reaper’, hvor trommerne giver nummeret et kraftfuldt afsæt, der følges godt op af guitarspillet, inden instrumenteringen skrælles ned til en enkelt guitar og Nis Gaarde’s dybe vokal stempler ind. En vokal som jeg har det lidt ambivalent med, da jeg på den ene side synes den fungerer som et stort aktiv på en stor del af albummet, men ind i mellem er de lidt for genrepastiche-lydende fraseringer simpelthen for søgte i mine ører. Det er givetvis en smagssag, men for mig bliver det et irritationsmoment. Dog ikke allerede på ‘The Reaper’, som formår at være både kraftfuldt rockende og afdæmpet medrivende.
Den følges op af ‘Manitoba’ som forud for albumudgivelsen (i april) var ude som single. Det er i og for sig forståeligt, for det er en radiovenlig sag, der også bliver alt for pæn og poleret for min smag. Det smager simpelthen lidt for meget af al mulig anden radiovenlig country/folk-rock, og selv om der ikke er en finger at sætte på udførelsen og det bestemt er en hæderlig sang, så kommer jeg hurtigt til at kede mig.
Lidt mere mørke får vi ganske passende i indledningen til ‘Darkness’, men den ender alligevel med at virke lidt for lys og poleret. Og det er lidt den generelle oplevelse jeg får af albummet.Tag bare ‘Goodhearts & Ramblers’, som måske på papiret, med sin fortælling om en bar med diverse særprægede fordrukne eksistenser, emmer af kernen i americana. Men den ender simpelthen med at være alt for nydelig til at jeg helt kan tro at det er sted, der findes andre steder end på film og i The Consolation’s univers. Jeg ved ikke om The Consolation har været på bar-crawl gennem sydstaterne og været på et væld af den slags barer, men hvis de har, så mærker jeg det i hvert fald ikke.
På ‘Red Cloud’ lykkes bandet til gengæld bedre med stemningsopbygningen, og her giver de elektriske guitarer et stænk af farlighed – desværre bliver den farlighed demonteret af et vældig pænt omkvæd, som sikkert vil gøre sig godt i radioen, men jeg synes ikke det klæder nummeret på samme måde som guitarsoloen mod slutningen. Samme fornemmelse ender jeg med på et nummer som ‘Lost Key’, som ellers har en glimrende åbningslinie i form af “Staying in New York is such a drag//Waiting for a pleasant heart attack”, men klaustrofobien som ellers kunne have potentiale for at udfolde sig, bliver pakket for meget ind i vat, trods ellers fint pedal steel guitarspil. Og det samme er tilfældet på den mere nedtonede ‘No Soul City’, som ellers overvejende lykkes med at ramme en melankolsk grundtone.
‘Cherokee Bill’ har lidt honky-tonk kant, og en interessant historie, men igen ender jeg med at støde panden på den lidt for glatte overflade, ligesom nummeret heller ikke for alvor rykker sig af stedet, trods igen udmærket spil af Jacob Svensson på bassen, Kristian Ødegaard på trommerne og Thomas Støtt på guitar. Guitarerne får heldigvis lov at hvine en smule i starten af ‘Portland Girl’, mens ‘Harrowed We Are’ ulmer dunkelt indledningsvist, og rammer en snert af noget mørkt og kantet undervejs. Igen synes jeg dog omkvædet bliver for pænt og luftigt, og dermed punkterer lidt af stemningen.
Albummet lukkes med ‘See You’, der byder på et mere nedbarberet udtryk, som egentlig klæder bandet, omend der ikke er den helt store udvikling i nummeret. Dog en ganske solid lukker, på et album, som i mine ører lidt for ofte søger det svulstige radiovenlige omkvæd, og simpelthen er for pænt og nydeligt i kanterne. Det er ærgerligt, for The Consolation har værktøjerne i orden, og jeg har ikke noget at udsætte på den instrumentale fremførelse, ligesom Gaarde’s vokal for det meste fungerer godt, selv om jeg, som tidligere nævnt, står lidt af på nogle af fraseringerne. Men igen: Jeg kommer simpelthen til at savne noget kant, desperation og en eller farlighed til at bakke sangene om outlaws, ildkamp og skumle barer nede ved floden op med musikalsk og vokalt.
Igen, der er givetvis mange, som vil have det glimrende med The Consolation, og et nummer som ‘Manitoba’ har allerede fået godt med airplay på P4. Men The Consolation bliver simpelthen for pænt, ufarligt og mangler opfindsomheden i sangskrivningen til at overbevise undertegnede, som gerne havde hørt mere i stil med ‘The Reaper’. 3 stjerner lander vi på, men tjek alligevel The Consolation ud hvis du er til genren, for der er bestemt masser af potentiale at bygge videre på.
Du kan finde The Consolation på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
