Ni mand høj indtog The Chairman på overbevisende manér et noget sløjt besøgt Radar. Men dem, der var mødt frem, fik en stærk musikalsk oplevelse.
The Chairman er egentlig et projekt, som er vokset ud af Lucas Berner’s soveværelse, og resulterede i debut- og konceptalbummet 2064, som udkom i foråret. Live er lyden vokset endnu mere, og ud over Berner selv i front, var der både guitar, bas, organiske og elektroniske trommer, blæsere, sangerinde og keys med i aftenens opsætning. Det skulle vise sig at være en stor styrke.
Berner startede dog alene på scenen med en elektrisk guitar, og indledte med et knugende nyt nummer, som langsomt steg i intensitet. God start, foran et ikke specielt mangetalligt publikum – The Chairman er heller ikke ligefrem noget stort navn endnu, men med aftenens optræden skulle der være god grobund for at der kommer mange flere næste gange. Og så nok om hvor mange publikummer der var, for The Chairman lod sig ikke mærke med det. Efter første nummer trådte bandet ind på scenen, og vi fik en forsmag på, hvad The Chairman’s musik kan, når der kommer fyldig instrumentering på materialet.
Første nummer med bandet var endnu et nyt nummer, som indledtes med samples og både trommemaskine og organiske trommer, inden lydbilledet langsomt udvidede sig til en genresprængende hybrid, som både ramte soul, indie-rock, electro og meget mere undervejs – ofte i en ualmindeligt velfungerende blanding. Tematisk vil jeg gætte på vi var omkring euforiserende stoffer, en tilbagevendende linie handlede om “brown sugar/white relief”, og satte også barren højt for den kommende EP-udgivelse, som skulle være undervejs.
Berner fik det ellers mestendels siddende publikum op at stå og tættere på scenen, og selv om det aldrig blev en kogende onsdagsfest, var der god respons fra salen. Efterhånden udfoldede bandet også størstedelen af materialet fra 2064, som voksede med den omfattende instrumentering, fra et band, som virkede til at være i sync med hinanden og nød at stå på scenen. Det mobile element stod bassisten og guitarist Jakob Løkkegaard for, begge sprang veritabelt rundt ind i mellem, og drønede omkring bag Berner, som kort og godt har en stærk og alsidig vokal. Jeg noterede mig kun et enkelt sted hvor der var en lille smule slinger i valsen i en linie.
‘A Little Company’ vakte lidt genkendelse rundt omkring, og blev i øvrigt sendt tight og vellydende afsted, mens den næsten hymniske ‘Words from a Citizen’ løftede sig mod taget, og de storladne passager fik ekstra luft under vingerne – og blæserne måtte for min skyld godt have fået endnu mere power mod afslutningen. Men stadig, virkelig glimrende leveret, med glidende overgang til en ligeledes flot leveret ‘The New World’. Her fik man virkelig åbnet for den spændvidde og ambition, som ligger i materialet fra 2064 og The Chairman fik det til at vokse til noget endnu større på scenen.
‘Crown of Thorns’ blev leveret i en mere tilbagelænet version end på albummet, men med et udbygget vokalarbejde, ”Part I & II’, med dens dansable skift, fik sat gang i hofterne på publikum, mens min måske største favorit fra albummet, ‘Omphalos’, som på albummet, blev båret frem af tangenterne og fik masser af saft og kraft med bandets levering. Berner snakkede ikke for meget mellem numrene, næsten for lidt, men bandet virkede så godt afstemte, at der aldrig blev for lange pauser mellem numrene, som ofte blev leveret med glidende overgange. Et par nye numre blev introduceret, blandt andet ‘Barcelona’, som nærmest var en form for dunkel støj-lounge, hvis det giver nogen som helst form for mening, med heftige udladninger ind i mellem.
Herefter fik vi det måske mest oplagte ‘hit’ fra 2064, nemlig ‘How It Feels’, leveret med sjæl og nerve, inden det en time og 20 minutter lange sæt blev lukket med endnu et par nye numre, hvoraf især det sidste viste at The Chairman har godbidder i ærmet til den kommende udgivelse. Her antog musikken igen næsten hymnisk karakter, godt understøttet af en effektiv opbygning og velspillende musikere.
Kort og godt er det svært at finde ret meget at være utilfreds med, og ind i mellem lugtede det mere af international klasse end en grå onsdag aften i Aarhus. Jeg blev i hvert fald overbevist om, at The Chairman rummer et potentiale til ikke alene at nå et bredere publikum i Danmark, men også til at få opmærksomhed udenfor landets grænser. Som jeg bemærkede i min anmeldelse af albummet, er lyden ret udansk, og Berner’s vokal leveres med overbevisende diktion og uden dansk accent. Samtidig rummer The Chairman, især i ni-mands opstilling, mange musikalske nuancer og et genrekrydsende potentiale, som måske nok kan gøre dem svære at sætte i bås, men omvendt også gør, at musikken kan finde et bredere publikum. Heldigvis bliver man ikke strøget med hårene som lytter, og det bliver aldrig glat og poleret, men der er stadig så mange melodiske kvaliteter, at der burde være et mindre gennembrud om hjørnet.
Jeg kvitterer med 5 pæne stjerner for at lyse en grå onsdag aften i oktober op.
Anmeldelse og foto: Jonas Strandholdt Bach
