Dansk rock har det godt og The Boy That Got Away tager på Colossus favntag med store, voldsomme emner. Dermed bliver Colossus en vedkommende plade, hvor både håndværk og udtryk er i orden.
Med stærke vokaler og inspirationer rammer The Boy That Got Away på Colossus lige ned i en etableret grunge-inspireret æstetik. Tunge emner om død, selvmord og mørke fylder teksten, og tekst-rammen sættes med åbneren, ‘I’m Afraid To Die’. Her er det med en akustisk guitar, der stille og roligt sættes en ramme.
Men derfra ser The Boy That Got Away sig ikke tilbage: Der er smæk på lyden og man hører dårligt, at der blot er tale om tre i bandet: Der er fuldfed lyd og lydbilledet er ikke ulig danske Dizzy Mizz Lizzy: der er tale om riff-baseret knallert-rock med godt overskud og øre for hooks. Både melodiske og riff-baserede. Og så er der vokalen: Boström i front tåler nær sammenligning med hedengangne Chris Cornell. Som i meget tæt.
Og derfor er det også lidt…udfordrende?…at bandet vælger at behandle selvmord i teksterne.Det er dog motiveret af en af bandet bekendts selvmord og Boström benytter lejligheden på ‘Don’t Bring Me Back’ til at filosofere over sit eget, fiktive selvmord.
For meget af det gode? Jeg hælder nok til, at der er en mangel på kunstnere, der får substans og tyngde i deres tekster. Så jeg velkommer. med et lille forbehold. alvoren. Ikke mindst fordi bandet virker så oprigtige og troværdige i lyd, fremtoning – og både vokal og tekstlevering.
Løfter vi blikke lidt fra de alvorlige emner, så er Colossus en særdeles lytteværdig plade. Der er melodiske hooks, stærke evner i at skrive sange – og lidt legesyge her og der. Dog altid inden for rammerne og æstetikken.
Numre som ‘Do Your Worst’ og ‘Chapter One’ har radiopotentiale og med radio-versions remixes af numre som ‘Namaste’ (så det ikke starter med trommer) og ditto ‘Burning Star’ kunne der være andre kandidater.
Men helt klædeligt er det ikke bare en plade med fuld fart derudaf. Faktisk er der en lille overvægt af de lidt mere langsomme numre, hvor tekst og vokal får lov at få plads. Det gør pladen særdeles lytteegnet og når der så også falder numre som ‘Aftermath’, som lyder noget mere som ældre Alice In Chains, undgår vi at pladen kan risikere at blive en pastiche over Soundgarden. Eller Chris Cornell selv.
Har vi så en neo-klassiker på hænderne? Nej. Og man kan sige, The Boy That Got Away i disse dage har konkurrence fra kongerne af knallertrock, Dizzy. Men det tænker jeg nu, er en fordel. De kan indbyrdes agere drivtræer for hinanden, for TBTGA har måske ikke helt det samme popøre som DML. Men falder heller ikke i sidstnævntes synth-gryde.
På den måde bliver Colossus en rå, ægte oplevelse hvor der er noget på spil i tekst, spil og udtryk. Men ikke helt nok til at blive klassisk, fremragende.
Storartet at sætte på, lade sig rive lidt med af og glæde sig over at rocken er så langt fra død. Og få lidt eftertanke med, mens man nyder en bryg. Rigtig fint udspil – det er umuligt at finde et dårligt nummer på hverken lyd, produktion eller levering.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
