The Boy That Got Away leverer på deres andet album et solidt bud på grunge anno 2017. Der er point på nostalgikontoen, men desværre ikke noget afgørende nyt eller de helt stærke sange, der brænder sig fast, at finde på Moonsick.
Det er snart 3 år siden The Boy That Got Away udgav deres selvbetitlede debutalbum, som markerede bandet som et kompetent hård rock orkester, der trak på 90’ernes grunge-bølge og især Soundgarden. Netop Soundgarden dukker stadig op som reference-punkt her på bandets andet album, Moonsick. Og her tænker jeg især på den bastant buldrende udgave af Soundgarden.
Ligesom Seattle-bandet, trækker The Boy That Got Away også på 70’ernes tungrock, og ligesom på debuten, er det måske referencernes skygger, der gør at man ikke bliver blæst bagover af The Boy That Got Away. De spiller nemlig mere end habilt, og Tim Alvin Boström i front har en god og fyldig vokal (Chris Cornell lurer også her som reference). Den kombination fungerer godt på den kompetente heavy rocker, ‘Losing War’, der rager op midt på albummet – blandt andet i kraft af nogle mindeværdige riffs og den slipper godt afsted med den over 5 minutter lange spilletid.
Der er flere solide sange på Moonsick – åbneren ‘The End of the Road’ har været i omløb som single, forståeligt nok, for den har både et tempo, der er lige til at blæse afsted til, ud ad landevejen med solen i ryggen, med foden på speederen, og et nogenlunde syng-med venligt omkvæd. Også titelnummeret har fat i noget fængende i et mere brummende tempo, hvor man kan mærke at der er godt med hestekræfter under motorhjelmen hos The Boy That Got Away.
Og ligesom på ‘Moonsick’ viser bandet på ‘Onward’, at de har en del stærke riffs at trække på – det brummer og buldrer godt, og Boströms vokal svæver flot henover riffene.
Men man begynder at køre en lille smule træt i de relativt ensartede (homogene, er den positive betegnelse) riffbårne sange på Moonsick. ‘The River’, som falder efter ‘Losing War’ midtvejs, er egentlig ikke et svagt nummer, og rykker ganske fint, men det er også som om man allerede har hørt nogle sange i samme boldgade inden man er nået over halvvejs på albummet. Altså måtte der godt være lidt mere variation i lydbilledet for min skyld.
Soundgarden-indflydelsen hører man tydeligt på blandt andet ‘Pretender’, og også her er The Boy That Got Away ret dygtige til det, de gør. Sangen hører til den bedre halvdel på albummet, og man må igen tippe på hatten over forsanger Tim Alvin Boströms fine vokal.
Problemet på Moonsick er mest af alt, at der mangler ørehængere, de sange, der sætter sig fast efter endt lytning, og som man lige må høre én gang til. Omvendt er der heller ikke nogen numre, der falder igennem, men sange som ‘Get Back’ og ‘Ride’ fremstår relativt ordinære, og ‘Rover’ tilslutter sig samme kategori, med sin lidt Dizzy Mizz Lizzy-agtige lyd.
Eneste nummer, der for alvor skiller sig ud, er lukkeren ‘Waiting’, der ikke er rifffyldt – og dog, for efter de indledende dæmpede øvelser og nummeret toner ud, så begynder et hidden track, hvor riffene igen bølger tungt. Det gør de sådan set atter engang ganske fint, og faktisk måtte det skjulte nummer gerne have fået en mere prominent placering på albummet – riffene er effektive, tunge og svulstige, men det virker sgu. Selve ‘Waiting’ er til gengæld hurtigt glemt igen, og så gjorde det måske alligevel ikke så meget med variationen, hvis det var bandets anden modus.
Der er noget bundsolidt over The Boy That Got Away. De spiller godt, lyden er fin, og vokalen stærk – nogle gange kunne man endda ønske sig at den fik lov at være endnu mere fremtrædende. Måske den er holdt lidt i ave for ikke at blive skudt alt for meget Cornell i skoene?
Anyway, så er det altså primært i forhold til, at ramme en lyd, der skiller sig mere ud fra forbillederne, jeg synes The Boy That Got Away fejler. At de ikke rammer en selvstændig lyd, havde så måske betydet mindre, hvis der var et par uomtvistelige ørehængere iblandt. Det betyder i sidste ende også, at vi lander på 3 solide stjerner for Moonsick.
The Boy That Got Away spiller release-koncert på Radar d.15/9. Du kan finde bandet på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
