Den danske duo The Bowdashes samler op på gammelt, nyt og singlerne med EP’en Marrow, der bider godt fra sig med støvet ørkenpunk og en ulmende urkraft, der får jorden til at skælve.
Det lyder overordnet forbandet cool, det duoen bestående af Linn Holm (vokal + guitar) og Nana Nørgaard (vokal + keys + autoharpe!) leverer over 5 numre. Vokalerne sidder lige i skabet, mens musikken, der lyder som et truende vulkanudbrud, trods den minimalistiske instrumentering, lægger sig som en tæt støvsky rundt om en.
Lyden er, udover olmt brummende, støvet som en flække i det gamle vilde vesten, lidt forblæst som prærien rundt om og sej på sådan en girl-punket måde. Det spiller, kort sagt. Nummeret “Diego”, der er nyeste single, opsummerer på sin vis duoens lyd ganske glimrende. I hvert fald i nummerets første, super blærede, halvdel, der på laid back vis snerrer og skurrer, mens man bliver helt tør i munden af The Bowdashes knasende klang. I anden halvdel af sangen, bliver synthdelen noget mere dominerende, og det bliver næsten lidt dunke-dansende, på en måde jeg ikke er helt solgt på. Her havde jeg nok foretrukket en god, gammeldags guitarbredside, men OK, om ikke andet er det da lidt anderledes.
“Oh yeah, deeper down, down to the marrow, we’ll keep digging till we hit a vein”, lyder det indledningsvis og ildevarslende på den dystert klingende afslutter “Copenhagen Gold Rush”. I løbet af 5 kontrollerede og konsekvent eksekverede minutter gnaver og saver den sig virkelig igennem kødet på en og helt ind i marv og ben. Det vokser i det helt rette tempo mens der skrues op på alle fronter, så EP’en ender med en kraft der får højtalerne til at dirre. Lækkert.
Åbningsnummeret “Dirty Town” er anderledes imødekommende, eller i hvert fald i den mere iørefaldende afdeling, især det næsten poppede omkvæd med unison sang. Melodien er mere pågående, det nærmer sig noget elektro/danse-rocket, på den fede måde. Alligevel hænger der en urolig og faretruende stemning i luften, samtidig med, at det også føles lidt rastløst og jagende, som om man virkelig trænger til at get the hell out of this dirty old town.
Helt bastant og tromlende bliver det på “In Control”, der har noget nærmest manisk brummende og anmassende (på den gode måde) over sig. Det er lyden af to bandidas, bevæbnet med punkrevolvere, der ikke søger dækning, men presser dig baglæns gennem mainstreet med skudsalve på skudsalve. Indtil du er trængt op i krog og ikke kan undslippe. Primitivt, effektivt, dødeligt.
Højdepunktet for mig er dog nok endnu en af singlerne, nemlig den mundret betitlede “Love and Death of the Owl Hoot Trail Riders”. Det var faktisk det første nummer jeg hørte med duoen, og også det jeg faldt for. “The sun is seeting, makes me sore, no fear and loathing any more” og så buldrer og brager det ellers løs, mens guitaren trækker et gustent og ruskende spor gennem støvet i verset. Pludselig lysner det en smule med et omkvæd, hvor det igen for en kort bemærkning bliver “poppet” og catchy. Fremragende nummer.
Der er egentlig ikke så meget, at sige til det, The Bowdashes skriver sig med Marrow ind i rækken af danske, kvindefrontede, eller dominerede, navne som Roxy Jules, Darling Don’t Dance, ML Buch og Nelson Can, der brager igennem og efterlader et dybt og sejt aftryk på den danske rockscene. Jeg er egentlig ligeglad med køn og alt det der, men nu må mandfolkene sgu lige stramme sig an, hvis de ikke skal spilles helt af banen.
Marrow er en kompakt, hårdtslående og effektiv EP, hvor The Bowdashes med simple virkemidler får hvirvlet en mindre sandstorm op.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg The Bowdashes på Facebook
Fed anmeldelse og helt helt enig! ?????