The Bronson Brothers viser små spredte glimt af storhed på Blind, men mest af alt fremstår udgivelsen som en rodet og uigennemskuelig affære, der er svær at blive klog på og finde ud af hvad man skal stille op med.
Blind er bandets tredje udgivelse, og er blevet til i slipstrømmen af udskiftninger i bandet og diverse vraggods. Det er muligt at den 7 numre lange EP har fungeret som en form for personlig musikterapi for de involverede parter, men som lytter sidder jeg tilbage med følelsen af, at lægge ører til en række ikke helt færdige idéer og nogle musikalske eksperimenter, som man måske skulle have lavet flere forsøg med i lydlaboratoriet, inden man udgav det.
Det er ikke fordi The Bronson Brothers er på musikalsk katastrofekurs på Blind, som sådan, det er mere at musikken stikker i mange forskellige retninger stilistisk og at 3-4 af numrene fremstår underligt ufærdige. Gruppen blander slut-60’er/start 70’er prog’et, atmosfærisk “rock” med synth, med numre der bevæger sig over i noget kaotisk indie-rocket. Det er de sidstnævnte, hvor kæden i visse tilfælde hopper godt og grundigt af, for den lettere Pink Floyd’ske klang på den anden halvdel af materialet er momentvis ganske smuk og betagende.
Men lad os tage det fra en ende af og se hvordan Blind’s uforudsigelige veje snor sig, inden det ender lidt ud i ingenting. For det starter særdeles lovende med åbneren “Smile”, spacey og atmosfærisk synth giver indledningen en fed Rumrejsen 2001 vibe. Der bygges tålmodigt op, uden de store udsving i synth-suppen, faktisk skal vi næsten 2 minutter ind i nummeret inden stemningen brydes af forsanger Jesper Harding’s halv-lyse vokal. Det er i øjeblikke som disse, at Pink Floyd referencen dukker op hos undertegnede. Nummeret begynder roligt at bevæge sig langsomt fremad, og ud i verdensrummet, med en tøffende rytme, men mest af alt føles det som om “Smile” bare får lov til at svæve og drive uden egentligt mål. Harding’s vokal, og noget backing, antager pludselig en mere skinger tone, uden at tempoet ændres, lyder lidt mystisk, men ikke så forstyrrende som de vokale udflugter der er i vente. Et i bund og grund flot og stemningsmættet åbningsnummer, men samtidig et, der også rummer et af de helt store problemer med EP’en generelt – det føles underligt uforløst, man savner en form for peak og målet synes at fortabe sig i tågerne.
At rejsen hen til noget måske netop er en del af selve pointen, som på den måde afspejles i musikken, er en mulighed, men så er der et eller andet ved den overordnede udførelse af dette på Blind, som ikke helt rammer som det skal. I hvert fald for mig. For tendensen med, at jeg lidt føler at drive med på en, for mig, formålsløs tur, forsætter over i den efterfølgende “A Day In The City”. Ligesom “Smile”, indeholder den dog en række vellykkede elementer, som på en måde får mig med på rejsen og legen. Den tilbagelænede og meget tydeligt artikulerede vokal på dette nummer, er nok der Harding står stærkest for mig på Blind. Den dominerende atmosfære, der gennemstrømmer sangen, er stadig en, der giver fornemmelsen at svæve roligt rundt i vægtløs tilstand et sted derude, eller inde i sindet, og selv om det periodevis får én til at svæve med og falde hen i musikken, så mangler nummeret igen en eller anden form for “belønning” for at tage turen. Man er ikke 100 % med hele vejen igennem og tager pludselig sig selv i at tænke, “hvad er pointen egentlig?”.
“The evening comes along, and starlight shows us where to go..” lyder det halvejs igennem næste afdæmpede skæring, “Twillight”. Nu begynder man for alvor at savne nogle eksplosioner, bare nogle små, i musikken, en form for retning og følelsen af at vi skal et eller andet sted hen, som ikke bare er ud mod tilfældige stjerner på nattehimlen. Herefter følger første eksempel på, at ligegyldigt hvad destinationen måtte være for The Bronson Brothers, så ryger udgivelsen helt ud af kurs. “Feeble Fingers” slår over i et mere tempofyldt indie-rocket spor, efter en afventende indledning, desværre et spor der skurrer mig i ørerne og virker som en meget forstyrrende kursændring. Det var da bestemt på tide med noget variation på EP’en, men det her lyder som en underligt ufærdig udflugt, nærmest som en Larsen and Furious Jane skitse, der aldrig aldrig skulle have forladt tegnebrættet. Værre bliver det et par minutter inde i “In Orbit”, hvor Harding kaster sig ud i noget dyb snakke-syngende vokal, som mildt sagt fremstår som en idé, der kunne have haft godt af noget finpudsning inden det blev udsendt. Musikalsk er det synth-trippede lydbillede ikke helt skævt, men samlet set føles sangen bare noget usammenhængende.
Derouten bliver gennemført sær på næstsidste nummer, “Down Down Down”, hvor den diskrete “Floyd feeling” får selskab af mystiske klange, lyde og andre geräusche, imens Harding og vokalen bevæger sig ud på lidt af et vildspor. Der tilstræbes muligvis en form for metallisk “robot” klang, men de korte og stift leverede sætninger leverer mere stof til forundring, end fascination. Til gengæld er nummeret langt! Ligesom 6 ud af 7 numre på EP’en, hvor man sagtens kan strække en tilsyneladende formålsløs tur ud i outer space ud i 6-7 minutter. Heldigvis lukkes Blind på en nogenlunde positiv tone med “Jimbo”. Efter den lydcollage-prægede “Down Down Down”, kommer der lidt melodi tilbage på EP’en. Faktisk er den lidt gospelklingende “klappe med” rytme i “Jimbo”, og en simpel lille guitarmelodi, momentvis medrivende, om end lettere malplaceret – for hvordan nåede vi hertil? Bandets hang til eksperimenterende lyde hist og her, og lidt unødvendig pilleri med “skinger-knappen” på vokalen, gør dog, at heller ikke “Jimbo” er en tur uden distraherende bump på vejen.
Allright, HJÆLP! Jeg er noget i vildrede over denne udgivelse og hvad The Bronson Brothers har tænkt, endsige ønsket af formidle med den. I spredte glimt aner man konturerne til noget, der kunne have været virkelig stort og forførende, men alt for meget af den lettere opblæste spilletid går med underlige, uigennemskuelige musikalske udflugter, som det er svært at finde hoved og hale i. Som samlet værk kan jeg ikke skimte den røde tråd, det fremstår nærmere mærkeligt, bare for at være mærkeligt. Ikke decideret uigennemtænkt, for man fornemmer at The Bronson Brothers har haft en eller anden større vision med Blind, men den fortaber sig desværre i tågerne for mig. Både fordi nogle af de musikalske valg virker direkte mærkelige, men også fordi mange af idéerne i musikken fremstår som halv-færdige skitser.
Så jeg ender desværre med at sidde med en gennemgribende følelse af “hvad kommer det her mig ved?”, når jeg tager på rejse igennem Blind. Måske forstår jeg simpelthen bare ikke pladen? Og hvis man gør, så er den med garanti mere værd end de 2 stjerner vi lander på her, så jeg anbefaler alligevel at man giver den et lyt, hvis man er nysgerrig.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Besøg The Bronson Brothers på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
