The Brotherhood of Sonic Love, det lyder måske sådan lidt svævende og hippie-agtigt, men gruppen, der består af medlemmer fra bands som On Trial, The Rosa Riot, Wild Evil Entertainment Dept., Rum 37 og flere, spiller støjende og knastør rock med tryk på.
Sammenrendet af musikere beskriver dem selv som: “en søn, hans far og et arsenal af fuzz-pedaler og venner”, men udsvinget i erfaring og alderskvotienten høres bestemt ikke på denne EP’s 4 veldrejede numre. Faktisk lyder det som om The Brotherhood of Sonic Love aldrig rigtig har lavet andet end at sætte rock-motoren i gear og snurre og brumme derudaf, med en let psykedelisk tone blafrende i slipstrømmen. Måske ikke helt ulig et band som Black Rebel Motorcycle Club?
Det er bundsolidt og uhyre sikkert håndværk, hvor der ikke rystes det mindste på hånden, så man straks føler sig i trygge rammer og ved, at det her er ikke en tur hvor man pludselig skrider ud i svinget og ryger i grøften. Ulempen er, at det næsten kan komme til, at virke FOR sikkert, så der mangler lidt overraskelser og måske også lidt flere numre, som for alvor bryder lydmuren.
Det er, som nævnt, ellers 4 driftsikre, og egentlig også slidstærke, skæringer bandet leverer. Der lægges stærkt ud med “I Wanna Touch Your Soul”, der oser af selvtillid og cool attitude, læderjakke rock i cruisertempo, som ud over BRMC følelsen også kunne minde lidt om den støvede hede-rock, som et band som Whores & Thieves har knurret med i nogle år.
”The things that makes us feel alive are gonna kill us. You keep the secrets of the universe deep within you. The things that makes us feel alive are gonna kill us. All the stars explode tonight deep within you…”.
Lyder det indledningsvist i nummeret, et citat de selv fremhæver i presseteksten. Ordene er fine nok i sig selv, men det er den forvrængede, vrængende og halv-kvalte levering, omkredset af den pulserene og cool rock-klang, som lige giver det sidste.
“Down In Style” skruer op for guitar støj-fladerne, mens der kommer lidt mere bevægelighed og elastik i melodien. Det lyder næsten som et møde britisk slut 80’er/start 90’er støj-rock og New Yorker coolness a la The Strokes. Selvom nummeret kun er 2 ½ minut langt, når vi også lige at opleve en brusende, larmende psych-rock bølge skylle gennem nummeret. Udtrykket bliver mere sammenbidt og dysteret på den efterfølgende “Wrong Side Of The Track”:
“Ever had the feeling that you don’t belong? Anywhere or to anyone? Ever had the feeling that you don’t fit in? I’ve felt this way since I was born, my friend…”.
Her blusser outsiderånden og stemningen for alvor op, mens musikken kradser og flår som en olm udgave af Baby Woodrose, eller det er måske arven efter On Trail der skinner igennem her? Pissefedt og sejt nummer, min personlige favorit på EP’en.
En EP der lukkes med at lydbilledet for alvor får lov til at grumse til, så man næsten kan se og lugte tågen fra røgmaskinerne på scenen. “Load and Explode” er en ordentlig brummebasse, hvor der vrides på gashåndtaget, så omdrejningstælleren får lov til at arbejde for sagen. Det er sgu rock med nosser og swagger det her.
Og noget som jeg virkelig godt kunne tænke mig at opleve live, det er noget af en lydmur bandet får bygget op her, og en veleksekveret samlet musikalsk pakke. Men også en man tænker lige kunne få det allersidste, eller et ekstra touch, hvis man kunne mærke lydtrykket på brystkassen, fornemme en snigende hylen for ørerne, hive luft ind der kradser lidt i næseborene og røg, der slører det hele. Leveret i en lille, svedig rockklub, naturligvis.
The Brotherhood of Sonic Love spiller stramt, kontrolleret, “vi har solbriller på indenfor” sejt og med volumen på max. Jeg savner lige en sang eller to mere af samme kaliber som “Wrong Side Of The Track”, men 4, store stjerner spiller de sig, uden at få særligt meget sved på panden og i overlegen stil, op på.
MERE!
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg The Brotherhood of Sonic Love på facebook
