Hvor mange gange kan man skrive “sejt” i en anmeldelse? The Brotherhood of Sonic Love er et sejt rockband, der spiller sejt på deres seje debutalbum, Satellite Heart.
Jeg ved ikke hvad der er ægte eller mere ægte end andet og burde egentlig ikke gøre mig til dommer over det. Men, jeg ved hvad jeg synes føles ægte, når det lyder som om der er hældt noget hjerteblod i skidtet og rock ikke bare er en maske man tager på. Det gør det ægte… for mig. The Brotherhood of Sonic Love lyder på den måde ægte og “autentiske”.
Det er ikke den dybe tallerken der genopfindes her, det er beskidt, brummende rock ‘n roll med rustik rockvokal, den slags der leveres med læderjakke og solbriller på – i al slags vejr og også indendørs. Bandets seje attitude og badass lyd kompenserer også for, at det måske ikke er samtlige 10 numre på Satellite Heart, som står knivskarpt i hukommelsen bagefter. Men mens musikken knurrer og rumler ud af rockens ellers slidte veje, så er jeg med på turen. Sikkert med en smøg i mundvigen og mit bedste tough guy ansigt skruet godt fast i en passene grimasse.
Satellite Heart er rockmusik af og til rockelskere, som ikke behøver alle mulige moderne indfald og de store overraskelser. På den led er det ganske traditionelt men, skidtet fungerer når det leveres så overbevisende som tilfældet er her. “… enkle melodier, få akkorder og kontant levering”, er opskriften i følge bandet selv. Den følges til punkt og prikke med de fordele og ulemper det giver. Formlen er enkel, sikker og velfungerende men, der er nogle naturlige begrænsninger over 10 numre.
Bandet forsøger, at variere det stramme udtryk ved eksempelvis at bremse lidt op på “Yesterdays Drugs”, der med sit akustiske anslag skiller sig ud midt på pladen. En rigtig fin “overcoming” ballade, hvor jeg ikke helt undgår en Richard Ashcroft vibe. Der lurer dog en elektrisk guitar lige under overfalden, som stille og roligt sender små, støjende flader op til overfladen inden den får lov til at bryde mere igennem. Nummeret er i sig selv virkelig fint og virkningsfuldt men ikke mindst skaber det lidt variation.
Det er nok også den største ulempe ved pladen, at de ellers bundsolide mere hårdt rockende numre efterhånden flyder lidt sammen, som The Brotherhood of Sonic Love indædt arbejder sig igennem dem. Bundniveauet er godt men, der mangler måske et “hit” senere på albummet til lige, at give den det sidste løft. Den efterfølgende “”Sweet Disease” er ellers en sejt vuggende sag, der får rusket pladen godt i gang igen efter vores lille pause på rastepladsen. Ud på de støvede landeveje igen.
Lidt senere skiftes der gear igen med “Obsessed”, der både i lyd og stil minder mig en del om noget Lou Reed. Det lyder igen bare rigtig fedt og emmer af coolness med en tekst om besættelse (I’m obsessed by you), ikke nogen revolution indenfor rocklyrik men melodien er ganske fængende og noget fræk “du du” kor giver den lige det nødvendige twist til, at stiløvelsen glider fint ned.
Og det er måske nok rock n roll stiløvelser i den forstand, at det lægger sig op af en velkendt stil, klang og attitude men, bandet virker aldrig utroværdige eller som om de ikke har et hjerte med, som bløder for sagen. Og, så spiller de bare forbandet fedt. Åbneren “Urban Alienation Blues” sætter den helt rette stemning med sit slæbende tempo, en mur af guitar støj og nogle tungt huggende trommer, der får det hele til at slingre på den blærede måde.
Faktisk er der, hvis man lytterne til numrene isoleret set, ingen dårlige stunder på Satellite Heart, det er nok nærmere et spørgsmål om, at en vis mæthedsfornemmelse overfor stilen sætter ind hos mig over 10 numre. Men alt i alt lyder The Brotherhood of Sonic Love bare goddamn bad to the bone når de ruller deres lede, fede rock ud. Det er rock af den slags, som man sagtens kunne forestille sig i omgivelser som Gutter Island, eller en lille, tætpakket og møgvarm rockklub. Badet i hvidt lys og tæt røg, skruet op på 11.
Vi ender på 4 store stjerner for den samlede oplevelse.
Af Ken Damgaard Thomsen
