Nana Nørgaard har, i et interview med Heartbeats, udtalt at de godt kunne forestille sig debutalbummet Bouquet som soundtracket til en Lars von Trier-film. Det kunne denne lytter også sagtens forestille sig, for som von Trier pendulerer The Bowdashes også mellem det rå og smadrede og det smukke.
The Bowdashes, bestående af Linn Holm og Nana Nørgaard, er efter en velanmeldt EP klar med debutalbummet, Bouquet. Rock-duoen rammer både noget råt og konfrontatorisk, noget hypnotisk svævende, øjeblikke af skønhed, og så noget midt i mellem.
På albumåbneren ‘Grandeur’ svæver den ene vokal på en ganske muskuløs rockbund og Nana Nørgaard’s autoharpe, der her lyder som en særligt hjemsøgende synthesizer, mens ‘Power’ er mere rå og beskidt i udtrykket, med dobbeltvokaler, der lyder halvt snerrende, halvt flirtende.
Den hjemsøgende stemning er tilbage på den skævt hakkende ‘King’, der kunne lyde som noget fra et soundtrack til en David Lynch-film (eller for den sags skyld kunne blive spillet på scenen i Twin Peaks). Her bliver det næsten en tand for meget med den synth-lignende autoharpe, men til gengæld er det mere opskruede rockende mellemstykke ganske effektivt.
Det starter beskidt rockende på ‘Naked’, inden autoharpen også her tager en ganske stor rolle i mellemstykket. Jeg får en smule overload af autoharpen, må jeg indrømme – den virker simpelthen lidt overdoseret for min smag, men det er formentlig en smagssag. Jeg kan sagtens se dens berettigelse, og den er unægteligt med til at skabe stemninger, også på den korte ‘Woman (Intermezzo)’, der ligger som en bølgebryder midt på albummet, og lige inden den næsten hypnotiske, tungt gyngende ‘Masochist’, der står som et af højdepunkterne på albummet. Her virker brugen af autoharpe mere integreret i det samlede lydbillede, hvor intensiteten bygges langsomt op i nærmest cykliske forløb og forløses med riffs, der ruller afsted som tunge bølger.
Nær så begejstret er jeg ikke for brugen af vokaleffekt (vocoder?) på den afdæmpede ‘Thrills or Pills’ – men nu bryder jeg mig i langt de fleste tilfælde heller ikke om den type effekt. Det holdes heldigvis relativt kort, og ér også med til at skabe en lettere hjemsøgt stemning. Herefter får vi titelnummeret ‘Bouquet’, der er relativt storladen med sine synthlyde (igen formentlig fremstillet af autoharpen), mens vokalerne også søger opad. Det er både skævt og sært medrivende.
Ganske medrivende er også albumafslutteren ‘Narrow Cracks’, med dens mere dvælende og dovent svævende lyd. Her kunne lyden godt snerpe lidt henad 90’ernes alternative rockscene, mens den synth’ede slutning virker som en passende udgang på albummet.
Bouquet virker, i forhold til den mere stramme debut-EP, eksperimenterende og afsøgende, i forhold til hvor grænserne for The Bowdashes går. På den måde kan albummet godt minde lidt om The Entrepreneurs’ (hvis Mathias Berthelsen også medvirker på Bouquet) debutalbum, Noise and Romance. Fælles for alle numrene er dog det filmiske element, som autoharpen også bidrager til. Den sætter i det hele taget sit klare præg på sagerne. Der rockes stadig igennem ind i mellem, og i det hele taget er Bouquet for det meste medrivende og engagerende. Vi ender på 4 flot flænsede og flossede stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
