Der ligger en lidt kuriøs historie bag The Bullhounds. Historien om et samarbejde mellem den danske erhvervsmand Erling Daell og rutinerede amerikanske rockmusikere, blandt andet tidligere medlemmer af The Georgia Satellites. Desværre lever Protector indholdsmæssigt ikke helt op til den gode historie om udgivelsen .
Erling Daell er medejer og direktør i koncernen bag Daells Bolighus, Harald Nyborg og Jem & Fix. Men han er samtidig rockelsker og har gennem årene opbygget en venskabelig relation til tre tidligere Georgia Satellites medlemmer, som alle medvirker på albummet. Det samme gør Peter Stroud, der har spillet guitar for Stevie Nicks og Sheryl Crow. I front, på vokal, er Erling Daell selv.
Og lad os bare tage den med det samme – det er også albummets akilleshæl. Hvor god historien om Daell’s glæde ved rockmusikken og pladeindspilningen end er, så kan Daell’s vokal desværre ikke leve op til det. Det står allerede klart på åbneren ‘Fugitive’, hvor Daells vokal godt nok er behørigt hæs og rå, men det virker tilstræbt, og til gengæld synes jeg, at der mangler timing og klang. Især når den et par gange står alene i et break, lyder det ikke særligt godt. Til gengæld får vi en ganske fin guitarsolo, i det ellers ret ordinære rocknummer.
Sangene er leveret af en skønsom blanding af rutinerede internationale sangskrivere og et par mindre rutinerede danske bidragere, blandt andre Martin Ågerup fra tænketanken CEPOS. Det har resulteret i en række temmelig klichéfyldte rock’n roll sange, som ikke gør albummet mere spiseligt for mig. Eksempelvis singlen ‘Make It’ rammer noget, der er hørt et utal af gange før, og tilføjer ikke noget nyt. Den medrivende trommeintro til ‘Little Lady’ går hurtigt over mere metervare-rock, og her har Daell’s vokal igen problemer.
Og sådan fortsætter det. ‘Mean Mean Girl’ lyder af rockstandard, men er spillet med god energi, og her lykkes Daell bedre med vokalen. Til gengæld er det igen galt på den efterfølgende ‘Cruel’, som måske er det track på albummet, hvor vokalen lykkes dårligst (‘Moments’ er dog også kandidat). Det klinger også lidt hult når Daell på ‘Born With Nothing’ synger “I can fit everything I own/In the palm of my hand” og “I was born with nothing/And I still got half of it left” – en linie, der i pressematerialet udnævnes til at være “uforglemmelig”. Tjo, jeg husker i hvert fald en linie, der ligner: “I started out with nothing/And I still got most of it left”, fra albummet, af samme navn (‘Started Out With Nothin’ hedder nummeret) fra Seasick Steve.
‘If You Got No One’ banker afsted i lystigt rocktempo, mens ‘What Makes A Man’ mest gør sig bemærket ved tæerkrummende lyrik. “What makes a man?/ What makes a man?/ Is it logic? Is it faith?/ Is it skin and bones? /What makes a man? /What makes a man? / Is it saying ‘I don’t know’ when I don’t know? / Well I don’t know!”
‘Moments’ handler om at værdsætte livets øjeblikke, blandt andet fødslen af éns barn, og det nummer fungerer egentlig okay, bortset fra at Daell’s vokal igen bliver et forstyrrende element. Det samme er egentlig tilfældet på den efterfølgende ‘Star Treatment’, mens ‘Drunk, Tired & Mean’ rammer et fint, boogie-rockende groove, og er blandt albummets bedste skæringer. Det er i det hele taget i de højpotente rocksange, The Bullhounds lykkes bedst og energien kommer til sin ret.
Vi får en følelsesladet afslutning med ‘Red Kroovy’, som også er i den bedre ende på albummet. I det hele taget er den musikalske side af sagen ganske kompetent udført og velspillet – Peter Stroud og Rick Richards viser flere gange undervejs deres evner på guitarerne, hvor der bliver sendt flere fine soli afsted undervejs på Protector, og Mauro Magellans trommer og Keith Christophers bas udgør en solid og velspillende rytmesektion. Det er ikke nyskabende, men det er heller ikke ambitionen.
Idéen med at lave rock, der ikke er overproduceret og har nerve, er bestemt sympatisk, og i det hele taget er det absolut prisværdigt at Erling Daell har valgt at investere tid og penge i at indspille et rockalbum med garvede musikere bag sig. Desværre er sangene i bedste fald ordinære, og Daell’s evner som sanger lever ikke op til musikernes niveau. Det gør også Protector til en noget ujævn oplevelse, hvor der er for få højdepunkter, på trods af en flok velspillende musikere. Derfor ender karakteren på to stjerner.
Tjek The Bullhounds ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
