Lucas Berner er klar med album nummer to som The Chairman, hvor han med kærligheden og destruktiv angst som brændstof og pejlemærke begive sig ud på en spændende musikalsk rejse. Mod destinationer, hvor soul, pop, hiphop, og eksperimenter flyder sammen.
Noget af det første jeg bed mærke i da jeg lyttede albummet igennem, og det er måske naturligt nok, var Lucas Berners vokal. Ikke kun fordi den er mørk og meget markant, når han åbner munden og ikke lader lydfladerne dominere. Nej, det er ikke mindst fordi det er et utroligt velsunget album. Det er simpelthen utroligt, at den stemme ikke flyder ud af en meget ældre og erfaren sanger.
Det virker tilmed enormt ubesværet og naturligt, hvilket jo er en kunst i sig selv. Leveringen er usvigelig sikker, doseringen af stemmebåndets spændstighed og virkemidler ligeså. Det er blæret, cool og kontrolleret på den helt rigtig måde, hvor det emmer af overskud, overblik, og ja, naturtalent. En nydelse.
Det samme kan egentlig siges om den musikalske del af The Chairman, der på meget udansk vis lyder som en blanding af electro, soul, art pop og noget croon. Alt sammen, igen, smagfuldt og effektivt doseret og leveret, så der er en rigtig fin balance hele pladen igennem.
Der er også et overordnet tema for albummets tolv numre, den gode gamle kærlighed. Lige på det punkt sætter The Chairman jo ikke ligefrem nye rekorder for opfindsomhed, men nu er det jo et evigt gyldigt tema, som har (mindst) lige så mange afskygninger og betydninger som der er folk på jorden. Hos Berner er det efter devisen “kærlighed og destruktiv angst”, angsten for at miste kærligheden, der ender med at æde den op.
The Strange Life er genremæssigt en lidt flakkende oplevelse, jeg formoder at hvert nummer, på en måde, afspejler en ny kvinde eller en ny udgave af kærligheden, så det er kun naturligt, hvor også vokalen jævnligt foretager et hamskifte. Det ene øjeblik kan den være halv-dyb, eftertænksom og “mærket” som på den lækre albumåbner “Masquerade In The Radio”, meget mere soul-Prince high pitched på et nummer som “Barcelona” (indledningsvist) eller “She’s Not Fine”, eller lidt fodslæbende snakke-syngende på “Animate”.
The Chairman er på ingen måde bange for at lege med udtrykket, eller prøve ting af på The Strange Life, hvilket gør at størstedelen af de velkomponerede 12 numre bare flyder afsted og de knap tre kvarters spilletid ikke føles for lang. Der er et enkelt, grumt, udfald, og det er helt klart en smagssag. Men “Intermezzo”, det første af to intermezzoer på albummet, der falder som tredje nummer, er 3 minutter der skærer i mine stakkels ører. Der eksperimenteres med nogle vokaleffekter, jeg er ikke klog nok på det felt til at kunne sige hvad det er der bruges af tricks, men vokalen skifter mellem højstemt sang og noget der kan beskrives som “jordegern” effekt – med flot uh uh kor i baggrunden. Huha, det nummer driver mig til vanvid.
Til gengæld er niveauet i resten tårnhøjt, efter sigende har Berner skabt 60-70 sange i skriveprocessen og valgt dem der passede bedst til pladen. Det emmer også af kvalitet, tag bare de tre singler, “Animate”, “Masquerade In The Radio” og især “Dandelions” der er udsendt inden udgivelsen. Sidstnævnte er en forrygende velproduceret, velskrevet og barre generelt veldrejet alt-pop sag, der både smører og danser i øregangene, men har masser af kant og kringlede kroge til, at den er værd at gå på opdagelse i igen og igen.
“Now that you love me, I’m not sure where I stand anymore”, lyder det indledningsvis på de næsten 6 minutter lange duet “Now That You Love Me”. Som man kan fornemme, også på den dunkende puls og de lidt nervøse tangenter i nummeret, så nager tvivlen – også selvom man har “vundet”. På dette nummer får Berner assistance af den “debuterende” sangerinde Kleo, der med rolig, ren og blød stemmeføring og vokal virker som lidt af et fund. I hvert fald som bidragsyder i dette nummer, hvor hun er med til at gøre det til en meget vellykket duet og ikke en af den slags hvor det hele føles lidt opstillet og klippe/klistret sammen.
Hun er heller ikke eneste gæst, på den efterfølgende “She’s Not Fine” dukker Aarhus-rapperen Monti op og giver pladen en overraskende vellykket hiphop indsprøjtning. Der er i forvejen noget lidt hiphoppet over nummerets rytme, men der foretages et komplet stil- og retningsskifte i Monti’s dele, uden at nummeret falder fra hinanden eller kommer til at fremstå rodet. På den måde bliver denne sang lidt et mikrokosmos der afspejler hele pladen, hvor overraskende og lidt dristige valg sprænger poprammen og tager The Chairman ud på nogle interessante udflugter, der aldrig virker oversatsede eller forcerede. Det er sgu meget godt klaret!
Lucas Berner er “kun” midt i 20erne, men det overblik han, hans band og øvrige medhjælpere udviser her er ganske enkelt imponerende. Der er mod og nysgerrighed, hånd i hånd med fermt musikalsk håndværk og evnen til at skrive stærke sange med mange forskellige udtryk og en følelse af noget livsvisdom og modenhed, der gør at man bare føler sig i rigtig sikre hænder. Hvad skal de da ikke ende med?
Indtil videre 5 stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg The Chairman på Facebook
