Trioen, der består af Da Palma, bas og vokal, Morks, guitar og backing vokal samt Fruggi på trommer, startede tilbage i 2000 bandet, som blev funderet på en blanding af kaffe, humle, tobak og en kritisk holdning til omtrent alt, samt en god portion fandenivoldsk rock ‘n’ roll. De holder til i smilets by Aarhus, og spiller i følge dem selv “stress blues”, der ikke er en ny genre, da bandet på ingen måde prøver at opfinde den dybe tallerken. De har blot, som de skriver, fundet deres egen gyde i byen Punkrock.
Stress blues er nok ikke ligefrem den betegnelse jeg vil bruge, efter jeg næsten har slidt den fremsendte vinyl op. For stress, eller for den sags skyld blues, er ikke ligefrem det der gennemsyrer pladen, derimod er det gode gamle dyder fra punkrock, grunge og rock ‘n’ roll med en klar overvægt til det punkrockede.
Pladen består af 9 sange, og med en samlet spilletid på 17 minutter og 18 sekunder, ja så skal man spænde hjelmen og følge med, for når først pladen drejer, så går det raskt ud over stepperne.
Første nummer man får tyret i fjæset er titelnummeret “Almost Happy and Completely Stupid”, en 2 minutter lang grunge-punk-rock udladning, der sender lytteren retur til sidst i 80’erne, hvor grungen var ved at stikke snuden frem på den anden side af atlanten. Et fint nummer med god energi, god melodi, dejligt skævt og ikke mindst sluttet af med en fin guitarsolo.
“Almost Happy and Completely Stupid” bilver fulgt op af “Floating” (pladens korteste med 1.22, hvis man ser bort fra “Ringtone”), hvor der er skruet ned for tempoet og energien, en lille punk-ballade kan man vel kalde den. Et tilforladeligt nummer, der ikke gør nogen noget ondt.
“Rock The Soil” gør netop det den hedder, De Rene Drenge er tilbage på punk-rock skinnerne. “I rock the soil 6 feet under ground”, tja, så behøver jeg vel ikke uddybe det yderligere. En solid punk sang, hvor der veksles fint mellem råt sunget vokal og råbe-stykker og hvor tempoet varieres fornemt.
“No Strike And You’re Out” er en af pladens stærkeste sange, hvor bandet skruer en anelse ned for punk-elementerne, uden at de helt forsvinder, og skruer en anelse op for the good ‘ol rock ‘n’ roll. Der veksles fint mellem vokalerne, og den 2 minutter lange sang er super skruet sammen, klassisk, men uden at blive kedelig. En fin lille “nede-på-jorden” rock sang.
Næste punkt på programmet er “Ringtone”, som jeg kunne forestille mig rent faktisk er beregnet som en ringetone. Et tungt instrumentalt stykke på 20 sekunder, så er den skid slået. En fin lille breaker, før side B skal under nålen.
“Dancing With My Demons” er pladens længste nummer på 3 minutter og 10 sekunder, og samtidig det mest “poppede”, hvis man kan kalde det det. Igen er sangen klassisk skåret, et fint vers efterfulgt af et godt omkvæd, og der bygges stille og roligt op til slutningen, der på behørig vis ender med en gedigen guitarsolo og uptempo trommer.
“What Happened” er det mest punkede nummer på pladen. Her er der i den grad dømt ud over stepperne uden at se sig tilbage. En stille intro der bygger op til et minuts punk udladning, mens den efterfølgende “Inside The Castle” skruer tempt helt i bund, faktisk helt derned hvor det bliver semi-tungt, et meget fint kort at smide efter man i de foregående 7 sange er blevet, mere eller mindre, bombarderet med hurtige riffs. Et fedt nummer hvor bandet igen viser begrænsningens kunst, og stopper hvor andre bands måske liige ville nappe en runde mere. En af albummets bedste sange.
Der sluttes på fornemmeste vis af med pladens stærkeste sang, “In Limbo”. Igen er der fuld skrald på fra start til slut i bedste punkrock stil. Det er aggressivt, det er energisk og det er alt andet end poleret. Og når sangen så samtidig er udstyret med et omkvæd der sidder i bøtten lang tid efter, og sangen generelt er skruet nærmest perfekt sammen, tja så bliver det vel ikke meget bedre.
Det skal siges at Almost Happy & Completely Stupid er langt fra perfekt, og det er netop charmen ved pladen. Havde den været flot produceret, vokalerne været spot on, ja, så havde det efter al sandsynlighed været en røvkedelig oplevelse at lytte til. Den noget low-core, men stadig helt fine, produktion og lidt falske vokal hist og her, passer perfekt til Clean Boys’ udtryk og ikke mindst sange, der hele vejen igennem er lige ud af landevejen, og meget simple i deres opbygning. Men ved hjælp af gode melodier, gode musikere og en evne til at stoppe mens legen er god, ja, så rammer de sgu med deres 9 sange, noget der sender minder tilbage til pre-grunge æraen – det er ægte og autentisk punkrock.
Jeg smider pladen på igen, og smider ligeledes 4 store stjerner efter Clean Boys. Jeg håber ikke der går 13 år før næste vinyl rammer gaden.
Almost Happy & Completely Stupid er optaget og produceret i Horsens D.I.Y. studio og mastreret i 25 O’clock studio og covereret er af illustrator af Lars Munk.
Hør titenummeret “Almost Happy and Completely Stupid” via bandets Soundcloud profil og besøg bandet på deres Facebook-side
Anmeldt af Bonde
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
